To ihærdige og fremsynede lystfiskere fra Hvidovre Sport og Lystfiskerforening har på relativt kort tid fået stablet en serie af udsætninger på benene i København – og i dag starter man med de første 20.000 havørreder sponsoreret af blandt andet Westin og Kinetic Fishing, Sport Dres, Hvidovre Sport, Garmin Danmark og Småbådsklubben.
AF JENS BURSELL
PER FISCHER OG CHRISTIAN BALLE har længe haft en drøm om flere ørred i nærmiljøet omkring København. Men – i stedet på at vente på at andre måske gjorde noget, så tog de selv skeen i egen hånd og har på kort tid fået realiseret en større udsætning af ørred ved København.
Motivationen: Alt går den forkerte vej
– Havørredfiskeriet på kysten har jeg dyrket, siden jeg var 6 år, hvor jeg som helt ung junior kom med på kystture med Hvidovre Sport og Lystfiskerforening, fortæller Per Fischer. – I 90’er kom der rigtig gang i fiskeriet – primært på grund af de mange kystudsætninger, og dengang var det rigtigt sjovt at tage på kysten. Efter kystudsætningerne blev indstillet, og der kom mere fokus på årestaurering, så er det kun gået en vej med havørredfiskeriet – og det er ikke den rigtige.
– Jeg er stor tilhænger af å-restaureringer og er virkelig imponeret af de mange frivillige kræfter, der bliver lagt, så et stort cadeau til dem! Men – der er helt klart blevet meget længere mellem havørrederne på Sjælland – og Bornholm for den sags skyld. I efteråret kom der så restriktioner på torskefiskeriet i Østlige Østersø og kvoter på Laks i Østersøen. Alt går den forkerte vej…
– Det sad jeg så og surmulede over sammen med min klubkammerat Christian Balle, men så besluttede vi, at i stedet for at brokke os og ende med at blive gamle sure mænd, så ville vi prøve selv at gøre noget i stedet. Vi har derfor været i dialog med mange – eksempelvis Fishing Zealand, Grusbanden Sjælland, Køge Sportfiskerforening, Ishøj Sportfiskerklub, Københavns Kommune med flere – og så selvfølgelig DTU Aqua, der skal godkende projekter som dette.
– Derefter gik jagten ind på sponsorer – hvilket gik forrygende godt! Af de adspurgte har der været stor opbakning og glæde over, at der endelig kunne ske lidt for havørredudsætningerne i det østlige Danmark. Projektet er 100% privat finansieret og 100% non-profit, så telefonregningen – den har vi selv nappet… Men det gør vi også gerne for dette formål.
God sponsortilslutning til havørredudsætningen
Indtil videre har Westin og Kinetic Fishing, Sport Dres, Jagt & Fiskerimagasinet København, Hvidovre Sport, Fiskerikajen, Garmin Danmark, KingFish Dive & Travel, Hvidovre Sport- og Lystfiskerforening, Urbaser A/S og Småbådsklubben, spyttet penge i projektets første udsætning, men der er stadig plads til nye sponsorer, der kan henvende sig at Per Fischer på mail@perfischer.dk.
Private kan bidrage ved at indbetale det ønskede beløb på mobilepay 972994 mrk: ”Fisk i Havet”, hvor der allerede er indbetalt mange penge.
Store visioner for havørredudsætninger
– Visionerne er mange og store, fortsætter Per. – Vi har været i dialog med DTU Aqua om fremtiden, og det ser godt ud for tilladelserne til havørredudsætninger de kommende år. Vi håber også på, at vi kan få lov at sætte pighvarrer og rødspætter ud i Øresund – måske endda Storebælt. Foruden havørredfiskeriet har Christian og jeg også dyrket Øresundsfiskeri i mange år, og der er klart blevet længere mellem snapsne. “Måler-torsk” på Øresund – eksisterer de stadig?? Det kunne være så fedt, hvis vi kunne få et godt fladfiskefiskeri igen – eksempelvis til at supplere de måneder, hvor der ikke må fiskes torsk længere.
