Skåne byder på et fint åfiskeri efter havørred i smukke omgivelser – og det er ikke kun småfisk, der er tale om: Her er fisk i tikilos klassen. Følg med Hans Schibli til Råån og Nybroån, som du kan nå på en kort køretur over Øresundsbroen.

Af Hans Schibli

Skånske Nybroåen kan byde på et både smukt og rigtig godt havørredfiskeri

Skånske Nybroåen kan byde på et både smukt og rigtig godt havørredfiskeri

De skånske åer har især i 1900-tallet været udsat for kraftige menneskelige påvirkninger i form af forurening, dræning, udretninger og opstemninger – en negativ udvikling, der bød på store forringelser for vandløbenes ørreder. Men til alt held blev udviklingen vendt i midten af forrige århundrede.

Svensk åfiskeri af høj klasse efter havørred tæt på København i Nybroåen  og Råån

Nybroåen udmunder i Østersøen umiddelbart øst for Ystad. Her startede Ystadortens Sportsfiske- och Fiskevårdsforening, med legendariske Nils Ehnbom i spidsen, i 1949 arbejdet med at genskabe ørredernes verden. Hav­ørrederne havde på dette tidspunkt stort set været væk i 20 år, men i løbet af tresserne lykkedes det klubben af få stoppet de værste udledninger i åen. Dette, kombineret med omfattende udsætninger af havørredyngel fra eget klækkeri, betød, at det nu gik fremad igen for åens fedtfinnede beboere. I 1973 udlagde man 700 kubikmeter sten for at skabe standpladser for ørrederne, og i 1994 blev der gennemført et stort oprensningsarbejde. De sidste 10 år er der fjernet mange opstemninger, hvilket betyder, at 5-10.000 havørreder i dag uhindret kan vandre op på gydepladserne.

Råån lige syd for Helsingborg har gennemgået samme positive udvikling siden halvfjerdserne, og er blevet levende igen. Her er nu cirka 30 fisketrapper og omløb samt massevis af restaurerede gydebanker og opvækstområder. Det har betydet, at der nu er massevis af havørreder – og der er oven i købet blevet observeret lakseyngel. Råån er en sand perle for havørredfiskeren, der drømmer om at komme i kontakt med store fisk – især forår og efterår.

Højsæsonen for åfiskeri efter svenske havørreder varer fra januar til april

Når vandet er højt og farvet, er det de spraglede fluer, der skal frem, men når det er lavt og klart – er det de mere diskrete reje­imitationer og nymfer, der giver bedst.

Når vandet er højt og farvet, er det de spraglede fluer, der skal frem, men når det er lavt og klart – er det de mere diskrete reje­imitationer og nymfer, der giver bedst.

Den bedste periode i de Skånske åer er uden tvivl januar-april, fordi vandstanden er ret lav størsteparten af sommeren. I foråret er der en del nedgængere i åen, men også blanke fisk – »blänkare« – vandrer på dette tidspunkt op i de nedre dele af åen for at opretholde saltbalancen uden at bruge for meget energi. En hård vestlig kuling, som giver høj vandstand i den nedre del af åen, kan give gode chancer for opgangsfisk allerede om sommeren, men ellers er det i regnfulde perioder om efteråret, at chancen for store opgangsfisk er størst

De udlegede nedfaldsfisk, der på svensk kaldes »raga«, er helt klart den almindeligste fangst i det tidlige forår. De smager dog ikke specielt godt, og de fleste seriøse havørredfiskere genudsætter dem da også forsigtigt. Men – selv om det er »blänkerne«, som for alvor trækker, kan selv en nedgænger dog give kærkommen action, der giver varmen på ny en kold vinterdag.

Fluer, grej og teknik til havørrederne i de skånske åer

En pæn, men lidt slank nedfaldsfisk fra Råån på vej tilbage til sit rette element.

En pæn, men lidt slank nedfaldsfisk fra Råån på vej tilbage til sit rette element.

Koldt vand medfører lavere biologisk aktivitet, og at fiske nær bunden giver derfor flest kontakter i starten af sæsonen. Nogle forsøger at fiske højere i vandsøjlen for på den måde at få færre nedgængere og flere blankfisk, men det er ikke altid, at det fungerer. En sag er dog sikkert – tidligt på sæsonen er fiskeriet ekstremt letpåvirkeligt af vejret – og yderlighederne kan være ekstreme – lige fra et delvist isdækket og klart vandløb til en svulmende å med brunt, koldt vand.

Nybrooåen er utrolig smuk med mange overhængende grene, der elsker at spise fluer.

Nybrooåen er utrolig smuk med mange overhængende grene, der elsker at spise fluer.

