Havål fra land – dansk succes i Norge
Jesper Larsen fra Græsted er kendt som en mand, der ikke er bange for at eksperimentere – og hans eventyrlyst har netop ført ham en tur til Norge. – Jeg har igennem lang tid gået og luret på at fange havål fra land – og igennem snart et år har jeg researchet mulighederne for at fange en af disse imponerende fisk direkte fra de norske klippekyster, fortæller han til Fisk & Fri. Og – som sagt – så gjort.
- I starten af oktober pakkede jeg bilen og kørte nordpå for at møde en fiskekammerat i området omkring Bergen, og fiskeriet var en stor succes allerede den første fiskenat, fortsætter han. – Blot to timer inde i fiskeriet havde vi landet tre havål over 10 kilo op til 14 kilo – og i løbet af natten fik vi yderligere en flot havål. Fiskeriet er ret simpelt og minder meget om deadbait eller størfiskeri med glidetakler – blot med nogle markant større kroge i str. 8-10/0 agnet med hele alle halve makreller. Taklerne kastes ofte blot 20-30 meter ud – og man kan også fange fisk ved at have agnene hængende lige ned foran langs med klipperne, hvor mange af ålene patruljerer efter føde. Stangopsætningen er en standard rod-pod kombineret med elektroniske bidmelere – blot fisket uden drop-back indikator, da der jo er tale om glide-takler.
- Til at starte med gav vi fiskene en del tid, inden vi gav modhug, men vi fandt hurtigt ud af at det – præcis som ved størfiskeriet – giver flere fisk at kigge på stangtoppene og være hurtigt over stængerne, når man kan se, at fiskene har taget agnen. Der var udelukkende tale om natfiskeri, og huggene faldt hele natten på trods af, at de lokale sagde, at hugperioderne ofte lå imellem kl 21 og 02.
Der var fisk i alle størrelse fra 2,5 kilo og op, men de havde en ret flot snitstørrelse, og mange af fiskene var over 6-7 kilo. Havålene kæmper som en torsk på stereoider – og kort fortalt leverer de en fight svarende til en torsk, der er tre gange så stor, så det er om at holde godt fast i stangen. Selv på klodset bremse kan ålene levere de heftigste udløb, så det er et fiskeri med fuld fart over feltet. Den anden nat fiskede jeg alene og fik fire velvoksne havål.
Oven på åle succesen tog jeg lidt fiskeri efter hårdt fightende sømrokker, fortæller Jesper. – Her kørte vi ud af en øde vej i 2 timer uden at møde nogen mennesker og kom til de mest fantastiske kystområder, hvor jeg havde et helt fantastisk fiskeri med sømrokker op til hele 4,625 kilo. Sømrokkerne er de vildeste fightere, og selv fisk på 3-4 kilo krøller en 3 lbs karpestang fuldstændig sammen, slutter Jesper sin beretning om det vildeste kysteventyr i Norge, hvor han også fangede fint med glyse, store knurhaner, langer og kuller.
Når Fisk & Fris hjemmeside officielt starter op på fuld kraft i januar 2020, vil vi gå i dybden med det spændende kystfiskeri i Norge.