Et kast fra land kan i mange tilfælde betale sig, især hvis det er rigtigt langt… Fisk & Fri’s Bue Poulsen er en af landets absolut bedste konkurrencekastere, men han har også styr på kystfiskeriet. Læs videre og få Bues guide til et ultra lange kystkast.

Af Bue Poulsen

Selvom det lange kast skal udføres tørskoet, må man godt gå i vandet når præmien skal sikres.

Selvom det lange kast skal udføres tørskoet, må man godt gå i vandet når præmien skal sikres.

NÅR DU STÅR PÅ LAND, kan du kaste længere, hvilket betyder at du ofte kan nå samme distance fra land, som du kan nå ved at vade længere ud. Mange kystpladser er derfor i realiteten fisket langt mere effektivt fra stranden, da man ved at blive på land skræmmer langt færre fisk. Dette kan i nogle tilfælde være med til at forbedre din fangststatistik, men det kræver selvfølgelig en indsats og en hel del træning. Men lærer man sig kastet, som er beskrevet i denne artikel, får man helt enkelt mere ud af sit fiskevand.

VERDENSREKORDEN i kast med fastspolehjul og 18 grams plastlod, indehaves af tyskeren Jens Nagel. Det foregik med 0,25 millimeter hovedline og 0,35 millimeter chokline – begge af nylon. Kastet var 120.52 meter langt! Selvom rekorden er sat af en atlet, som har trænet mange timer på kastebanen, forestiller mange lystfiskere sig alligevel, at de kaster langt over 100 meter med deres spinnegrej. Anderledes ser det ud, med 100 meter løb –her ved de fleste godt, at de ikke løber strækningen på under 10 sekunder…

Mange spinfiskere kunne lære noget af fluefiskerne. De betaler gerne for et godt kastekursus, som sætter dem i stand til at udnytte deres nyerhvervede grej optimalt. På de bedste kurser lærer de, hvad der sker under et kast, hvilket giver dem det bedste udgangspunkt for at lære kasteteknikken. De lærer også at analysere deres kast, så de kan rette deres fejl. Alt dette er med til at øge deres kastlængde, og de kan derfor affiske et større område og fange flere fisk. Men hvor mange spinnefiskere gør noget ud at tillære sig bedre kasteteknik? Det er ikke mange.

MOTIVATIONEN og viljen skal være på plads, hvis man vil lære at kaste langt. Når man skal udvikle sig, er det vigtigt at vide, hvilket niveau man er på og løbende få det kontrolleret. Derfor bør man anskaffe sig adgang til et 200 x 200 meter plant areal – fx nogle boldbaner ved siden af hinanden. Grunden til at stedet skal være så stort, er at der skal være masser af friplads, hvis linen springer under kastet. Sker dette flyver agnen/loddet længere end ellers og kan volde stor skade på personer og materiel. Det siger derfor sig selv, at man kun skal kaste når der ikke er folk og ting der kan tage skade i kasteretningen. Køb desuden en laserafstandsmåler, de kan fås fra cirka 1.200 kroner. Den giver en hurtigt og præcist måling.

 

Grejxperten

 

Jeg træner på følgende måde: Kastebanen lægges altid ud i medvind. På kastebanens startlinje sættes en hvid lodret plade på 60 x 60 centimeter. Den holdes på plads med et fire robuste blomster pinde, to på hver side. Kastet udføres bag den hvide plade. Efterfølgende går jeg ud til loddets nedslagssted, mens jeg spoler ind. Når jeg er ude ved loddet, skyder jeg med laserafstandsmåleren ind på den hvide plade og får straks at vide, hvor langt jeg har kastet. Start med at måle fem kast med den teknik, du anvender i dag, og skriv gennemsnittet ned. Sæt dig herefter et mål for hvor langt du vil lære at kaste, samt nogle delmål for hvor langt vil du kunne kaste om et år, seks måneder og et kvartal. Mål dine kast løbende – og se om de ting du ændrer, forbedrer din kastelængde – det er meget motiverende at se ens kastelængde øges med tiden.

Lav en træningsplan, hvor du kommer ud at træne to gange om ugen af en times varighed. Hvis du træner længere tid, vil du miste koncentrationen og begynde at gentage de fejl, som du ellers prøver at slippe af med. Find en fiskekammerat, der også drømmer om at kaste længere, så kan i hjælpe hinanden med at se og rette kastefejlene. Og så er det også hyggeligere at være flere ude at træne.

Med et veltrimmet multihjul og den beskrevne kasteteknik, kan man nå de ørreder der før var langt ude for rækkevidde.

