DTU AQUA: 458 TUN SENERE

DTU Aqua har sammen med over otte hundrede danske lystfiskere mærket 458 tun siden 2017, og er på vej til at få oparbejdet mange spændende data, der kan bidrage til at sikre en bedre forvaltning af tunbestandene fremover.

Siden DTU Aqua startede sit tunmærkningsprojekt – Scandinavian Bluefin Marathon – i 2017, er der mærket 458 tun, men hvad er der egentlig kommet ud af det? Mandag den 25 oktober holdt projektleder Kim Aarestrup fra DTU Aqua foredrag om tunprojektet hos Sjællands Småbådsklub i Hedehusene. Fisk & Fri var naturligvis på pletten for at give dig overblikket.

AF JENS BURSELL

 

OMKRING 2015-2016 begyndte der for alvor at komme mange tun igen i vores farvande efter næsten halvtreds års fravær. Det skyldtes sandsynligvis en kombination af fredninger ved gydepladserne i Middelhavet, så der kom flere tun – samt en øget forekomst at vigtige byttefisk som fx sild og makrel i vores farvande, der gjorde det mere attraktivt for tunene at vandre herop. 

Blåfinnet tun

– Den blåfinnede tun er den største rovfisk vi har i vores farvande, og den kan blive over tre meter lang samt over 40 år gammel, indleder Kim Aarestrup sit foredrag om tunprojektet. – Og så har den jo det her helt særlige kendetegn, at den kan have en kropstemperatur, der er højre end vandet, hvilket betyder, at den på trods af den egentlig er en subtropisk fisk, så har den faktisk mulighed for at vandre op til vores vande.

– Der er to bestande, som på trods af, at de i et vist omfang blander sig, kan kendes genetisk fra hinanden, fortsætter han: Der er en, der gyder i den Mexicanske Golf, og en som gyder i Middelhavet. Ud over dette gyder de også et enkelt sted ud for den Østamerikanske kyst, og der er indikationer på, at de måske også gyder i Biscayen. Middelhavsbestanden, hvorfra de fleste af vores fisk kommer, er klart den største, og den er en faktor 10 større end den vestatlantiske bestand. Tunene gyder i juni-juli i Middelhavet og i maj i Den Mexicanske Golf, når temperaturen er tilpas – dvs. over 22 grader i overfladen. Allerede et halvt år efter, at de er gydt, vejer de et kilo, og når de vandrer ud som et-årige vejer de 4 kilo. De vokser altså ret hurtigt, og en ti-års fisk er omkring de to meter. 

 

 

 

– Når de er færdige med at gyde, går de store fisk nordpå for at æde, forklarer Kim. – At det netop er dem der trækker nordpå, har noget at gøre med deres interne varme samt areal/volumen forholdet, der gør, at det er disse fisk, som bedst ”holder varmen”. Historisk set har man derfor stort set aldrig fanget tun under 50 kilo heroppe. Tunene kommer især for at fange sild, makrel og hornfisk, men den er en opportunistisk prædator, og det der dukker op foran den – det spiser den. Også laks og havørred.

Overfiskeriet efter tun bremses

– I 2007 satte ICCAT en recovery plan i gang – meget presset af NGO´erne, hvilket betød, at kvoterne blev reduceret, mindstemålet blev hævet og man satte ind overfor ulovligt fiskeri, fortsætter Kim. – De lave kvoter kombineret med gode årgange fra 2003-2004, der senere begyndte at vokse ind i fiskeriet betød, at tunen fik en høj overlevelse, så der kom flere igen. Så nu har man sat kvoterne op igen, hvilket er klart signal om, at man har en nogenlunde positiv forventning til bestanden, der faktisk er så gode, at IUCN, som står for de internationale trussels klassificeringer, har flyttet dens status ned på ”least concern” – hvilket betyder, at den er ikke truet længere.

 

De forskellige mærkningsmetoder

– Vi tager finneklip for at kigge på genetik samt blod og muskelprøver for at se på hormoner, stress og energistatus, siger han. – Når vi alligevel har alt det arbejde, så kan vi lige så godt få mest muligt ud af det. Derfor putter vi pop-up satellitmærker på, som holder i 12 måneder. Og så har vi de akustiske mærker, som ikke kan lige så meget, men til gengæld sender lyssignaler ud og kan holde i ti år. Vi har også det, der er hedder et accelerometermærke, der virker de første par dage, og kan måle fiskens acceleration i tre dimensioner samt temperatur og dybde – 30 gange i sekundet.