– Lige nu og her er fokus dog på at få en vellykket havørredudsætning, og så håber jeg, at vi også kan få lystfiskerne med på at bidrage økonomisk til de fremtidige udsætninger. Vi har allerede modtaget en del private bidrag til de kommende udsætninger.
Garmin: En proaktiv indsats for dansk lystfiskeri
– Danmark er et land, som tidligere har været fiskemæssigt enormt priviligeret, men desværre er vores land ikke det længere, siger Lars Frithjof Nielsen fra Garmin Danmark. – Vi har mulighederne for igen at skabe godt fiskeri på mange områder, men det kommer ikke af sig selv, så vi har brug for direkte, aktivt og kreativt at genskabe vores eget fiskeri, overalt hvor vi kan. En stor del af løsningerne vil helt sikkert kunne tilvejebringes gennem privat fundraising til lokale projekter, og det ser jeg som en helt afgørende del af fremtiden for dansk lystfiskeri. Her står Per Fischers og Christian Balles projekt som et skoleeksempel, og det er fantastisk opløftende at se den opbakning, de uden problemer har opnået. Garmin støtter naturligvis projektet, og vi glæder os til at se indsatsen omsat til fiskelykke for de sjællandske lystfiskere.
Fairpoint: Vi er nødt til at gøre noget
– Helt grundlæggende mener jeg der skal være nogle fisk at fange, for dem som tager ud for at fiske, siger Thomas Petersen fra Fairpoint Outdoors, der har de to brands Kinetic og Westin. – De sidste mange år er havørredfiskeriet på Sjælland, som jeg vurderer det, kun gået én vej – og det er nedad. Der er rigtig langt imellem store fisk. Det er skræmmende at se, hvor hurtigt, det er gået den forkerte vej. Jeg kan tydeligt huske, at fiskeriet i halvfemserne, hvor der var kystudsætninger, var helt eminent – både på Møn, Stevns, Nordsjælland. Og det var ikke kun fra kysten: Trollingfiskeriet i fx Øresund var også helt fantastisk.
– Det ville være dejligt, hvis vi kunne få et fiskeri, der blot mindede om det, vi så dengang. Der er mange, som gør et stort arbejde for de vilde ørreder, hvilket jeg har stor respekt for. Men jeg tror simpelthen ikke, at det er nok til at genskabe et godt fiskeri. Der er for mange andre ting vi har fået ødelagt – eksempelvis via forurening fra landbruget, erhvervs – og fritidsfiskeri. Skal lystfiskeriet i Danmark have en fremtid, så er branchen nødt til at give en hånd med, hvilket vi som sponsorer på dette projekt så gør nu. Og det her er kun begyndelsen. Vi har fx produceret 340 specialbyggede kulfiber Westin Swim jerkbaits, der sælges til 1500 kroner stykket, og alle pengene går ubeskåret til predatorprojekter i Sverige og Danmark, slutter han.
Grejbutikker støtter også havørredprojektet
Flere af de Københavnske grejbutikker har også støtte projektet, fordi fisk i vandet er afgørende for et godt lystfiskeri og dermed fiskebranchens eksistens. – Mange af vores kunder er helt vilde med at fiske havørred, men der kan godt være langt imellem fiskene her i Københavnsområdet, så vi synes det er helt oplagt at støtte det gode initiativ med udsætninger i lokalområdet, siger Poul Riboe fra Hvidovre Sport, der suppleres af Kris Jeppesen fra Sport Dres: – Vi støtter projektet fordi det er vigtigt for os, at folk fanger noget, når de er ude med snøren. På Sjælland er vi afhængige af udsætninger, hvis folk skal have en fornuftig chance for at mærke noget action. Det vil vi gerne bidrage til ved at støtte frivillige projekter, hvor vi er sikre på, at hver en krone kommer tilbage. En anden grund er selvfølgelig, at der er kommet mange nye lystfiskere til – og de har været flinke til at handle hos os. Derfor siger vi tak ved at gi’ et bidrag, der kan hjælpe dem med at få succes.