Med et veltrimmet multihjul og den beskrevne kasteteknik, kan man nå de ørreder der før var langt ude for rækkevidde.

STANDARDKASTET, som er beskrevet i mange bøger, foretages ofte på følgende måde: Fat linen med pegefingeren og slå bøjlen over. Før stangen hurtigt tilbage til stangen spændes, hvorefter stangen føres fremad med en kvik hånd- og armbevægelse indtil linen slippes. Problemet med dette kast, som de fleste benytter sig af er, at der ikke kastes særlig langt, fordi det kun er armene og hænderne, som gør arbejdet. Men hvad er det så, som gør, at nogle kaster langt? I stedet for kun at bruge hænder og arme, anvender en god kaster hele kroppen, og især det som sidder mellem ørene.

Et langt kast kræver, at man overføre så megen rotationshastighed som muligt til stangen. Hver gang rotationshastigheden fordobles, firedobles centrifugalkraften – og jo større centrifugalkraft agnen udsætter din stang for, desto mere spændes den op. Desuden er det vigtigt at spænde stangen helt ned i bunden, da det er der, kræfterne befinder sig. Når du nu har fået spændt stangen helt op med rotationshastighed og din kropsvægt, skal du afslutte dit kast med så meget aggression som muligt. Det overfører yderligere hastighed til stangen, som herefter vil slynge agnen ud med en endnu højere hastighed.

DEN EFFEKTIVE KASTETEKNIK beskrives således for en højrehåndet: Forstil dig at du står midt i en urskive med kasteretning mod klokken 12. Stå med en skulderbredde mellem hælene og med let bøjede ben. Højre fod skal pege mod klokken 2 og venstre fod mod klokken halv 12. Træk line af hjulet, så droppet (afstanden mellem topøje og agnen) er cirka 25 centimeter. Fang linen med højre hånds pegefinger og slå bøjlen over. Peg stangspidsen mod klokken 12, så højre arm er næsten strakt og venstre arm bøjet. Den venstre hånd befinder sig nu ud for solar plexus. Nu står du i udgangsposition med begge arme foran kroppen.

Resten af kastet laves i én kontinuerlig bevægelse. Sving stang og agn med uret mod klokken 9 og bøj let i højre arm, mens venstre arm strækkes. Drej kroppen med uret, ved at flytte kropsvægten over på højre fod og bøj i højre knæ, så det kun er venstre fods tæer, der rører jorden. Nu hælder kroppen lidt mod klokken 6, og højre hånd er i skulderhøjde også mod klokken 6. Venstre arm er nu helt strakt mod klokken 5 og i skulderhøjde.

Se 45° op i luften mod klokken 12. Rotér tilbage mod uret ved at sætte venstre hæl i jorden og flytte kropsvægten over på venstre fod ved at strække højre ben og fod i en eksplosionsagtig bevægelse, samtidig med, at man bøjer i venstre knæ. Samtidig med benarbejdet, roterer kroppen accelererende mod uret med venstre arm helt strakt og i en opad gående bane, mens højre arm er bøjet. Når venstre hånd passerer klokken 12, trækkes den hånd kraftigt ned mod solar plexus. Imens støder højre arm og skulder højre hånd kraftigt 45° opad mod klokken 12, og linen slippes. Nu står man med kropsvægten over venstre ben og kun med tæerne på højre fod som støtte.

Mange kystpladser er bedre fisket fra land, da fiskene følger agnen helt ind. Kombinere man dette fiskeri med et ultra langt kast, kan det pynte gevaldigt på fangstjournalerne.

Mange kystpladser er bedre fisket fra land, da fiskene følger agnen helt ind. Kombinere man dette fiskeri med et ultra langt kast, kan det pynte gevaldigt på fangstjournalerne.

KASTEHØJDEN reguleres med den bane venstre hånd tager under rotationen mod uret. Er der medvind, føres den højere end når der er mod- eller sidevind. Når der er medvind, kastes der ud i en vinkel på 40° i forhold til vandoverfladen. Det giver længere kast, end når vinklen er lavere.

Det er vigtigt, at højre arm først kommer over skulderhøjde klokken 4, for ellers kommer man til at kaste over skulderen og miste kastelængde.

Med den beskrevne kasteteknik roterer agnen lige over jorden, hvilket betyder, at det ikke virker, hvis man vader dybt. Men – som antydet indledningsvist – kan man i realiteten kaste lige så langt, ud som hvis man vadede, netop fordi kastet bliver længere, samtidig med, at man slipper for at risikere at skræmme de fisk, der måtte stå tæt under land. Selv har jeg kastet 102 meter i gennemsnit med en 10 fods spinnestang. Linen var 0,26 millimeter nylon, og jeg brugte pirken Bornholmerpilen, der vejede 24 gram.