DTU Aqua har også eksperimenteret med kameraer på fiskene, men det er der pt ikke kommet så meget ud af på grund af ret uklart vand i området ved Gilleleje, hvor det først blev taget i brug her i år. Forskerne håber derfor på at kunne forsøge med samme set-up i mere klart vand i Skagerrak til næste år.

– På pop-up satellitmærkerne er der en flyder, som ligner en geddeprop – samt en temperatur- og tryksensor, fortsætter Kim. – Endvidere er der en frigørelsesmekanisme, som man kan programmere, og så måler den ellers hvert 5 sekund. Når den er programmeret til at gå af og popper op på overfladen, er der en satellit enhed, som sender data op til satellitterne, hvorfra jeg kan hente dem. Satellitdata kan man så bruge til at lave modeller for, hvordan de vandrer. Når den måler lyset, måler den, når solen går op og ned – og dette kombineret med viden om ”local luna tid” gør, at man kan se meget præcist hvor på øst-vest breddegraden, fisken har været. Hvis den dykker i Atlanterhavet, er der en pæn temperaturforskel, mens der ingen forskel er i Middelhavet. Ting som dette kan man også bruge til at finde ud af, hvor fiskene har været henne.

– Akustiske mærker er lidt anderledes. De sender et unikt kodet lyssignal ud, som kun haves af en sender i hele verden. Så kan man så sætte lyttestationer op og se hvilke dyr, der har været hvor. Pt er der et globalt netværk af disse, og man arbejder lige nu på et netværk, hvor alle, der logger, kan komme til at høre alle signaler. Det betyder, at hvis jeg mærker en tun, får jeg det at vide, når den passerer forskellige lyttestationer rundt omkring i verden. Det foregår i noget, der hedder European Tracking Network, som samler alle data.

 

Så meget er der blevet fanget

– Som I kan se starter vi ydmygt ud i 2017 – både hvad angår antal og størrelse, siger Kim og peger på en af de mange spændende powerpoint slides, der bliver vist til foredraget. – I 2018 fik vi væsentlig flere fisk, som var noget større. I 2020 kom der lidt flere og i 2021 har vi haft en all time high på både antal og størrelse. Størrelsesfordelingen over årene indikerer, at det i høj grad er de samme fisk, der kommer tilbage. Den gode nyhed er, at vi faktisk også i her i 2021 fangede nogle mindre. Det var ikke mange, men de var der. Det, at vi har haft en lidt mere normalfordelt kurve i år, gør, at vi håber på, at der til næste år kommer en masse tun lige under vores gruppestørrelse over ved Irland, som måske også kommer herover.

– Det nye i år var, at vi også fik lov at fiske nede i Øresund, så vi har fisket både i Skagerrak, det sydlige Kattegat – og i Øresund. Vi har sammen med svenske SLU haft 140 danske, tyske og svenske både i gang – og i alt fik vi sammen med 857 danske fiskere mærket 169 tun op til 288 centimeter.

Nye procedurer

– På et satellitmærke er mængden af data, der kan sendes op til satellitten, begrænset af batteriet, pointerer Kim. – Der er kun én undtagelse for det, og det er, hvis man får fat i mærket, for så får man alle data – også selvom det er løbet tør for strøm. Siden 2018 har vi derfor været meget opmærksomme på at få fat i alle mærker, der er poppet op. Og det giver selvfølgelig en bedre idé om, hvordan det ser ud.

 

 

Omtrent 11.000 tun vandrer til Danmark

Under foredraget viser Kim Aarestrup, hvordan tunene vandrer ifølge satellitmærkerne, og meget tyder på, at de teoretiske modeller for vandringerne, der er beregnet af DTU Aqua, faktisk passer ret godt med virkeligheden. – Pt er der en del lyttestationer i de indre danske farvande, men planen er at søge flere penge for at udbygge netværket af lyttestationer – blandt andet i Kattegat og Skagerrak, for det vil give et bedre billede af, hvor mange af de mærkede fisk, der kommer tilbage, forklarer Kim. – Og hvis det lykkes, så kan man for det første se, hvor mange fisk, der er derude, og hvis vi genfanger dem, så kan vi lave genfangstberegninger på, hvor mange der er, hvornår de kommer ind og hvor mange dage, de er her. Ved hjælp af kvotetun og andre data, kan der også siges noget om, hvor meget de spiser pr. dag samt hvad de spiser; eksempelvis hvor mange tons sild og makrel de spiser, mens de er heroppe. Det er selvfølgelig interessant, fordi der er kvoter på dem, så de er penge værd, men det er også generel nyttig viden ved forhandling af kvoterne.

