Sådan ser man ud, når man lige har vundet Troliing Masters Bornholm og en pengepræmie på 50.000kr. Nu er det lige straks tid til TMB 2010, og du kan løbende følge med på Fisk & Fri’s hjemmeside. Fisk & Fri’s Gordon P. Henriksen vil nemlig være på pletten.
17.04.10 – FOR 6.GANG arrangerer TV 2/Bornholm i næste uge Nordens største og eneste TV-transmitterede lystfiskerkonkurrence – (TMB) Trolling Master Bornholm, og Fisk & Fri er på pletten. TMB er en trollingkonkurrence, hvor laksen helt åbenlyst er afgørende. Den største laks i konkurrencen igennem årene blev fanget i 2007, og den vejede lige over 22 kg. Den samlede præmiesum er 122.000 kr. kontant med 50.000 kr. til den største laks, så der er med andre ord masser på spil.
Der er 238 både med i konkurrencen, når starten går på onsdag ved middagstid fra Tejn på Bornholm. Der er deltagere fra i alt syv nationer med Sverige som næststørste nation .
Konkurrencen transmitteres på TV 2/Bornholm hver aften (TV 2/Bornholm kan ses i resten af landet på nettet, på Viasat og Canal Digital), og TV-udsendelserne har Peter Tanev fra TV 2/Vejret som vært (han har været med i alle årene).
Fisk & Fri’s Gordon P. Henriksen er på klippeøen med kamera og computer, og han vil dække begivenhedernes gang, således at man løbende vil kunne holde sig opdateret på Fisk & Fri’s hjemmeside.
For yderligere informationer om konkurrencen, se her.