Den tyske Brombachsee 25 kilometer syd for Nürnberg blev for et par dage siden kendt over hele Europa, da en stor malle gentagne gange gik til angreb på nogle badegæster, og ifølge wdr.de gav de badende flere bidsår.
– Da det kæmpestore dyr på cirka to meter fortsatte sin aggressive adfærd, tilkaldte livredderen politiet, som i første omgang afspærrede området for at forhindre flere angreb, skriver wdr.de. – Da kæmpemallen blev betragtet som en sikkerhedsrisiko for badegæsterne, der især kom fra en nærliggende musikfestival, besluttede politiet at skyde den enorme fisk med en pistol, hvorefter et par lystfiskere blev tilkaldt for at hive den op i deres båd, lyder det på wdr.de.
Maller, der bygger reder på bunden – og forsvarer den – gyder ved temperaturer i omegnen af de tyve grader – en temperatur, der allerede var i mange midttyske søer i starten af juni. En god forklaring er derfor nok, at de badende gæster har kommet lige lovlig tæt på en bevogtet mallerede, som den nu afdøde fisk, har forsøgt at forsvare. Det er yderst sjældent, at man hører om angreb som disse fra de kæmpestore fisk, der i sin bedste alder uden problemer kan sluge en mellemstor gravhund i én mundfuld.
Mallen, der i øvrigt er naturligt hjemmehørende i Danmark, kan blive kæmpestor. I Sydsvenske Ivösjön er der således i forrige århundrede taget en malle op over tre meter!
Se Jens Bursell fange en malle fra flyderingen – noget større end den der forleden angreb badegæsterne i Brombachsee – i denne video på Fisk & Fris YouTube.
Læs hele historien om kæmpemallen på wdr.de her.
Arkivfoto: Jens Bursell