Den ukendte flod

Dette er en sand historie om, hvordan en benhård fluepioner ved en tilfældighed opsnuser og finder en helt ukendt bestand af kongelaks – og til sidst bliver belønnet med et historisk vildt fiskeri efter de gigantiske stillehavslaks i en flod, hvor de slet ikke burde findes – nemlig et vandløb, der munder ud i Atlanten. Følg med Stephan Dombaj til Patagonien i Argentina.

Af Stephan Dombaj

PATAGONIEN er en fascinerende vildmark, og i denne øde afkrog af verden, som er skabt af ild, is og den evige vind, findes der stadig hvide pletter på fiskelandkortet. Jeg har selv tilbragt fire år som fiskeguide i Patagonien, og når man er hernede, opdager man hurtigt, at regionen er fyldt med et ufatteligt stor netværk af floder, bække og søer. Det er derfor ikke så underligt, at et nærmest paradisisk lignende antal af fisk kan svømme rundt helt uden at blive opdaget af hverken fiskere eller lokale.

På sporet af kongelaks i Patagonien – hvor de ikke burde findes

Som så ofte er det bare en heldig tilfældighed, som får sat tingene i bevægelse. I dette tilfælde var det mødet med en ornitolog, som satte mig på sporet af en hidtil ukendt bestand af kongelaks. På grund af sine iagttagelser af kondorens flyverute gennem Andesbjergene, kunne hun fortælle om en yderst interessant og tilfældig opdagelse. Hun berettede om en massiv fiskedød i en 8 km lang indstrømning til en sø med gletsjervand ved foden af Andesbjergene. Ifølge ornitologen var det tredje år i træk, at dette fænomen fandt sted, og det toppede i marts/april. På spørgsmålet om hvilken fiskeart det var som døde, svarede hun kort og præcist: – Ingen idé, men de dør i tusindvis. Der ligger 8-10.000 døde fisk på bredden. Og som om det ikke allerede var nok, understregede hun dette med en universal gestus, som alle fiskere i verden forstår: – Så store er de, sagde hun og spredte sine arme. Og det var noget der kunne vække min interesse, for der var temmelig langt mellem hendes hænder

Tænker man på de geografiske og biologiske forudsætninger for denne region, så stemmer denne opførsel overhovedet ikke overens med de lokale arter. Der findes ingen logisk forklaring på, hvordan et så næringsfattigt vandløb skulle kunne byde på nok føde til en så stor population. Jeg kommer derfor frem til, at der må være tale om en vandrende art, som dør ved slutningen af dens gydevandring. Stillehavslaks var derfor et oplagt gæt – bortset lige fra, at dette vandløb som alle andre floder i Argentina løber ud i Atlanten, hvor der – indtil nu – aldrig er observeret bestande af stillehavslaks

Ekspeditionen sættes i gang – findes stillehavslaks i Atlanterhavet?

De ukendte fisk – og drømmen om et fuldstændigt jomfrueligt fiskeri er derfor rigelig drivkraft for at kaste mig ud i det ultimative fiskeeventyr: At finde fiskene – og finde ud af hvilken art, der er tale om.

MISSIONEN er følgende: Vi tager til området – og slår lejr fra januar til marts for at vente på optrækket – og finde ud af hvilken art den mystiske fisk er. Det udvalgte område bliver affisket og udforsket af hold på to mand i en uge ad gangen med to ugers mellemrum. Fordi vi hos Loop/Solid Adventures har fiskecamps i både Tierra del Fuego og på fastlandet, har vi adgang til terrængående køretøjer, men en stor del af udforskningen foregår også til fods.

Netop fordi vi har brugt enorm lang tid på at forberede ekspeditionen, er forventningerne høje, da vi endelig kan påbegynde vores jagt på de ukendte fisk.

Patagonien – et område af ufattelig skønhed

Den første dag vi går i gang med at udforske området, gnistrer luften af glæde og spændning. Men allerede det første blik over gletsjersøen får næsten én til at glemme selve missionen. I horisonten glimter isbjerge i alle regnbuens farver ved dagens første sollys mellem de faretruende klippevægge. Hver især forsøger vi at suge så meget som overhovedet muligt til os af dette næsten uvirkeligt smukke scenarie.

