okt 17, 2024 | Nyheder
Fiskeriet efter laks og havørred lukkede i mange åer som bekendt i forgårs, og på de sidste fiskedage op til sæsonens sidste dag – den 15 oktober, var der naturligvis en del ude for lige at få en enkelt fisk mere til at lukke sæsonen af på. En af dem var Marc Skovby fra Skjern River Guiding:
– I den lune morgensol var jeg et smut ved den øvre del af åen for at fiske med nymfe, og det lykkedes mig at få den smukke laks, som du ser på billedet ovenfor. Ud over denne fisk havde jeg to hug, og det var et sandt privilegie at opleve dette sammen med min far, som landede fisken for mig. Jeg kan næsten ikke vente med at fortsætte mit nymfefiskeri, når den nye sæson starter til næste år, slutter han. Nymfen blev fisket svingende nedstrøms med “induced take” – hvor nymfen tilføres ekstra liv ved, at den løftes lidt i vandsøjlen.
De sydlige lakseåer – Sneum Å, Ribe Å, Varde Å, Kongeå og Vidå lukker først med udgangen af Oktober. Laksefiskeriet åbner igen i det vestjyske åer den 16 april. Sæsonen for laksefiskeriet i Gudenåen styres af foreningerne selv. På Bjerringbro og Omegns Sportsfiskerforening kører sæsonen således til og med 15 november, og de starter sæsonen allerede 16 januar. I Langå SF slutter sæsonen med udgangen af oktober og sæsonen starter den 1. marts. Hold dig selv opdateret på de enkelte foreningers hjemmesider, samt på Fiskeristyrelsens hjemmeside her.
Havørredfiskeriet i åen åbner igen 16 januar.
Læs mere om laksefiskeriet, når sæsonen går på hæld i denne artikel om Skjern Å af Terkel Broe Christensen
okt 16, 2024 | Nyheder, Sponsornyt
– Med en lille pige, som er ved at blive kørt ind i dagpleje, så har jeg været nødsaget til at holde fri et par dage for at få familielivet til at gå op, fortæller Kasper Weidick-Iversen fra Team Sportex. – Men – det har passet perfekt med nogle korte ture i fjorden.
– Forleden var ingen undtagelse. Efter at have afleveret min datter ved ottetiden, stod jeg hurtigt ved fjorden med min Sportex Tiboron RS-3 Seatrout i hånden. Vinden var god, og bølgerne skyllede ind over stranden. Vandet var grumset de første tre meter, men bag ved var der fint sigte.
– Jeg riggede hurtigt Tiboron’en til med en wobler på et release rig. Fiskeriet foregik meget opsøgende, og jeg havde hurtigt flere fine fisk i hånden. Men bedst som jeg stod i mine egne tanker, så jeg en rigtig stor bølge rejse sig på det lave vand. Bølgen skød med stigende fart efter wobleren. Tankerne for rundt i hovedet på mig. Hvad skulle der til for, at den ville tage wobleren!? Farten blev øget yderligere, og to meter fra mig kom forløsningen. Wobleren stoppede promte, og Tiboron’ens klinge bøjede i bund. Fisken var hidsig, og efter et par hovedryst, stak den af i et langt udløb. Fisken gav kamp til stregen, men kunne ikke ryste release rigget, og til sidst kunne jeg sikkert lande fisken i mit net. Efter et par hurtige billeder blev den flotte hanfisk sendt retur igen.
– Jeg besluttede mig for at sidde i to minutter, for at kigge billederne igennem. Mens jeg sad der, så jeg en fisk i overfladen. To hurtige kast skulle der til, før det næste dybe hug kom. Ligesom før kom hugget helt tæt på, og jeg var ikke i tvivl om, at det igen var en solid fisk. Efter en god fight kom fisken sikkert i nettet, hvor den forreste krog på release rigget afslørede, at fisken havde taget taget wobleren fra siden. Efter et par hurtige billeder sagde jeg pænt farvel til hunfisken, der hurtigt svømmede ud mod det dybe vand. Ringe i overfladen afslørede, at der stadig var flere fisk derude, og heldigvis var fiskene hugvillige. Ved 11 tiden var jeg muntert på vej tilbage mod bilen med to topfisk målt på stangen til +75 cm og +70cm.