ANALYSE AF KASTET er et vigtigt skridt på vejen til at blive en bedre kaster. Hvad gik godt, hvad gik skidt og hvorfor? Man behøver ikke at være kanonstærk for at komme til at kaste langt. Det meste er teknik og timing samt en god portion træning. Men træning uden analyse er spildt. For jo mere man træner en fejl, desto sværere er den at komme af med. Du skal derfor ændre dit kast, et skridt af gangen. Derved vil du kunne se, om din ændring bidrager til længere kast – og her er slowmotion film super godt til at vise dig, hvad du gør.

AFSLUTNINGEN af dit kast skal gøres med alt den aggressivitet, du formår at lægge i det. Dette tilfører stangen yderligere energi, når du udfører dit push/pull (støder højre arm og skulder i kasteretningen samtidig med at du trækker venstre hånd og baghåndtaget kraftigt ned mod solar plexus). Men husk på, at aggression skal være timet korrekt. Det nytter ikke noget, bare at hidse sig op for herefter at kaste — så glemmer man alt om teknik og timing. Hold aggressionen tilbage til det øjeblik, hvor du indsætter dit push/pull, så udlades den på en positiv måde og det giver lange kast.

For at time min egen aggression under konkurrencekast, tæller jeg indvendigt. Det hjælper mig til at opnå længere kast, ved at udlade min aggression på det helt rigtige tidspunkt. Når din timing er lige i øjet, og din aggression udlades på det helt rigtige tidspunkt, så er det på tide at styrke- og hastighedstræne din krop. Det vil give dig en bedre balance under kastet, og du vil kunne udnytte dig krop bedre.

Grej
Hvis du ønsker at købe en langt kastende stang, så søg efter en, der er stivere i bunden og har en progressiv aktion. Med den beskrevne kasteteknik vil du være i stand til at rive fletliner over i kastet, og til det almindelige kystspin er det derfor tilrådeligt med en chockline på 0,35-40 mm nylon. Choklinen skal ligge mellem 8-12 omgange om spolen, når dit grej er klargjort til kast. En enkelt måde at knytte chokline til nylonhovedline, er ved at forme en overhåndsknude rundt om hovedlinen med choklinen og stram let til. Lav en uni-knude rundt om choklinen med hovedlinen og stram let til. Fugt knuderne med spyt og skub knuderne sammen og stram dem til. Anvender du fletline som hovedline, så lav en Albright knude mellem chokline og hovedline. Du kan se, hvordan den laves på www.animatedknots.com, vælg Fishing og Albright Knot, så kan du se en fin billedserie af knuden.

Pas på dine medfiskere og dig selv
Står fightbremsen for løst, vil linen kunne skære sig ind i din pegefinger, fordi spolen drejer rundt og derved afgiver line under kastet. Stram derfor bremsen lidt til og anvend en tynd havehandske til at beskytte din finger.
Springer choklinen og rammer nogen, så kan det have alvorlige følger. Agn, som flyver med den hastighed en dygtig kaster kan genererer, vil kunne skade et menneske alvorligt. Så kast over hovedet, hvis der står mennesker tæt omkring dig.

Med multihjul
Kort fortalt, så opstår overløb, når linen bliver trukket langsommere ud gennem stangøjerne, end spolen afleverer den. Så laver den overskydende line løkker, som trækker linen med rundt om spolen. Spolen skal med andre ord, ikke levere linen hurtigere end den trækkes væk fra spoleområdet af agnen. For at opnå det, skal spolen nedbremses med diverse bremsesystemer. Der skal være balance mellem spolens nedbremsning og agnens masse. For at opnå en stabil nedbremsning af spolen, bør man ikke anvende for lette agn, som ikke har den nødvendige masse til at trække linen væk fra spoleområdet. Lette agn, kan altså godt få spolen til at rotere, men har ikke energi nok til fortsat at trække linen væk fra spolen, og så opstår der overløb. Ligeledes vil kast, hvor man bare laver et raskt flip med håndleddet, ikke spænde stangen tilstrækkelig op, til at agnen får den nødvendige hastighed og moment. Jeg anvender derfor kun fastspolehjul til agn under 18 gram. Ligeledes anvender jeg også kun fastspolehjul til flaksende agn, da deres flyvehastighed er stærkt varierende.

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This