iFish Travel har netop afsluttet årets sidste havfisketur til Smøla i Norge. Vinden og omskifteligt vejr satte sit præg på turen, og flere af favoritfiskepladserne kunne ikke nås. Bådene kom dog på vandet tre ud af fire fiskedage, Men fiskeriet måtte tilpasses forholdene og koncentreres om de pladser, der var tilgængelige.
Trods det svære fiskeri blev der landet flere pæne fisk, bl.a. flere målertorsk med den største på 15 kilo. Derudover kom der flotte langer i bådene samt en del kulmuler på mellem 5 og 7 kilo.
Mindre sej og store makreller var der mange af, og en enkelt havtaske på beskedne 45 cm lod sig også lokke. Den hørte ikke til turens sværvægtere, men det er altså en sjov fisk at få på krogen.

Med under en times fiskeri tilbage på turens sidste dag, lykkedes det for Tue Blaxekjær fra iFish Travel at overliste en mindre helleflynder på 85 cm. Der blev også fanget flere andre arter, bl.a. en småplettet rødhaj. Sammen med turens øvrige fangster bragte den artslisten op på 12 forskellige arter.
Tue Blaxekjær fortæller, at selvom det kun er 14 dage siden, iFish Travel åbnede for booking af næste års Norgesture, er septemberturen 2027 allerede udsolgt. Der er også begrænset med ledige pladser på de øvrige ture. Vil du med iFish Travel på næste års havfiskeri i Norge, kan du læse mere om de øvrige ture på ifish.dk.
Turene tilbydes både som kør selv eller med fly og transfer. Så kan du vælge den rejseform, der passer dig bedst. På alle ture er der dansk rejseleder og fiskeguide.