– Grejet jeg bruger er en Sportex Tiboron RS-3 Seatrout 9 fod 6-31g, med Climax Mach12 i 0,13 mm som hovedline og Climax Max Fluorocarbon 0,45 mm som forfang. Det spiller!

Kasper Weidick-Iversen genudsætter en af de flotte havørred, der huggede på en kystwobler fisket med et release-rig.

Kasper Weidick-Iversen med den store hanfisk, der blev genudsat.
okt 16, 2024 | Nyheder
– Havfiskeklubben Målerens juniorer skulle egentlig have været ude onsdag i efterårsferien, men en melding om kuling fra sydøst fremrykkede turen til tirsdag, fortæller foreningen. – Desværre betød det, at kun halvdelen af de tilmeldte kunne deltage.
– Der var således god plads på M/S Drost i fantastisk vejr på Langelandsbæltet. På turen blev der fanget mange flotte fladfisk, og dagens største gik til Viktor. Rødspætten, som du ser nedenfor, var 49 cm lang og vejede 1,13 kg. Kort før turens afslutning fangede Mikael, der er skipper på Drost en rødspætte i samme størrelse som Viktors, slutter de.
Vil du vide mere om fiskeri efter fladfisk, så tjek Fisk & Fris Youtube, hvor der er flere gode film, hvortil du ser links nedenfor. Husk at abonnere – det er naturligvis gratis.
Sådan fisker du rødspætter
Tips til fladfisketuren
Sådan flår og filetterer du en fladfisk
På fladfisketur med Hvidovre Sport

På turen blev der fanget mange flotte fladfisk, og dagens største gik til Viktor. Rødspætten, som du ser nedenfor, var 49 cm lang og vejede 1,13 kg..
okt 16, 2024 | Nyheder
Vandtemperaturen på kysten er nu mange steder nede på 10-12 grader, og det betyder at der kan være godt gang i den i det kølige vand, når man finder fiskene: – Da vi ankommer til den nye plads, spotter Tim straks en fisk, og kort tid efter hugger den på hans flue, fortæller Christina Bergholdt. – Jeg selv mærker intet i starten og beslutter mig for at skifte agn, da vi bevæger os længere ned ad kysten.
– Det skulle hurtigt vise sig at være en god beslutning, for kort tid efter får jeg kontakt med en fisk, som jeg selvfølgelig smider. Det samme gentager sig endnu en gang, og jeg smider endnu en fisk. Men tredje gang er lykkens gang: Midt i kastet hugger en fisk på wobleren og tager straks et udløb. Tim og jeg er ikke i tvivl om, at det er en god fisk.
– Med rystende hænder får vi landet den smukke fisk, og vi skynder os at tage et par billeder. Kort tid efter får Tim også en rigtig fin fisk på fluen, så det var en fin tur.
okt 15, 2024 | Nyheder
– Mange bruger deres efterårsferie på at fiske igennem – og en af dem er Tadeusz Dominik, der har været på Stevns for at fiske efter havørred på kysten:
– Her i min efterårsferie havde jeg besluttet at køre på Stevns til en god plads, som tidligere har givet mig mange fisk i år. Klokken seks om morgen var jeg fremme, og solen stod op. Jeg så straks fisk, som var oppe i overfladen, så jeg tog et par kast, men der skete ikke noget. En time efter skiftede jeg agn og prøvede igen samme sted – og vupti. Så fik jeg en smuk, blank havørred på 62 cm, der var en flot afslutning på min fiskedag. Havørreden huggede på en Crazy Cuda kystwobler på 17 gram i farven motoroil.

Tadeusz Dominiks havørred huggede på en 17 grams kystwobler i farven motoroil.
okt 14, 2024 | Nyheder
Selv de små åer har lige nu godt gang i opgangen, og der meldes om flere fine fisk rundt omkring fra landets havørredåer. En af dem, der har været ude, er Mikkel Mortensen: – Der var forleden kommet godt med vand i åen i løbet af natten, og derfor valgte min far og jeg, at tage en tur til åen, fortæller han. – Da vi kom ned til vandløbet var både farven og vandstanden helt perfekt, og der skulle da heller ikke gå lang tid, før min far fik en fin fisk på 60 cm.
