WESTIN CUP 2026: SIXTEN GIR´ TRE TUNGE, BLANKE HAVØRREDHUG PÅ FIRE KAST

– Min gode ven Rune Westphal har kreeret en flue der, efter han har landet seks fisk over 60 cm på den, har fået navnet Sixten, fortæller Mikkel Jungersen.

– Rune er den skrappeste fluebinder jeg kender, men den flue er så uimponerende, at da han forærede mig et par stykker, havnede den i skammekrogen i min flueboks. Sidste år på Bornholm kom den dog på, da ørrederne ville have småkravl. Jeg fik en flot 60+ fisk på 2,7 kg på den. I weekenden kom den så på igen. Gin klart vand, lavt badekar, svag vind, solskin. Stærkt inspireret af Troels Matz suveræne podcast “Fanget på flue” med Rune Westphal som gæst, skifter jeg til flydende shooting head og forlænger mit forfang med 1,5 meter 0,20 mm nylon. Og sætter Sixten i enden.

– Der går en rum tid, men så suger det tungt i klingen. En solid blankfisk ryger fri af vandet, mens mit hjerte ryger op i halsen og banker om kap. Flere gode udløb senere kan jeg kane en sølvblank forårsfisk op på stranden. 70 cm og 3,4 kg. Jeg er stadig i glædesrus, da jeg vader ud igen og lægger et kast eller to, men så sker det samme igen. En fisk i samme kaliber indhalerer Sixten. Tung fight, flere udløb, men lige som jeg skal til at kane den op, slipper fluen sit greb. Pis osse. Vader ud igen, lægger et kast, måske to. Og så sker det minsandten igen! Endnu en blank havørred på over 3 kilo hugger hårdt. Jeg giver et kontant strip strike, hvilket får fisken til at vælte næsten fri af vandet, men desværre brister forfanget i det samme. Jeg ender med den ene fisk i hænderne, men har altså tre tilbud af fisk over tre kilo på omkring fire kast. Hvor tit sker det lige?

– Du kan finde bindeopskriften på Sixten i de suveræne fluebindingsvideoer fra Daniel Holm/Nordic Anglers. Den flue har ægget fire fisk til hug for mig. Den mindste på 2,7 kilo. Ikke at jeg tror på, at én flue på magisk vis kan tiltrække store fisk, men når de store fisk er der, så gør Sixten det den skal! Den ryger ud af skammekrogen i min flueboks, og skal frem forrest i boksen – på række og geled.

Den vilde beretning deltager i Westin Cup 2026 – samt lodtrækningen om en GT-Getaway tur for to personer sponsoreret af iFish Travel.

Se hvordan du fileterer din havørred i denne nye video på Fisk & Fris YouTube.

 

Friluftsland

drømmerejse iFish Travel

JAGENDE SÆL BETØD PLADSSKIFT – OG DEN SMUKKESTE ØRRED

– Fiskeriet startede egentlig fint, men allerede efter 10 minutter gik vandet fuldstændig amok, fortæller Mads Davidsen – prostaffer for Savage Gear. – En sæl var gået på jagt efter havørrederne, og det tog – som forventet – toppen af fiskenes bidelyst. Efter lidt tid begyndte fiskene dog at vise interesse igen, og jeg fik en super flot havørred på 64 cm. Derudover fik vi flere fisk, og et par stykker over halvmeteren.

– I løbet af dagen var sælen inde og jage flere gange, så det var lidt en blandet fornøjelse. Sidst på eftermiddagen kom den igen og jagede helt vildt, og så forsvandt troen lidt på pladsen. Jeg besluttede derfor at flytte mig, få vasket lidt line og fiske nyt vand af – i håbet om at finde fisk, der ikke havde været presset af sælen. Og det lykkedes heldigvis.

– Efter noget tid kom jeg til et hotspot og lagde et kast hen over noget lavere vand. Halvvejs ude i indspinningen sagde det “SMASK”. Jeg kunne med det samme se, at det var en god fisk – men ikke hvor god. Fisken rullede en del i overfladen, så jeg forsøgte at presse den ned i vandet, hvilket lykkedes. Pludselig kom den direkte mod mig, men valgte så at svømme udenom – og der kunne jeg se, at den var godt over de 70 cm!

