Interessen for loppemarkedet var som det ses rigtig god med ca. 300 besøgende i løbet af dagen. (Foto: Jørgen Christensen)Af Jørgen Christensen

DANSK GREJSAMLER KLUBS store arrangement i Tårnborg Forsamlingshus i weekenden den 3. – 4. marts 2012 blev igen et vellykket og velbesøgt arrangement. Foreningens kasserer Flemming Lundberg Petersen fortæller, at omkring 300 personer besøgte loppemarkedet i løbet af lørdagen, hvor der da også blev handlet en del.

Den nye formand for Dansk Grejsamler klub Jacob Viereck fra Røde Kro i Sønderjylland. (Foto: Jørgen Christensen)

Der var især omsætning på brugshjul og endegrej af forskellig art, som for en stor dels vedkommende kunne erhverves for en rund tier. Her var besøgende fra Sverige, Tyskland, England, samt selvfølgelig mange danskere.

Formandsskifte

Senere på lørdagen afviklede klubben sin ordinære generalforsamling med deltagelse af 36 medlemmer. Formanden Heinz Gerhard har siddet på denne post i 21 år og ønskede at fratræde. Som ny formand valgtes Jacob Viereck fra Røde Kro i Sønderjylland.

Som ny suppleant valgtes Jørgen Nevermann fra Nykøbing Sjælland. Efterfølgende sluttede man med smørrebrød med tilbehør og god stemning.

Søndagens auktion

Ved søndagens auktion deltog godt 80 personer, og her føltes der måske en vis afmatning i budlysten. Om det er grundet krisen, eller at samlerne er ved at have det de mangler står hen i det uvisse.

Her var dog fine ting under hammeren. Bl.a. 3 stk. Ambassadeur guldhjul i skab til 3.300 kr., en Svend Saabye akvarel til 3.000 kr. og et Hardy Perfect fluehjul til 3.700 kr.

Ved Danske Grejsamler Klub´s 25 års jubilæum i 2011 blev udgivet et lille jubilæumsskrift. Det kan erhverves for 100 kr. ved henvendelse til Flemming Lundberg Petersen på email: dortheogflemming@hotmail.com

Dansk Grejsamler Klub står i øvrigt altid til rådighed, hvis du har noget sjældnere grej af god kvalitet, som du ønsker vurderet. Her kan du henvende dig på ovennævnte emailadresse.

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This