– I går drog jeg og min faste fiskemakker ud på en spontan fisketur, og det skulle hurtigt vise sig at blive en af de ture, man husker længe, skriver Hans-Henrik Runge. – Forholdene så lovende ud, da vi ankom til pladsen.
– Vi gik i gang med fiskeriet i højt humør og med en stærk tro på, at det nok skulle give fisk – og der gik da heller ikke længe, før den første følger viste sig i vandet. Og snart var der action! Et dobbelt hug resulterede i to flotte fladfisk – og i kastet efter fik jeg endnu én. Vi fiskede videre i håbet om, at havørreden også ville lege med. Efter en times fiskeri måtte vi dog konstatere, at det blev ved 6-8 følgere uden hug. En kold sodavand og et par halve med leverpostej senere besluttede vi at skifte plads og bevæge os længere op ad kysten.
– Men der skete ikke meget nyt – efter 45 minutters fiskeri uden fisk, valgte vi at vende tilbage til vores udgangspunkt. Det var en god idé. En 14 grams Needlepin blev sendt afsted, og allerede i første kast sagde det bang! Efter kun to omgange på hjulet var der fast fisk, og kort efter viste en flot havørred sig i overfladen. Efter en rigtig god fight kunne vi lande den – en stærk fisk på 57 cm og 2,2 kg.
– Efter yderligere 30 minutters fiskeri uden flere hug valgte vi at pakke sammen. Endnu en fantastisk dag i godt selskab, med masser af frisk luft og stærke fiskeøjeblikke i bagagen.
Fisken er tilmeldt til Westin Cup 2025 – og deltager i lodtrækningen blandt alle fangstrapporter og artikler i 2025 om en fantastisk drømmerejse til Amazonas sponsoreret af iFish Travel.