ØJNENE affotograferer de visuelle indtryk. Alene overfarten til vores rejses udgangspunkt har været alle besværlighederne værd. De kælvende gletsjere og majestætiske isbjerge er et tydeligt bevis for dette lands oprindelse i urtiden. Allerede nu får vi et indtryk af, hvilken indflydelse isens sedimentindhold har på vores mission. Når de øverste gletsjerlag smelter, er vandet på det øvre løb ekstremt uklart. I søen nedenfor udfældes en del af sedimentet, hvorefter de nedre stræk af floderne får sin karakteristiske turkisblå farve, som dog stadig er meget uigennemsigtig. Specielt om sommeren kan det derfor sagtens lade sig gøre, at et usædvanligt højt antal fisk tilbagelægger den 400 km lange vandring fra flodens mundning ved Argentinas Atlanterhavskyst – uden at blive opdaget af nogen.

Skeletternes fortælling om laksesensationen

På udflugtsbåden med to dæk, som drives af et lokalt turistfirma, vækker vi kun lidt opmærksomhed imellem alle de Gore-Texjakkebevæbnede økoturister på grund af mængden af vores store oppakning. Efter sejlturen tager vi afsked med resten af turisterne og begiver os ud på turen til den 8 km lange flodstrækning. Klippevæggenes hårde og ru sten afløses nu af bløde, næsten organiske strukturer, som er blevet finslebet af gletsjerne og danner et uvirkeligt billede, som intet andet billede i verden er i stand til beskrive. Og midt i denne imponerende smukke natur, strømmer et vandløb, der gemmer en stor og tung hemmelighed.

ALLEREDE efter kort tid snubler vi næsten over resterne af et budskab, som vi hemmeligt havde håbet på, men ikke turde forvente. Et lille stykke fra selve vandet støder vi på en mumificeret, hovedløs krop af en kæmpestor laksefisk. Sandsynligvis er den blevet slæbt til sin endelige destination af en af de talrige ræve eller pumaer. Selvom ingen har sagt det endnu, så ved vi alle, at dens kropsform og ikke mindst størrelse udelukker, at den er en af de større atlantiske migranters artsfæller. Vi vurderer fisken til at have vejet 19 til 22 kg

Med hvert skridt vi nærmer os vandet, ser vi flere og flere rådnende fisk. Det endegyldige bevis for, at der faktisk er tale om stillehavslaks, er en fuldstændig intakt krop, og den afslører ikke bare de døde fisks oprindelse – her drejer det sig til og med om den største og mest imponerende slags – kongelaksen!

Ved Andesbjergenes fod i en lille bæk 400 kilometer fra flodmundningen viser det sig, at vores mest vovede teori er sand. Og som om forekomsten af stillehavslaks i det atlantiske system ikke er enestående nok, så tyder resterne af fiskene på en ufattelig stor gennemsnitsvægt hos denne op til 80 pund tunge konge af salmoniderne. De sidste dele af puslespillet falder nu på plads. Fiskedøden skyldes simpelthen bare, at stillehavslaksens livcyklus ender med døden efter fuldført gydning.

SVARET på det mest vigtige af alle spørgsmål, nemlig hvilken art der er tale om, leder til en hel del nye og endnu mere akutte spørgsmål som fx hvordan, hvor, hvornår? Hvornår kan i det mindste be­grænses lidt. Mumificeringen af de døde fisk tyder på, at det sidste højdepunkt for massedøden ligger et stykke tilbage – hvilket betyder, at vi er kommet enten for tidligt – eller på præcis rette tidspunkt. Dette, som alle andre fiskespørgsmål, er helt klart lettest at få svar på i praksis ved at fiske, fiske og atter fiske!

Laksefiskeriet i den ukendte, argentinske flod kan begynde

Vi har ikke opholdt os længe ved vandet, før vi finder ud af, at vi har været heldige at dukke op på det helt rigtige tidspunkt. Allerede mens vi står ved flodbredden og leder efter fluer, ser vi flere store fisk vise ryg i overfladen. Ryggenes massive bredde efterladen ingen tvivl om, at vi skal have fat i det kraftige grej…

Inden jeg overhovedet når at tænke på, at jeg på grund af den stærke strøm må gøre linens drift langsommere, bliver linen fuldstændig brutalt revet ud af min hånd. I chok og ude af stand til at tænke efter dette pludselige og voldsomme hug på mit første kast, gør jeg et ordentligt modhug og føler den enorme tyngde for enden af linen

Det kunne sagtens bare have været bunden, hvis det ikke lige havde været for det hammerslag som farer op igennem den spændte line og det væsen, der får overfladen til at eksplodere. Den drøner af sted med fuld fart, og hopper flere gange, men til sidst ryger den af… Mens jeg med rystende hænder kigger på krogen, der er mast til plukfrisk, kan jeg pludselig høre bremsen på Diegos hjul 30 meter opstrøms.

