Anders Jensen med sin fine 8,3 kilos Storebælts-torsk, som faldt for en hjemmelavet jig. 24.02.10 – TORSKEFISKERIET på Storebælt er ligesom på Øresund vanskeligt og præget af ganske spredte fangster. Vi har dog fået en rapport fra Anders Jensen, som indikerer, at hvis man virkelig vil, så kan det også lykkes at fange nogle fine torsk på Storebælt.
Jens fortæller, at han og tre andre gutter var af sted på Storebælt d.15.02. De havde endelig fundet en is fri havn, så båden kunne komme. – Farvandsvæsnets sejlerudsigt lovede vindstille vejr, så det var bare om at komme ud og se om det kolde vand holdt på nogle fisk, fortæller Jens. – Vi kunne se lidt små stimer af fødefisk og enkelte større fisk på ekkoloddet, men deciderede buler kunne vi ikke finde, så vi drev og pirkede lidt. På tredje stop var der fisk, og op kom første og anden torsk på henholdsvis 6,6 og 7,2kilo. Så var vi ellers klar til en dag, hvor vi kunne fylde båden, men der skulle gå længe inden næste fisk kom ombord. Det var så en fin torsk på 8,3 kilo. Efterfølgende blev der tabt et par gode fisk. Ellers gav turen ikke mere – men det er vidst også over standarden på Storebælt, slutter Jens sin beretning.