Der står laks på menuen igen i år i slutningen af april, hvor Trolling Masters Bornholm finder sted. 09.03.2010 – MED IS I HAVNENES SMÅBÅDSAFDELINGER, blæst, sne, kulde, så har der ikke været meget bornholmsk trollingfiskeri frem til nu, skriver Jan Jørgensen fra Trolling Master Bornholm til Fisk & Fri. Men vejret er begyndt at blive bedre, og der er en forventning om, at der i løbet af de næste par uger kommer både på vandet, så vi får nogen fangstrapporter. Vi ved fra erhvervsfiskerne (krogliner), at der er laks. De er gået i gang med at fange den danske kvote, og fiskeriet går rigtigt godt. Den samlede kvote er i år på 61.000 laks. Det er et fald på 5% fra 2009. De 61.000 laks til erhvervet skal holdes op imod, at der på TMB fanges 2-300 laks. Især kommer der positive fangstrapporter fra bankerne syd for Bornholm. Så det tegner lovende til dette års store konkurrence.

Der er nu 146 både tilmeldt konkurrencen som løber af stablen 21-24 april. Det betyder, at der er tæt på halvdelen af det maximale antal både, havnen kan rumme . Så der er altså stadig plads til flere tilmeldinger. Som de tidligere år kan det kun lade sig gøre at tilmelde sig på nettet og betale med Dankort eller et internationalt kreditkort.

Prisen er uændret igen i år. Det betyder, at det koster 750 kr. pr. båd inkl. skipper.

Tilmeldingen sker på www.tv2bornholm.dk/trolling hvor du også kan få meget mere opdateret information om konkurrencen.

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This