Stilhed – som i rigtig stilhed, er der meget langt mellem i Danmark. Man vil næsten altid kunne høre et eller andet – en bil der kører forbi på den nærmeste landvej, eller folk der skramler med et eller andet i et nærliggende hus. Netop derfor er et af mine yndlingssteder en lille skovsø, der ligger lige ved min ødegård i Sverige. Når ellers lige kammeraterne har drukket den sidste whisky eller valnøddesnaps ved lejrbålet, så er der helt stille. Som i helt stille.
Og netop, når alt bliver stille, trasker jeg ned til søen til min favoritplads på en lille pynt i søen, hvor jeg allerede om eftermiddagen har stillet min bivy op og klargjort alt grej samt agnet taklerne, så alt, hvad jeg skal gøre, er at loppe taklerne ud 10 meter fra land i yderkanten af et åkandebælte. Og så ellers lægge mig til at sove, men en håbefuld forventning om at blive vækket i passende tid om morgenen med en one-toner.
Præcis sådan gik det også sidste gang, jeg var ved skovsøen. Der var ikke en vind, som rørte sig, da jeg kom ned til mine stænger. Over granskoven på den modsatte side af søen, knejsede månen over bakketoppen – samt spejlede sig i det den blanke overflade. Mosekonetågen svævede let over vandet – og da jeg havde nydt sommernattens magi et stykke tid fra træstubben bag stængerne, krøb jeg i posen.
Præcis klokken seks, hvor jeg alligevel skulle op, hylede min bidmelder akkompagneret af min ene baitrunner, og sekunder efter var der fast fisk. Jeg kunne straks mærke, at det var en god karpe, og da den skulle hives direkte ind igennem åkanderne, fik den ikke så meget som en centimeter line. Med fuld pres og god hjælp fra den kraftige nylonlines elasticitet lykkedes det at holde den store spejlkarpe på overfladen, hvor den væltede rundt med kraftige plask. Efter en kort, men hård og tung fight, kunne jeg løfte netrammen om den til dato tungeste fisk, jeg har fået i søen. En perfekt stardust spejlkarpe på 13,6 kilo, der efter en kort fotosession fik sin frihed igen. Fisken huggede på en snowman af Spicy Squid fra CFC.
Hvis du har fået lyst til at indånde duften af de svenske skove, så tjek videoen fra turen – ”Skovkarper – Glimt fra Sverige”, som du kan se på Fisk & Fris YouTube her. Husk at abonnere på kanalen – det er gratis.