– Jeg har mange gange gået med drømmen om at fange en specifik fisk – fx en stor torsk, en sandart, en gedde over 100 cm, og jeg kunne blive ved. Men her i weekenden blev en af mine største drømme til virkelighed. Sådan lyder der fra Karsten Klein-Petersen.
– Vi var taget til Køge Bugt for at se, om vi kunne finde havørred. Da vi kom ned til pladsen, kunne jeg mærke, at der var fisk også selvom vandet måske var lige lovligt stille. Vi startede forsigtigt og fiskede os ud til revet. Efter 15 minutter så vi en fisk springe, og fem minutter efter havde min makker fisk på. Jeg guidede ham, og prøvede at holde ham rolig, indtil den var klar til at komme i nettet. Det viste sig at være en smuk, blank havørred på 47 cm og lige over kiloet.
– Drømmefisken? Ja det var det. For min makker, er min søn Frede på 11 år. Jeg har fisket med ham siden han var tre år og endeligt stod vi side om side i waders, hvor han fangede sin første havørred – og endda en over målet. Han fangede den med sit nye hjul, hvor han selv havde sparet op til line, og med lige den gennemløber – en Sandeel – som han havde forestillet sig. Så min drøm gik i opfyldelse og jeg blev fyldt med glæde og stolthed. Samtidigt gik også hans drøm i opfyldelse. Han havde de sidste måneder presset på for, at vi kom på flere havørredture i en travl tid – og endeligt gav det pote.
Den flotte fisk deltager både i Daiwa Open 2026 samt vores fiskedrømmerejselodtrækning om en GT-tur for to til Egypten sponsoreret af iFish Travel.









