Når havørrederne driller, og fluevalget har afgørende betydning, kan det være en snedig idé at fiske med to fluer. Her får du nogle tips til, hvornår fiskeri med to fluer er en fordel, og hvordan du griber teknikken an

Af Rasmus Ovesen

Rasmus Ovesen fisker som oftest med to fluer på forfanget – og det giver ham massser af gode fisk.

Rasmus Ovesen fisker som oftest med to fluer på forfanget – og det giver ham massser af gode fisk.

KASTENE FALDER metodisk og beregnende. Du har finkæmmet et langt kyststræk denne milde novemberdag, og du har reageret prompte, hver gang en fisk har vendt eller slået inden for kastevidde – og dem har der været en del af! Alligevel er huggene udeblevet. Du tager nu dig selv i småbandende at afskrive hele miseren som én stor uforklarlig tilfældighed; én af dem hvor man blot ryster overbærende på hovedet og konstaterer, at naturen er lunefuld. Under normale omstændigheder, plejer havørrederne jo for pokker at hugge uden betænkning ved synet af din gamle favoritstreamer – så ét eller andet må der være galt!

Flueskift med fangsteffekt for kysthavørrederne

I stedet for at give op og erkende nederlaget, finder du i ren og skær frustration en lille horribel flue frem af gemmerne. Du bandt den som et løssluppent og tankeløst eksperiment for snart et års tid siden af nogle gule og

orange overskudsmaterialer. Under normale omstændigheder ville du aldrig drømme om at sætte sådan en flue for enden af dit forfang… Denne plads er jo reserveret én af dine fem-seks favoritfluer, der alle specifikt imiterer rejer, tang­lopper og andet kystkravl. Nuvel, du knytter den lille pjuskede undskyldning af en flue på forfanget, for desperate situationer kalder jo trods alt på desperate handlinger.

Når der fiskes med to fluer på forfanget er der en pointe i at vælge markant forskellige fluer – her en lille kobberbasse og en noget større variant over Cutthroat Kutling.

Når der fiskes med to fluer på forfanget er der en pointe i at vælge markant forskellige fluer – her en lille kobberbasse og en noget større variant over Cutthroat Kutling.

EN LILLE TIMES TID SENERE har du kroget og landet en håndfuld hårdt-fightende fisk. Hver og én har de overfaldet din nødløsning af en flue med en voldsomhed, du ikke tidligere har oplevet – og selvom hovedparten af dem udviser mere eller mindre fremskredne grader af farvethed, så er din tur reddet. Du har vendt en håbløs situation og triumferet, men bedst af alt er du blevet klogere. Langt om længe har du nemlig forstået til fulde, at fluevalget kan have afgørende betydning for, om havørreden hugger eller ej – og måske er du også blevet nysgerrig på, hvordan du får sat dine kommende flueeksperimenter lidt i system. For fremover, så skal der eksperimenteres med fluevalget!

To fluer på forfanget giver de samme oplagte fordele med spinnestangen, når der fiskes med bombarda.

To fluer på forfanget giver de samme oplagte fordele med spinnestangen, når der fiskes med bombarda.

HAVØRREDENS HUGADFÆRD er nøje afstemt i forhold til årstiderne, vandtemperaturerne, fødemængderne og ikke mindst dens biologiske instinkter. Som oftest hugger den velvilligt på stort set hvad som helst, der blot ser tilnærmelsesvist spiseligt ud, men der er undtagelser. Eksempelvis kan man hen over sommeren – hvor fødemængderne kan være så rigelige, at havørrederne pludselig tillader sig at være kræsne – opleve selektive fisk, der sporer sig ind på bestemte typer fødeemner og ignorerer samtlige andre. Man vil derfor kunne opleve, at ens flueæskes allermest velafprøvede fluer pludselig bliver vraget af åbenlyst fødesøgende fisk. I efteråret kan man desuden opleve stimer af fisk, der allerede på deres vej mod gydevandløbene har afviklet hovedparten af deres hug­instinkt, og som i højere grad skal provokeres til at hugge end fristes med noget vimsende liv­agtigt og spiseligt. Man kan også opleve tidspunkter på året, hvor havørreden på grund af stofskifterelaterede årsager favoriserer små fødeemner fremfor store fødeemner, og her kan man altså risikere, at store pulserende streamere, der ellers plejer at fungere fint, pludselig bliver konsekvent ignoreret.

