I dag er sidste dag, at der kan fiskes efter laks i det nordvestjyske åer – Skjern og Storåen. De sidste dage har der derfor været en del ude for at give fiskeriet en sidste chance, inden fiskeriet i aften kl 24.00 lukker indtil den 16. april 2023.

En af dem der har været med i slutspurten og kom godt i mål er Jan Strandmark, der i går fik sit livs fisk i Skjern å. – Vi målte fisken i vandet til at være 108-110cm, og den blev fanget på en lille sort vingeflue nedstrøms Boris Krog Bro, skriver han til Fisk & Fri. – Vi var på klubtur til Skjern Å med Nordfyns Sportsfiskerforening a 1989. Det er vores lokale fiskeklub, som er beliggende på Fyn, og her havde man annonceret en “sidste” fisketur til Skjern Å, inden åen som bekendt lukker for i år i morgen.

– De hårde drenge fra klubben ankom allerede torsdag eftermiddag og overnattede i shelterne nedstrøms Boris Krog Bro. Jeg ankom til åen fredag morgen klokken 7.00 efter en to timers køretur fra Odense. Der var ro i lejeren da jeg ankom, og der var vist et par gutter, som havde frosset i løbet af torsdag aften, og så sig derfor nødsaget til at indtage en del væske, for at kunne holde varmen. Den eneste vågne mand på pladsen var min fiskekammerat – Per.

– Efter indtagelse af morgenbrød fra bageren i Sdr. Felding, var vi klar til at fiske. Vi gik opstrøms shelter pladsen, og allerede efter fem kast, havde jeg bud efter fluen, men “bommede” desværre fisken. Der skete ikke så meget mere på flue, så senere forsøgte jeg mig med en FC Spinner. I løbet af dagen, så vi mange fisk springe, og vende i overfladen, men det tætteste vi kom på fisk, var en mindre fisk, som vendte lige bag min spinner. Sidst på dagen gik vi igen opstrøms med fluestangen, og “stødte” ind i Steen fra vores fiskeklub. Han fortalte, at han lige havde mistet en fisk på fluen, nedstrøms Boris Krog Bro.

– Per og jeg besluttede os for at prøve samme stykke, hvor Steen havde mistet sin fisk. I dagens, for mit vedkommende, sidste kast strammede linen op. En grov fisk havde taget fluen. I starten strøg den nedstrøms egen bred. Jeg var ved at gå i panik, for fluelinen gik ind under en lavthængende busk, som gik ud over åen. Og det var derfor umuligt at passere. Heldigvis var den her fisk en “flink” laks. Jeg holdt den hårdt, og fik den vendt, så den gik opstrøms. Her foregik der en del “tovtrækkeri” mellem fisk og fisker, men det var fisken, som gav op til sidst, og efter en hård kamp, kunne Per sikkert håndlande den store fisk. Hvilken fantastisk fisk! En drømmefisk!

– Et par af de andre gutter var kommet til, og vi målte hurtigt fisken i vandet. Den var mellem 108-110cm. En vanvittig fisk. Efter en par fotos fik den store hanfisk lov til at glide tilbage i åen med mit jubelbrøl i ørene. Forhåbentligt helt frisk, så den kan fuldføre det, som var dens hovedmål, da den trak op i åen.

– De andre gutter giver den en sidste chance i dag, og jeg er nu hjemme i Odense, hvor jeg sidder her og har svært ved at forstå, at jeg har fanget sådan en fantastisk fisk. Jeg har jagten frømmefisken længe, og troede egentlig, at Mørrum ville leverer den, men det blev i stedet fantastiske Skjern Å. Hvor er jeg taknemmelig for, at vi har sådan et vildt laksefiskeri i Danmark. Jeg ser allerede frem til 16.april 2023.

I de sydvestlige åer som Varde Å, Sneum og Kongeåen Sydvestjyske fortsætter fiskeriet indtil 31 oktober.

Havørred - Refleksioner på kysten

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This