For tre år siden på samme tid havde en gruppe initiativrige branchefolk indkaldt til stiftende generalforsamling for brancheforeningen – Dansk Lystfiskeri, som repræsenterer interesser for professionelle aktører inden for lystfiskerbranchen – fx grejbutikker, grossister, producenter, fiskeguides, opdrættere, formidlere og søejere.
I går – tre år efter – mødtes foreningen igen på fynske Broholm Slot for at afholde den årlige generalforsamling og gøre status over, hvad der er sket. Og det er faktisk ikke så lidt. Der er ingen tvivl om, at Dansk Lystfiskeri har givet ny energi til det danske lystfiskeri, genereret nye ideer – og katalyseret et endnu bedre og bredere samarbejde med interessenter samt ikke mindst myndigheder omkring det at skabe bedre fiskebestande til glæde for alle.
Blandt de forsamlede var politikeren Martin Lidegaard fra Radikale Venstre, der – som du kunne læse i går på fiskogfri.dk – har taget et virkelig godt initiativ til at få flere af lystfiskernes vigtigste mærkesager hevet med ind og sat på dagsordenen i de fiskeriforhandlinger, der foregår lige nu. Og hans idé med netop dette blev plantet og givet videre til Lidegaard af Lars Frithjof Nielsen fra Garmin til et DL-arrangement på Spar Lystfiskeris Fyrholm. Et godt eksempel på noget af det gode lobbyarbejde foreningen laver – og som rent faktisk fører til noget. Vi må så håbe, at det lykkes Radikale Venstre at få mærkesagerne igennem, hvor der blandt de vigtigste kan nævnes ophøjelse af laks, havørred, gedde, aborre og sandart til ”gamefish”, krone til krone tilskud til fisketegnsmidlerne, så puljen fordobles – og arbejdet med at få flere fisketegnsmidler gennem bedre formidling og betaling fra fx pensionister.
Dansk Lystfiskeri gør det godt – og eksekverer proaktivt et bredt, frugtbart samarbejde med Danmarks Sportsfiskerforbund, Fishing in Denmark, forskere og myndigheder, der kun kan øge chancerne, for at det forhåbentlig vil lykkes at få rettet op på fortidens miljøsynder, så vi har et godt fiskeri at tilbyde vores børn og børnebørn.
Så – er du en af de aktører i den danske fiskebranche, der endnu ikke er medlem af Dansk Lystfiskeri, er det bare med at blive medlem og støtte branchens arbejde for et bedre fiskeri i Danmark. Og – er du en helt almindelig lystfisker – så støt din grej pusher – især hvis han også støtter dig, ved at være medlem af DL.
Læs mere om Dansk Lystfiskeri her.
Læs detaljerne i De Radikales lystfiskerudspil til fiskeriforhandlingerne her.
Foto: Peter Lyngby – formand i DL – fortæller om foreningens arbejde.











