For lystfiskere og sejlfolk, som vil sejle de lidt større både og derfor går med Yachtskipperdrømme, er vejen endelig blevet lettere takket være Henrik Kragh Blume Dahls nye bog Yachtskipperbogen.

Yachtskipperbogen bærer tydeligt præg af, at den er skrevet af en kompetent og passioneret fritidssejler. Henrik har udover massiv praktisk sejlererfaring selv gennemført alle uddannelser op til yachtskipper af første grad, og han har de sidste 5 år arbejdet som underviser på uddannelserne speedbådscertifikat, duelighedsbevis for fritidssejlere samt uddannelserne til yachtskipper af 3. og 1. grad.

Baggrunden for at skrive en ny undervisningsbog er, at det altid har irriteret Henrik, at pensum til yachtskipper af 3. grad trækker på mange bøger, og kendere af litteraturen vil vide, at der er tale om stof med en meget høj faglig kvalitet. Som Henrik pointerer i bogens indledning, er det godt med en høj faglig kvalitet, men når fagligheden rækker langt udover den viden man skal besidde for at blive yachtskipper af 3. grad, kan det være svært som ”kursist” at navigere rundt i det ofte meget tunge fagstof, der ovenikøbet er skrevet til erhvervssejlere.

  • Min ambition med Yachtskipperbogen er at gøre det muligt for alle fritidssejlere at tage uddannelsen til yachtskipper af 3. Grad, uden af at det skal være en kamp at komme gennem pensum, siger Henrik. Dermed ikke sagt at det er nemt.

Yachtskipperbogen samler kort fortalt pensum fra de fire godkendte udbydere, hvorved man som kursist primært skal forholde sig til en enkelt bog som ovenikøbet er skrevet i et letforståeligt sprog, og hvor selv fagspecifik tung viden bliver formidlet, så det er forståeligt selv for folk uden nævneværdig sejlererfaring.

”Drømmer du om at blive yachtskipper af 3. grad? Eller har du undret dig over, hvad et lavtryk er, eller hvorfor tordenbyger opstår? Eller er du nysgerrig på hvordan man navigerer ved brug af søkort? Så kan du hente hjælp i denne bog.”

Med ovenstående citat fra bogens bagside signalerer Henrik, at bogen udover at være tiltænkt undervisning også kan bruges som opslagsværk eller til den nysgerrige der ved selvstudie ønsker at dygtiggøre sig.

Bogen består af 7 kapitler, som hver behandler et emne. Af kapitler kan nævnes navigation, stabilitet samt instrumentlære. Hvert kapitel giver en god indføring i det faglige stof, og bogens mange illustrationer er med til at hæve helhedsindtrykket. Selvom bogens faglige indhold er højt, står man efter hvert kapitel ikke tilbage med følelsen af, at man mangler noget, eller de forklaringer der gives, ikke er meningsgivende. Der rejses således i bogen ingen spørgsmål, som ikke besvares.

Normalt kan man i mange lærebøger få oplevelsen af, at de er skrevet med en indforståethed, og hvor massiv forhåndsviden om emnet ofte er udslagsgivende for forståelsen af indholdet. Det er på ingen måde det indtryk, jeg har af Yachtskipperbogen, og som forfatter skal Henrik med sin store praktiske som teoretiske erfaring og viden have stor ros for at have formidlet stoffet på en måde, hvor intet virker indforstået eller behovet for baggrundsviden er massivt til stede.

Så uanset, om du er småbådsfisker eller går med drømmen om en oceankrydsende sejlbåd, kan Yachtskipperbogen kraftigt anbefales. En ting som er sikkert er, at bogen får fast plads i båden.

Bogen koster 799 kroner og kan købes på www.bolgedahl.dk eller www.weilbach.com.

Læst af Tue Blaxekjær

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This