Når man nu er strandet i Thailand som følge af krigen i Iran, så kan man jo passende få tiden til at gå med en fisketur. Det var lige præcis, hvad Mikkel og Malthe Carl har gjort.
– Efter fem ugers rundrejse i Thailand var det egentlig tid til at skulle hjem, men da en mellemlanding i Doha blev aflyst, blev ferien forlænget, hvilket gav tid til en fisketur i en af Thailands mange fiskesøer, fortæller de. – Vi havde egentlig over telefonen lovet vores mor ikke at fange noget farligt, men man bestemmer jo altid selv, hvad der hugger. Første fisk var en fin øjeplettet flodpigrokke. Fishbase beskriver arten som ”extremely dangerous”, og det vidste rokken tilsyneladende godt, for den slog vild omkring sig med giftpiggen på halen. Den blev derfor håndteret så varsomt, som det nu kan lade sig gøre, når man står med den i vandet. Herefter fulgte en rødhalet malle og kort efter en siamesisk karpe på cirka 40 kg. I middagsheden gik fiskeriet desværre i stå, men senere kom endnu en flodpigrokke på land. Denne var mindre end den første, men havde flottere orange pletter, slutter de.
Fisken deltager både i Westin Cup 2026, hvor man kan vinde en valgfri W6 stang – samt lodtrækningen om vores vilde fiskedrømmerejse for to til Egypten sponsoreret af iFish Travel.

Det lykkedes Mikkel (tv) og Malthe (th) at fange denne flotte siamesiske karpe. Øverst Malthe med den øjeplettede flodpigrokke, som var det eneste, de ikke måtte fange for deres mor.

Den rødhalede malle, som Malthe står med her, stammer oprindeligt fra Amazonas, men findes udsat i mange asiatiske fiskesøer.