Efter en fight, som næsten får hans # 8 tohåndsstang til at gå i stykker, kan jeg omfavne halefinnen på en uhyggelig store fisk. Først da vi har sluppet denne guld- og kobberfarvede salmonid tilbage i sit element, går det op for mig, hvad det egentlig er, som lige er sket. Fiskeriet er startet op, og Diego giver poolen det første officielle navn. En banebrydende præstation.

FARVEN på fisken tyder på, at de har fået lov til at hvile i dette område et stykke tid. Det viser sig senere, at vandringen sker lidt forskudt. Under de første runs er det hovedsageligt hanner som kommer, mens den største del af hunnerne følger efter et par uger senere. På dette tidspunkt har de fleste hanner allerede fået deres gydefarve. Teorien om at kønnene vandrer på forskellige tidspunkter, er ikke bevist, men baseres på erfaringen med fangsterne. Samme dag lykkes det for mig at fange en ung laks, som sagtens kunne have været dessert for den fisk, Diego fangede. Det er først næste morgen jeg får landet en 12 kilos næsten helt sølvfarvet laks på samme plads, som dagen inden.

Eminent patagonisk laksefiskeri – og en forklaring på mysteriet om kongelaksen dæmrer

Under denne første scouting­mission fanger vi 14 laks på 3 dage. Knapt fire uger senere, da hunnerne stiger i elven bliver det virkelig vildt:103 laks på fire fiskedage med to stænger… Og det er store fisk med hanfisk op til 136 centimeter og hunner op til 128 centimeter. Man kan tydeligt se forskel på, hvor fremskredne de er i deres gydedragt; mens hunnen er relativt sølvfarvet og derfor næsten nyopstegen, er hannen helt brun og må have befundet sig i systemet i nogen tid. Begge fisk vejer omkring de 60 pund.

Også på resten af turen har vi succes, og vi får sågar kæmpestore kongelaks på tørflue! Dette fiskeri er så vildt, at det kunne have dannet grundlag for myter, hvis ikke lige det var fordi, at vi selv havde været der og dokumenteret det. Efter den store død starter i marts, hvorefter flere tusind laks ligger på bredden, så ræve, pumaer og kondorer bliver tiltrukket af dette yppige måltid. Livets cyklus for den kæmpestore kongelaks er sluttet.

Kongelaks i Sydamerika: Kongelaksens naturlige udbredelse er egentlig den nordlige del af Stillehavet, men arten er via akvakultur spredt til de Chilenske floder, der løber ud i Stillehavet.

De godt beskyttede og rene fjorde på Chiles side byder på gode forudsætninger for aquakultur. Store mængder af småfisk som fanges og bliver forarbejdet til fiskfoder samt en nogenlunde jævn vandtemperatur, er en yderligere fremmende faktor for akvakultur. Siden de første flydende bure blev etableret til dambrug med Atlanterhavslaks i slutningen af 70’erne, avancerede Chile i 2009 til verdens næststørste leverandør af lakseprodukter med en markedsandel på 31% efter Norge med 33%. I starten satsede man først og fremmest på atlanterhavslaksen, men udvidede snart produktionen til hurtigt de voksende stillehavslaks – Cohos og den meget omega-3-fedtsyre rige kongelaks

Den eksponentielt voksende efterspørgsel tvang producenterne til at udvide deres produktion til de sydpatagoniske fjorde i Chile, hvor man i dag finder dem helt ned til Magellanstrædet, der er forbindelsen mellem Atlanten og Stille­havet. Og – med fundet af den nye bestand af kongelaks som vi fandt – har fisken altså migreret om i Atlanterhavet og er begyndt at kolonisere nye vande her.

Hvorfor kan fiskene ikke smage forskel? Laks råder over en eminent lugtesans, som hjælper dem til at lokalisere deres gydepladser med op til 100 meters præcision. Men hvordan kan flere tusinde laks så tage fejl og trække op i et »forkert vandløb« i et »forkert hav«? Hvorfor findes kongelaksen bare i et eneste system på den argentinske side?

Svaret ligger i den geografiske nærhed til kilderegionen. Satellitoptagelserne afslører et forgrenet system af gletsjere og kontinuerligt frosne vandmasser, som udstrækker sig på både den chilenske og argentinske side af Andesbjergene. På begge sider danner dette gletsjersystem et antal vandløb, hvilket betyder, at en og samme kilde kan munde ud i både Atlanterhavet og Stillehavet. I princippet »lugter« begge kilderegioner, der også fungerer som gydeplads, således ens, og derfor kan fisken i Magellanstrædet, hvor de to oceaner mødes, ikke længere kende forskel.