– Efter en fed fight fik jeg den i nettet – og hold da op en fisk. Stor, stærk og virkelig smuk. Den målte hele 75 cm og vejede på den gode side af 4,7 kg. Det er en fisk, jeg sent vil glemme. Efter et par billeder fik den sin frihed igen, og jeg stoppede fiskeriet – fuldstændig mættet af oplevelser, slutter han og tilføjer, at det var en sort/rød Zerling, der gjorde udslaget.

Du kan følge Mads på Instagram eller TikTok

 

Hvidovre Sport

drømmerejse iFish Travel

KOM TIL SD CUP FORÅR 2026 D. 27–29 MARTS

– Så er der kun fire dage til SD Cup Forår 2026, som er sponsoreret af Sport Dres. – Som Danmarks største online havørred kyst konkurrence, glæder vi os til at skulle afvikle endnu en SD Cup, lyder der fra arrangørerne

– Til konkurrencen, hvor der udelukkende fiskes efter havørred, kan man kan fiske på samtlige kyster i hele Danmark. SD Cup er et event, hvor alle niveauer af lystfiskere kan være med. Vi har et par toppræmier, men mest af alt er det en konkurrence med fokus på spinnefiskeri, hygge med venner og familie, voksne og ungdom. Der er nemlig flest præmier i ”lodtræknings” kategorien, så selvom man ikke fanger fisk, er der mulighed for at vinde fine præmier.

– Konkurrence afvikles fra Facebook-gruppen Spinnefiskeri Danmark, og alt foregår online, så når din fisk skal indvejes, er der ingen lange og spildte kørsler til indvejning. Og – du behøver slet ikke at hjemtage din fisk, for du kan nemlig nemt online registrere din fisk og stadigt genudsætte den. Samtidig er der løbende live opdateringer af samtlige indberetninger, live-stilling og meget andet sjov, slutter arrangørerne.

Du kan købe billet på sd-cup.dk, hvor man også finder regler, præmielisten og meget mere. Se Sport Dres store udvalg af kystfiskegrej her.

 

Geddefeber

drømmerejse iFish Travel

WESTIN CUP 2026: SANDY ANDY SLÅR TIL IGEN

– Havørreden havde fulgt med helt ind efter blinket, men der sad græs på, fortæller Niklas Petersen. – Den blev roligt stående omkring en meter bagved. Efter et ihærdigt forsøg på at få det mest genstridige stykke græs af, så jeg den svømme ud igen.

– I håbet om at udløse hugget, gennemfiskede jeg stykket grundigt, men da der ikke længere var interesse, skiftede jeg til en rød/sort Sandy Inline kystwobler fra Westin – Jeg kastede igen ned langs kysten, hvor jeg lige havde fisket. Bang! Så sad den der midt mellem store sten og blæretang, hvor den rullede og sprang. Jeg spurtede ned ad kysten, mens jeg prøvede at følge med på hjulet. Da jeg kom ned på sandet og væk fra stenene, gav jeg den lidt løsere bremse — og så skal jeg love for, at den kom afsted. Super fed fight. Den fine havørred var 65 cm.

Fisken deltager i Westin Cup 2026, med chancen for at vinde en mega sprød valgfri W6 stang til en værdi af op til 3.000 kr+ sponsoreret af Westin.

 

Tradera

 

drømmerejse iFish Travel

WESTIN CUP 2026: HAVØRRRED PÅ EN SMUK FORÅRSMORGEN VED FJORDEN

– Det var en af de morgener, hvor fjorden lå stille og næsten hemmelighedsfuld hen, skriver Martin Olsen. – Jeg startede tidligt ved Roskilde Fjord, mens tågen stadig hang lavt over vandet og dæmpede alle lyde. Der var noget helt særligt over stemningen. Det var bare den slags morgen, hvor man bare ved, at der kan ske noget.

– Jeg havde egentlig allerede fisket strækket igennem én gang uden det store held. Men forholdene ændrede sig. Vandstanden var på vej op, og vinden begyndte så småt at røre på sig. Det var nok til at vække min nysgerrighed – og troen på, at det kunne betale sig at tage en runde mere.

