Efter en lang og god sommerferie på redaktionen er jeg retur på pinden – klar med masser af spændende nyheder, artikler og videoer til at dulme dine fiskeabstinenser og akutte fiskefeber.
For mit vedkommende har sommerferien budt på alt fra kano- og shelterture til hjemlige suder og flotte svenske skovkarper samt et spændende mallefiskeri i Holland, men det kommer du til at høre meget mere om. Har du selv oplevet noget sjovt med fiskestangen i ferien, er du meget velkommen til at sende 10-15 linjer og et godt foto til redaktionen til jb@fiskogfri.dk. Husk, at der blandt alle fangstrapporter og nye artikler i 2025 trækkes lod om en super fed drømmerejse til Amazonas sponsoreret af iFish Travel. Du kan også tilmelde dine fisk ved at uploade fangstrapport og fotos her.
I peroden 1.august til 31. december blænder vi desuden op for en ny konkurrence – Daiwa Open, hvor du kan vinde for mange tusinde kroner highendgrej hver måned ved at indsende dine fangstrapporter til fiskogfri.dk. Præcis hvad du kan vinde, og hvordan konkurrencen kommer til at køre, kan du læse meget mere om på fiskogfri.dk om få dage.
Vi ses derude – Jens Bursell