Fluevalget – til tider uden betydning og andre gange afgørende

SELVE FLUEVALGET giver aldrig sig selv fuldt ud, og det kan ofte være svært at vurdere, i hvor høj grad fluens udseende – dens udformning, størrelse og farve, er afgørende for, om havørreden hugger eller ej. Når havørrederne bare hugger løs, er det da også svært at vurdere, om det er fordi, man har fundet den helt rette flue – eller fordi fiskene simpelthen kaster sig over hvad end der nu byder sig til. Det er jo de færreste, der har ro i sjælen til at skifte flue i sådanne situationer for blot lige at se ad…

Som allerede nævnt, er der dog flere tilfælde, hvor fluevalget kan være radikalt udslagsgivende, og af samme grund kan man ofte optimere sit fiskeri ved at fiske med to fluer på én gang.

2 fluer på forfanget – til tider vejen til kysthavørreden

Er du i tvivl om, hvorvidt fluen skal vælges efter imitations- eller provokationsprincippet, så får du med to fluer på forfanget mulighed for – ja – en af hver farve...

Er du i tvivl om, hvorvidt fluen skal vælges efter imitations- eller provokationsprincippet, så får du med to fluer på forfanget mulighed for – ja – en af hver farve…

FISKER MAN MED TO FLUER – en endeflue og en ophænger –, fordobler man ganske givet ikke sine fangster, men teknikken giver én mulighed for at eksperimentere med fluevalget – og det kan være en fin indgangsvinkel til forbedrede fangster og ikke mindst højnet indsigt. På de dage, hvor havørrederne kaster sig hovedkuls over alt spiseligt, vil fluen de hugger på som regel være den de først ser, men ofte vil der tegne sig årstids- eller pladsspecifikke mønstre, hvor én bestemt flue – for eksempel en lille rejeimitation som ophænger, klart favoriseres fremfor den store streamer for enden af forfanget – og omvendt! Med denne teknik er der med andre ord masser af nyttige erfaringer at gøre sig i forhold til, hvilke fluer der er mest effektive under bestemte forhold.

For at få mest ud af fiskeriet med de to fluer på forfanget, bør man altid vælge to radikalt forskellige fluer. Hele idéen er jo at give havørreden noget at vælge imellem. Blandt andet giver det god mening i de perioder, hvor havørreden er aktivt fødesøgende, at fiske med henholdsvis en lille og en stor flue – eksempelvis en lille tangloppeimitation og en stor tobisimitation. På denne måde har man i højere grad end ellers mulighed for at lokke en selektiv havørred til at hugge, og i vintermånederne, hvor havørreden kæmper med stofskiftereguleringen, kan man også lokke de havørreder, som for en periode kun spiser mindre fødeemner, til at hugge.

Er du i tvivl om, hvorvidt fluen skal vælges efter imitations- eller provokationsprincippet, så får du med to fluer på forfanget mulighed for – ja – en af hver farve...

Resultatet af en god dag med to fluer på forfanget

I EFTERÅRET kan man i stedet fiske med en imitationsflue og en provokationsflue. Her er der både aktivt fødesøgende fisk og mere passive gydefisk langs kysterne. Og mens de aktivt fødesøgende fisk relativt let kan lokkes til at hugge på en imitation af ét af

kystens mest almindeligt forekommende byttedyr, så skal de mere passive gydefisk ofte provokeres til at hugge – for eksempel med en larmende propelflue eller en flue i kradsbørstige gule og orange farver. Her kunne det eksempelvis være en idé at fiske med en Cutthroat Kutling, en Flexireje eller en STF Baitfish i kombination med fluer såsom Flammen, Yellow Tail Fry eller RPO Provo.

I PLUMRET ELLER FARVET VAND, hvor havørreden ofte kan have svært ved overhovedet at se ens flue, kan man også med fordel fiske med to fluer. Her kan man for eksempel knytte en relativt stor og synlig flue i skrigende farver på som ophænger, og så ellers binde en lidt mere diskret imitationsflue på i enden af forfanget. På denne måde optimerer man sandsynligheden for at havørreden ser ens fluer, og skulle den vrage attrak­torfluen i de skrigende farver, er den mere åbenlyst spiselige endeflue nu inden for umiddelbar synsvidde.

OGSÅ SELVOM man allerede skulle have fundet en flue, som fungerer på bestemte dage og under bestemte forhold, kan der være mening i at fiske med to fluer. Det giver sig ind imellem udslag i dobbeltfangster, men væsentligst af alt giver det mulighed for at afprøve nye fluer, som ellers aldrig ville få en chance. Der kommer tit nogle ganske spøjse kreationer ud af vores anstrengelser ved flue­stikket, og ved at fiske med to fluer kan man tilgodese mange af de outsider-mønstre, som ellers aldrig bliver luftet. De overrasker ind imellem særdeles positivt, og hen ad vejen vil man ofte udvikle nye præferencer – og finde nye fluefavoritter.