– Så jeg gik i gang igen. Efter blot 5-10 kast skete det. Et tungt hug, der ikke var til at tage fejl af. Stangen krummede dybt, og jeg kunne med det samme mærke, at det her var en god fisk. Fjordørreden gav en solid fight, og den var tung samt vedholdende, som kun de stærke fisk kan. Pulsen steg, og mit fokus var totalt. Det er de øjeblikke vi fiskere lever for. Efter en intens kamp kunne jeg endelig lande fisken, og det var en smuk fjordørred på hele 60,5 cm. Endnu en gang en fantastisk fangst fra fjorden, slutter han.

Fisken deltager både i Westin Cup 2026 og fiskedrømmerejselodtrækningen sponsoreret af iFish Fravel.

Se hvordan du filetterer din havørred i denne nye video på Fisk & Fris Youtube. Husk at abonnere.

 

Hvidovre Sport

 

Her ser du Martin Olsens belønning på en fantastisk forårsmorgen ved Roskilde Fjord.

Her ser du Martin Olsens belønning på en fantastisk forårsmorgen ved Roskilde Fjord.

 

drømmerejse iFish Travel

WESTIN CUP 2026: PR-HAVØRRED NAPPER D360

Forårsfiskeriet 2026 er i den grad i gang, fortæller Jan Beier Rasmussen: – Jeg må nok hurtigt indrømme, at jeg er blevet ret gode venner med Westin D360, men dagens morgentur blev alligevel en 0-bon af de helt store. Intet set – intet mærket. Tåge og koldt vand er ikke den bedste kombination. Så dagens første timer ved vandet blev derfor afløst af en lille lur på sofaen.

– Over middag gik turen igen til vandet. Denne gang stod solen perfekt over pladsen og der gik ikke længe, før de første følgere lavede hvirvler i vandet efter mit D-360 blink. Kort efter stod jeg med en stang, der var krøllet sammen som en flitsbue så selv Robin Hood ville blive misundelig, mens en akrobatisk blank, smuk og fed havørred opholdt sig mere i luften en i vandet. Beslutningen om at nappe den i nettet hurtigt blev udført til UG med pil op. Den tog dog lige et par rundture om en sten med mig selv som æresmedlem af dykkerklubben, men til sidst landede jeg dog fisken i nettet. Og hold nu fast – den var 76 cm, hvor med en ny PR var sat. Det var bare endnu en dejlig dag ved vandet, og det gir bare så meget igen, slutter han.

Den fine beretning deltager naturligvis i Westin Cup 2025, hvor du hver måned har chancen for at vinde en valgfri W6 stang til en værdi af op til over 3000 kroner. Det betyder, at uanset hvad du er vild med at fiske efter, kan du finde lige den stang, du mangler til dit fiskeri.

Som alle andre fangstrapporter deltager denne også i vores fiskedrømmerejselodtrækning om en GT-Getaway fisketur til Egypten for to sponsoreret af iFish Travel.

 

Geddefeber

drømmerejse iFish Travel

WESTIN CUP 2026: EN FIN HAVØRRED FULDENDER SMUK FORÅRSDAG

– Vi er en flok lystfiskere med skiftende besætning, der igennem 20-30 år er kommet til Avernakø to gange om året, fortæller Søren Knudsen. – I år kom vi lidt tidligere end normalt.

På turen var vi otte mand, der fiskede otte timer om dagen i to dage, men det gav ikke en fisk. Der blev forsøgt med både spin og flue. Endelig på den tredje dag skinnede solen, og vinden var gunstig til den plads, som jeg havde tænkt mig at fiske. Jeg greb fluestangen, satte en Canadian Orange Goby på – og gik i gang. Det tog en god times tid og flere hundrede meter, før fluen endelig sad fast i et eller andet. Øv, bundbid tænkte jeg. Egentlig havde jeg helt opgivet tank-en om, at det kunne være en fisk, men pludselig begyndte det, at bevæge sig. Den fulgte villigt med til at starte med, men det ændrede sig snart, og fisken viste sig, at være en ret kampvillig 47 cm blank tyksak. Ingen af de andre syv kammerater fik fisk over målet, men en dejlig solskinsdag blev det, og den eneste dag der gav fisk, slutter han.

Se hvordan du fileterer din fisk, når du selv fanger en havørred i denne nye video på Fisk & Fris Youtube. Husk at abonnere.