– Vi fiskede videre på en anden plads, og inden længe kom jeg ned til et af de huller, der tidligere har givet godt med fisk. Og – BUM – allerede i første kast, huggede en 61,5 cm lang havørred, der gav en god fight med masser af spring og gode udløb. Havørreden huggede på en Mepps Aglia str. 4, slutter han.
Husk at du kan læse masser af dybdegående artikler om åfiskeri på fiskogfri.dk´s artikelarkiv her.
okt 14, 2024 | Nyheder
Den første del af efteråret, hvor det endnu ikke er blevet for koldt, kan være super givende ved mange af landets karpesøer. Karperne ved, at vinteren er på vej – og æder sig derfor en ordentlig pukkel til, inden temperaturerne for alvor begynder at rasle nedefter. En af dem, der har været ud og nyde efteråret i fulde drag bag karpestængerne, er Frederik Clausen:
– Jeg har haft en god start på efteråret, og jeg har fisket en sø, hvor det er gået over alt forventning – ikke bare nu, men faktisk også resten af året. – Da vandtemperaturerne begyndt at falde, fodrede jeg op med partikler og bolies fra CFC Baits, og efter tre ugers var tiden kommet til en tur, hvor denne smukke spejlkarpe faldt for 2x24mm bolies som krogagn. Hvilen magisk morgen i oktober.
Læs mere om karpefiskeri i artikelarkivet på fiskogfri.dk her.
okt 13, 2024 | Nyheder
– I morges stod jeg nede i åen med det lette grej og fiskede efter havørred sammen med min makker, fortæller Vilhelm Hvidberg. – Jeg lagde et kast over langs langs modsatte brink, og pludselig kom denne gudesmukke fisk og huggede min spinner.
– Det var ikke nemt at få den i nettet, da det faktisk nærmest var for lille til fisken. Vi var begge helt i chok, da vi faktisk ikke havde troet, at der var så store og flotte bækørreder i åen. Fisken blev derfor nænsomt genudsat efter et par hurtige billeder i håbet om, at den med tiden vil få mange lige så smukke efterkommere. Den var simpelthen for flot til at tage med hjem, slutter han.
Husk at du kan finde masser af artikler om åfiskeri på fiskogfri.dk´s artikelarkiv her.
okt 13, 2024 | Nyheder
– For et par dage siden var jeg på tur med det lette spinnegrej på den jyske kyst, fortæller Carsten Bøgh. – Pludselig så jeg en god fisk springe halvvejs fri af vandet. Hurtigt fik jeg kastet ud og i andet kast var der hug, men den blev ikke kroget.
– Kastet efter, kom det tunge sug, og fighten gik i gang. Først gik den tungt, og så tog den et hurtigt, men ikke så langt udløb. Efter lidt tid kom den helt ind foran. Og da den vendte kunne jeg se, at det var en laks. Herefter tog den et langt og tungt udløb, hvor jeg fulgte lidt efter. Da den kom tættere på virkede den mere medgørlig, men den lavede nogle vilde rusk med hovedet.
– Første gang den lagde sig på siden, tog jeg en hurtig beslutning og nettede den resolut, hvorefter en 76cm kystlaks var en realitet. Laksen blev taget på en Alstrøm Tobis Wobler, en Westin W2 8’1 3-15 gr stang med et Shimano Ultegra 1000 hjul fyldt med 0,10mm fletline Så de sidste nætters drømme har været om laks, slutter han.
Husk at vilde kystlaks med fedtfinne fanget i de indre danske farvande er fredede og skal genudsættes. Det gælder farvandene syd for en linje mellem Hasenøre (Djursland) og Gniben (Sjællands Odde) – samt syd for en linje mellem Gilleleje og Kullen i Skåne. Carstens fisk blev fanget uden for det fredede område.