En af de fascinerende ting ved at fiske er, at man aldrig rigtig ved hvad der sker – og hvad der hugger efter blinket. Og det var netop hvad der skete for Morten Gericke på Grand Canaria, hvor han lige nu er på ferie – og gjorde et stædigt fiskeforsøg i den lokale havn.
– Jeg valgte på trods af alle gode råd om det modsatte at fiske med blink fra kysten… og bum – så fik jeg bid i første kast, men desværre fik jeg den ikke, fortæller han. – Jeg behøvede dog ikke at vente længe, for der var bid i allerede i andet kast også, men den satte sig i bunden…
– 40 minutter senere huggede noget efter blinket, og inden længe fik jeg den krabat ind, som du kan se på billedet. Selvom den var kroget på gællelåget, tror jeg faktisk, at den gik efter blinket. Jeg turde dog ikke røre den, da det var en ukendt art med en ret vild mund. Størrelsen til trods kæmpede den som var den 1-1,5 kilo større end den viste sig at være. Jeg var dog meget glad for overhovedet at fange noget i et “ukendt land“. Fisken blev taget på mit Daiwa Morethan sæt – med både hjul, stang og line – og den fik sin frihed med en meget lang tang, for jeg skulle ikkenyde noget af at røre ved den….
– Vi har talt med Henrik Carl fra Fiskeatlasset, der siger, at der er tale om en atlantisk øglefisk (Synodus saurus) – en subtropisk art, der pt aldrig er registreret i Danmark.
Historien er tilmeldt Daiwa Open 2025 og lodtrækningen om en fiskedrømmerejse til Amazonas sponsoreret af iFish Travel.