Fisken deltager på de Westin Cup 2026, hvor du som den heldige vinder kan vælge en valgfri W6 stang til en værdi af op til 3.000 kr+ sponsoreret af Westin. Som alle andre fangstrapporter deltager Sørens fine beretning i fiskedrømmerejselodtrækningen om en GT-fisketur for to til Egypten sponsoreret af iFish Travel.

 

Hvidovre Sport

drømmerejse iFish Travel

WESTIN CUP 2026: EN SIDSTE GEDDE INDEN LUKKETID

Gedderne i vores ferske vande har været fredet siden i går, men der blev taget flere fine fisk lige inden lukketid. En af dem, der var ude for at give fiskeriet et sidste skud var Flemming Jensen og Andreas Olsen.

– Min makker Andreas og jeg tænkte, at vi lige ville give gedderne et skud på sidstedagen inden lukningen, skriver Flemming til Fisk & Fri. – Dagen startede ud med en del afvisninger og små puf. Det var meget frustrerende og resulterede i mange grejskiftende timer. Men lige over middag begyndte fiskeriet at tage fat. Andreas fik på halvandentime overlistet ikke mindre end fem – med den største på godt meteren. Fint for ham, men meget frustrerende for mig, som ikke havde fået hug endnu….

– Jeg skiftede derfor igen, og satte en 12cm Westin Bullteez i farven Dirty Harbour på. Da den næste fisk meldte sig på skærmen, blev der kastet. Jeg ramte to meter ved siden af og begyndte at spinne ind. Først var der ingen reaktion fra fisken, men da Bullteez´en var fire meter væk, vendte fisken og kom buldrende som et andet godslokomotiv i fuld fart. Hugget var hårdt og brutalt. Jeg gav et kontant modhug, og så begyndte fighten. Den var flere gange inde ved båden for så at eksplodere i vildt udløb. Efter et kvarter kunne den landes meget stille og roligt, og efter en hurtig tur på målebrættet samt i vejeslyngen, blev den nænsomt genudsat. Målene var knap 110cm og vægt på 11,8kg Det er en fisk der kommer til at stå i min hukommelse længe, slutter han.

Tak for den fine beretning, som både deltager i Westin Cup 2026, hvor du kan vinde en super lækker valgfri W6 stang sponsoreret af Westin – samt vores store drømmefiskerejse for to efter GT sponsoreret af iFish Travel.

Læs meget mere om geddefiskeri i bogen ”Geddefeber”, som du kan købe her (REKLAME)

 

Geddefeber

 

Den store gedde huggede på denne Westin Bullteez. Øverst Flemming Jensen med sin flotte gedde fanget dagen inden fredningen.

Den store gedde huggede på denne Westin Bullteez. Øverst Flemming Jensen med sin flotte gedde fanget dagen inden fredningen.

 

drømmerejse iFish Travel

WESTIN CUP 2026: EN PERFEKT HAVØRRED TAGET PÅ BLINK

Frank Jørgensen var forleden ude at fiske på den fynske kyst, og havde allerede en trykbølge efter Pattegrisen lige da han startede:

– 100 meter henne havde jeg tre pæne følgere over målet, men jeg kunne ikke lokke dem til hug. Så skiftede jeg til et Stripper-blink, og efter yderlige 50 meter tog en pæn han blinket hårdt. Nænsomt udsat forsatte fiskeriet. På én meter vand midt i et mørkt område nær en stor sten huggede den store havørred, som du ser ovenfor – meget kontant. Efter 10 minutter med masser af turbospeed og et utal af gange ude af vandet, kunne jeg med rystende knæ kane ørreden over netkanten.

– Og så sad jeg ellers på stranden og sundede mig. Følelserne drønede rundt i hovedet på mig. Endelig lykkes det. En smuk blank overspringer på 76 cm og 5,05 kilo. For pokker. Den ørred har jeg fisket efter i 40 år, slutter han.

Se hvordan du fileterer en havørred i denne nye video på Fisk & Fris Youtube. Husk at abonnere.

Fisken deltager både i Westin Cup 2026 og fiskedrømmerejselodtrækningen om en GT-Getaway tur for to til Egypten sponsoreret af iFish Travel.

 

Hvidovre Sport

drømmerejse iFish Travel