For første gang har forskeren haft genfangster – nemlig to – og med fangst-genfangst analyser kan man i grove tal regne sig frem til, at 11.000 tun trækker op i de danske farvande hvert år. – Det lyder måske af meget, siger Kim, men det er faktisk ikke så voldsomt meget. Norge har en kvote på 312 ton, og hvis vi bare siger, at de vejer 250 kilo stykket, så er der 1200 fisk, de må hive op hver år. Og – hvis der samtidig ryger 10 % nede i Middelhavet, så er det ikke sikkert, at fiskeriet varer så længe, hvis ikke der også kommer nye fisk ind.

 

Data viser også noget om gydeområderne

Når man kigger på de meget detaljerede oplysninger fra pop-up mærkerne, så kan man gå ind og lave en yderst detaljeret analyse af, hvad de laver, lige når de gyder ved 22 grader. Ifølge litteraturen er tunens parringsadfærd, at den kun frigør æg om natten, ved at de jager hinanden op og ned igennem vandsøjlen over en temperaturgradient på 2-3 grader fra 0-70 meter. Og netop dette eftervises perfekt af DTU Aquas data. – Går man ind og leder efter dette adfærdsmønster i pop-up data, så kan man efterfølgende gå ind og finde de positioner, hvor det er foregået, og dermed se hvor de har gydt, siger han.

Netop denne viden er vigtig, da det også kan bidrage til ny viden om ukendte gydeområder, og som et eksempel forklarer Kim, hvordan data viser tegn på gydeaktivitet lige vest for Sardinien, hvor de i Middelhavet er mere kendt for at gyde i farvandet omkring Mallorca.

I år er der landet 10 kvotetun, og det er Kims estimat, at der sagtens kan landes 20 på kvoten på 5 tons. Ingen ved pt, om der kommer en kvote til hjemtagning i 2022. – For at kunne få en egen kvote, skal man ifølge ICCAT opfylde tre ting, siger han: 1) Fisken skal være her, 2) Man skal have historiske rettigheder og 3) Man skal deltage i forskningen. Alle tre ting lever Danmark op til, men på trods af dette bliver det ikke nødvendigvis let at få del i tunkvoterne for Danmark. Jeg satser på, at ministeren skaffer os en kvote til næste år, men det er ikke afklaret. Det er vigtigt, at Danmark får sin egen kvote i stedet for at få en kvote fra fx Spanien. Vi skal have en plads ved bordet, for hvis der kommer flere nordeuropæiske lande med, så gentager man ikke det nummer, som man lavede tidligere med at fiske bestanden ned. Det sker ikke hvis der er 4-5 nordeuropæiske lande med, understreger han.

 

DTU Aqua viser vejen

– De officielle spanske retningslinjer går på at mærke fiskene ved siden af båden, hvorimod vi mærker tunene oppe i båden med vandgennemstrømning over gællerne. Problemet ved at mærke fisken i vandet langs bådsiden er, at så mistes en meget stor del af mærkerne, pointerer Kim. – I 2017 mærkede de svenske både eksempelvis med denne metode 17 tun, mens danskerne mærkede fire. På de danske fisk blev tre ud af de fire mærker på tunen den fulde tid, men alle de svenske var faldet af efter tre måneder. Det er derfor, at alle fra Tunkommissionen i dag mærker, som vi gør. De har simpelthen kopieret vores mærkningsmetode, og det er der en årsag til: Der er ingen grund til at have alt det her arbejde, hvis mærket kun sidder på tunen i en måned. Det kan godt være, at du mærker 100 fisk på min metode, og der er 5 der dør. Men til gengæld får du 1000 gange bedre data.

Som afslutning sender Kim et klart signal om, at Scandinavian Tuna Marathon med stor sandsynlighed fortsætter til næste år, hvis de får finansieret det, hvorefter det fine foredrag rundes af med, at Kim Aarestrup takker de næsten 1000 danske og svenske lystfiskere, der har bidraget til projektet ved at fange de mange tun. – Mærkningsfiskeriet fortsætter, indtil vi har en kvote, hvis det står til mig, slutter Kim.

Projektet er finansieret af EU, ICCAT og Tunforeningen af 2019. For første gang har Fødevareministeriet i år nu også støttet projektet.

 

Vidste du at:

• Den samlede tunkvote er på 36 millioner kilo
• Tunen kan vandre 1-200 kilometer på et døgn
• Tun fra Middelhavet menes at være omtrent 5 år om at blive kønsmodne
• Blandt tunene er der også ”overspringere”, som ikke trækker retur til Middelhavet
• Det er aldrig lykkedes at lave rentabel avl af tun. Alle de tun der fanges er derfor vilde