FLERE OG FLERE fisker med to fluer, men mange vælger det også bevidst fra – fordi de to fluer på forfanget gør selve fluekastet en anelse mere udfordrende, samt fordi det involverer en øget risiko for at lave vindknuder og filtre forfanget. Alt dette er sådan set rigtigt nok, men med det rette grej, en god kasteteknik og nogle tilpassede forfang, behøver man ikke at være generet af den ekstra flue under afviklingen af kastet.

 

Friluftsland

 

Selve forfanget kan man med fordel korte en lille smule ned, hvis man kæmper med at strække det under kastet – eksempelvis, hvis der fiskes med to forholdsvis store fluer. Forfangslængder mellem 3 og 4,5 meter er som regel passende, og ellers kan det betale sig at fiske med relativt stift

fluoro­carbon forfangsmateriale. Det filtrer ikke lige så let som forfangsmaterialer af nylon, og det er samtidig en anelse lettere at strække ud. For at lette kastene yderligere kan man overveje at anvende lidt kraftigere kystgrej end ellers, og særligt vil man kunne have gavn af 9,6 – 10’ kystfluestænger med helaktion. Med disse kystfluestænger kan man bibeholde en god kastelængde og samtidig åbne ens kastebugter en smule. Herved minimerer man nemlig risikoen for at forfanget hægter op om sig selv og filtrer.

En forfangsløsning til kystfiskeriet med 2 fluer

Rasmus’s fiskekammerat Andreas med en smuk blankfisk taget på den bagerste flue, der af kastemæssige årsager oftest er den største.

Rasmus’s fiskekammerat Andreas med en smuk blankfisk taget på den bagerste flue, der af kastemæssige årsager oftest er den største.

FORFANGENE til fiskeri med to fluer knytter man selv, og det kan gøres på flere forskellige måder, hvoraf de to er særligt interessante. Man kan eksempelvis tage udgangspunkt i et færdigtaperet forfang og binde en 20 centimeter lang glidende ophængertafs på dette ved hjælp af et stykke

fluoro­carbon materiale. En almindelig glideknude er god til denne form for ophængerløsninger. Den bindes typisk en meter ovenover forfangets spids, og et godt tip er at bruge et linestykke i en anden farve end forfangets. Herved har man lettere ved at komme eventuelt opstået forfangskludder til livs. Når man kroger en fisk på ophængerfluen vil ophængertjavsen glide ned til den nederste flue, og dermed forhindre denne i at sætte sig fast i eksempelvis blæretang eller sten under fighten. I og med at knuden er glidende, kan det dog være lidt vanskeligere at kroge fiskene på ophængerfluen. Den kan nemlig risikere at skride lidt i selve tilslaget.

Med to fluer på forfanget er der større chance for, at du rammer rigtigt, når fiskene er kræsne.

Med to fluer på forfanget er der større chance for, at du rammer rigtigt, når fiskene er kræsne.

En anden løsning er at binde en meterlang forfangsspids på den resterende del af forfanget med en blodknude og efterlade linestumpen fra den tykkeste del af forfanget; (eksempelvis 0.30 mm – 0.26 mm). Heri kan man så binde sin ophængerflue, og den vil da blive holdt godt væk fra hovedlinen af selve knuden. Tages ophængerfluen af en havørred er et kontant tilslag altid muligt. Til gengæld vil den nederste flue slæbe efter under fighten. Sætter den sig urokkeligt fast i eksempelvis en grødebusk eller en stor sten, mister man dog ikke fisken men kun den nederste flue. Når forfanget brister, vil det nemlig gøre det i selve blodknuden – og det vil da være forfangsspidsen som knækker af og ikke fluen. Den er jo fortsat fæstnet for enden af det kraftigere stykke af forfanget ovenover.

UANSET HVILKE TYPE FORFANG man vælger, vil det altid være en fordel at fighte fiskene med høj stangføring – især, hvis man fisker på lavvandede pladser med masser af bundvækst eller store sten. Der vil altid være en øget risiko for at hægte op under fighten, når der fiskes med to fluer, og kan man presse fisken mod overfladen, bør man bestræbe sig på at gøre det. I den forbindelse kan det være en idé at forblive i vandet under fighten, og her er det essentielt at have et godt knudeløst fangstnet. Ikke blot er kaning risikofyldt, men håndlanding kan også være en risikabel affære på grund af den ekstra flue på forfanget. Med fangstnet kan man lande fiskene ude over lidt dybere vand, og man risikerer heller ikke selv at blive kroget under landingen.

PRØV FISKERIET med de to fluer den kommende tid, afpas grejet og din kastestil lidt derefter – og så vil du pludselig være i en situation, hvor du har optimeret chancerne for at fange én af kystens temperamentsfulde og iltre havørreder.

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This