Havørredfiskeri i små vandløb adskiller sig en del fra fiskeriet i det større åer. I de små skånske åer er det sjældent nødvendigt at vade – og for fluefiskernes vedkommende, er det ofte kun nødvendigt at lufte kasteklumpen for at komme på kastehold af fiskene. Her er det ikke længde, men præ­cision, der giver fisk. Ofte skal kastene helst ligge langt inde under udhængende grene, der elsker at spise fluer..

Strømhastigheden er de fleste steder relativt lav, hvilket medfører, at fluerne skal fiskes mere aktivt hjem end man normalt ville gøre det i større og mere hurtigt flydende åer.

Grejet kan variere. Ved middelvandstand og en temperatur under fire grader, anvender jeg normalt flydeline kombineret med et hurtigt synkende forfang og en lille farverig røflue bundet på plastrør. Dette er under de fleste forhold nok til at præsentere fluen korrekt. I højt og kraftigt farvet vand bruger jeg en sinktip line, kombineret med et hurtigt synkende forfang efterfulgt af en kort nylon­spids samt en større rørflue bundet på plastrør med gule, røde og orange farvekombinationer. Lidt flash i fluen skader heller ikke under disse forhold

Tips til åfiskeriet i Skåne når foråret kommer tidligt

I de år, hvor foråret kommer tidligt allerede i starten af marts, er der ofte tale om fiskeri i lavt og klart vand, hvor temperaturen hurtigt når 5-7 grader. Under disse forhold vandrer havørrederne hurtigt mod havet – og de kan være ret sky. Her gælder det om at fiske med flydeline og lange tynde forfang. Sawyernymfer i str. 12-14 plejer at være det, der skal til for at få de sky fisk til at åbne munden, men alligevel bliver man gang på gang overrasket, når man ser så lille en flue fast forankret i en grov havørredkæft.

Forårsfiskeriet giver en del nedfaldsfisk som denne, der blev forsigtigt genudsat. Nedfaldsfisk smager nemlig ikke specielt godt.

Forårsfiskeriet giver en del nedfaldsfisk som denne, der blev forsigtigt genudsat. Nedfaldsfisk smager nemlig ikke specielt godt.

Det sjoveste er nok streamerfiskeriet, der kører bedst, når vandet ikke er alt for koldt. Giv fluen god fart under hjemtagningen, og du vil blive overrasket over, hvor hårdt fisken nogen gange hugger. På trods af de kontante hug er klasse 6-8 grej dog rigeligt. Da der er mange træer, er det ofte lettest at styre både kast og fights med en relativt kort stang. Generelt skal man passe på med for tynde forfang, da der kan være en del sunkne rødder og grene. 0,30 mm spids er normalt et godt udgangspunkt.

Fluevalget til højt og farvet vand er typisk fluer som fx Garry, Mickey Finn og Yellow Torrish. Ved normalvandstand er mange typer af streamers og rejeimitationer et udemærket valg. Et godt eksempel er Fylleåens Skräck bundet på en streamerkrog str. 8-4. En anden god flue er diverse varianter over Uldsokken – og en klassiker som Montana er også god i mange af de skånske åer.

Når vandet er lavt og klart, er det som antydet især små nymfer og rejeimitationer, der giver bedst. Fiskene er sky – og af og til det gælder om at snige sig frem som en indianer, for at få fiskene til at hugge.

I Råån tages en del havørreder i sensommeren under natfiskeri – især når der blæser en kraftig på­landsvind direkte imod den skånske vestkyst. En af de lokale eksperter – Roger Ekström fortæller, at dette fiskeri bedst dyrkes med flydende eller intermediate liner kombineret med mørke og fyldige fluer med levende materialer – fx marabou eller ræv. Efterårsfiskeriet er noget, der især bedrives i Råån, fordi der ofte er for lav vandstand i Nybroån i perioden inden fredningen. De fleste af fiskene stiger derfor efter fredningen, hvilket betyder, at det tidlige fiskeri er topsæsonen i denne å.

 

Hobie Outback fiskekajakker.dk

 

Hver eneste vinter ser jeg frem til at besøge Råån og Nybroån. Men uden den store indsats for at få genoprettet bestanden, havde vi ikke haft denne fantastiske mulighed. Husk det, når du kaster din flue ud i disse smukke skånske vandløb.

Der er ikke langt til de Skånske åer, hvis man bor på Sjælland, så hvis du savner nye græsgange er det bare med at få startet bilen og komme over broen.

Praktisk information

Læs mere om sæsoner og fiskekort på disse hjemmesider www.rnf.se www.nybroan.com www.osterlen.se/sportfiske

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This