– Jeg har jagtet en stor sjællandsk bækørred det meste af mit liv, fortæller Viktor Lindholm. – Og i denne sæson har jeg virkelig fået gjort noget ved det. Således har jeg trasket kilometervis af vand af de sidste to måneder, hvor det indtil i lørdags var lykkedes mig at lande tre fisk mellem 45 og 55 cm. Det er jo egentlig godkendt, men jeg har altid drømt om en fisk over 60 cm.
– Sammen med en ven havde jeg lokaliseret en god fisk i løbet af ugen, som vi også havde gjort et forsøg på, men klog som den var, skræmte vi den. Der skulle noget andet til. Derfor opsøgte jeg fisken igen lørdag aften, mens mørket det faldt på. Men nemt skulle det ikke være. På vej op mod standpladsen, fik jeg først skræmt en stor fisk, som jeg blev bange for kunne gøre den anden fisk nervøs. Jeg fik også lige bidt i min egen line ved spinnerskift, så jeg knækkede en tand, men jeg kom derop. Jeg kravlede helt hen til åen, og jeg så fisken cirkulere i hullet. Jeg tog et par kast til den, men ak – jeg sad fast i et træ, som kostede mig en ny spinner. Samtidig var jeg helt sikker på, at fisken var væk, og at den havde set mig.
– Pladsen er svær. Den befinder sig under to udhængende træer, der er vokset sammen, og jeg fisker altid denne å fra brinken for ikke at skræmme fiskene. Jeg gik lidt rundt nedstrøms pladsen for at give fisken en pause. Og der opdagede jeg et lille udhæng, der gjorde det muligt at stå og samtidig sende spinneren langt opstrøms for fisken, så den havde god til at reagere. Det var efterhånden blevet rigtigt mørkt, og det var ikke bare turens, men min sæsons sidste kast. Denne å gror til i juni, så mit håb var stort, men chancerne små med en nervøs bækørred. Kastet blev lagt perfekt. Men der skete intet, da spinneren gled forbi fisken. Først i sidste øjeblik rejste åen sig, og en bækørred smækkede til om spinneren.
– Herfra startede en dans. Fisken tog ikke lange udløb, men hoppede og dansede 360 grader rundt om mig, der stod bukket under træerne. Jeg var heldig. Efter en hurtig med en intens fight, fik jeg presset fisken i nettet. Der lå den – en rødplettet, gylden og 60 cm lang bækørred fra et sjællandsk vandløb langt ude over markerne.
Læs mere om spinnefiskeri efter bækørred i artiklen her – eller se videoen på Fisk & Fris YouTube her.