Der er så småt begyndt at komme hul på trollingfiskeriet efter laks på Kriegers Flak. En af dem, der har været ude, er Morten Rasmussen, der i går var ude at fiske i området med sin kammerat Peter Nicolajsen:

– Vi var ude fra morgenstunden, og klokken 9.30 fik vi et godt hug i 2,1 knobs fart 20 fod nede på downriggeren. Fisken, der huggede på en Grizzly Klovn Mini i hvid/pink, viste sig efter en god fight at være en flot laks på 13,2 kilo og 110 centimeter. Det fine hug, som desværre blev det eneste – kom lige syd for Møllerne på Kriegers Flak. Der var masser af fødefisk på loddet rundt omkring, men knapt så meget lakseaction. Men – hvad gør det, når man alligevel har fået så fin en fisk ombord. Der var et par andre både i området, hvor den ene fik to og den anden tre laks, slutter han.

Har du selv været ude at trolle efter laks, så send din fangstberetning og et foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This