Her ses tunen, en rygstribet pelamide, der svømmer rundt i det store akvarium. Foto: Nordsøen Oceanarium

24-09-2010 I DAG er en stor dag på Nordsøen Oceanarium. Mange års drøm om at kunne vise tunfisk i oceanariet er nu en realitet. Endnu en gang er der fanget tun ved Skagen. Tunfiskene er fanget af Poul Tvilling, og denne gang var de ikke døde. Efter et par timers nænsomt arbejde, er det lykkedes at få fiskene fri af bundgarnet, og de er de nu transporteret til Nordsøen Oceanarium, hvor de svømmer rundt blandt stimefisk, hajer og klumpfisk.

Dermed kan Nordsøen Oceanarium, som et af meget få akvarier i verden, fremvise tunfisk for oceanariets gæster. Så vidt vides, er det ikke lykkedes for andre akvarier i Nordeuropa at holde tunfisk.

Der findes flere arter af tunfisk – denne er , der er en forholdsvis lille art. Den bliver maksimalt ca. 1 meter lang, og kan opnå en vægt på seks kilo.

Poul Tvilling og hans besætning har aldrig tidligere fanget de små tun i deres bundgarn, og selv om den rygstribede pelamide er fanget i enkelte eksemplarer i danske farvande, er det ikke almindeligt at man ser dem i større antal. Den lille tun lever normalt i sydligere farvande, især i Middelhavet, hvor den også gyder.

Tunfisken er en af de fisk, der har været på ønskeseddelen for medarbejderne ved Nordsøen Oceanarium i mange år, men man har aldrig vidst, om man nogensinde ville få ønsket opfyldt. Egentlig har man heller aldrig været sikre på, at man ville kunne fange dem levende og få dem til at leve i akvariet.

Lige nu svømmer de meget livligt rundt, men der er stadig en udfordring i at få dem til at overleve. Det er altid de første dage efter fangsten, der er de mest kritiske. Fangst og transport i et lukket kar stresser fiskene så meget, at de kan dø af det. Akvariepersonalet er meget fortrøstningsfulde – det ser rigtig godt ud.

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This