Det er ikke altid lige let at greje laksene i Skjern Å. Det måtte Andre Egeskov Martinsen og Anders Pilgård sande, da de efter to dages fiskeri ved Skjern ikke havde fanget noget. Men – så tog de ned på det nederste af engene på Borris stykket:
– Efter ret kort tid havde Anders en følger, og han havde øjne så store som thekopper, fortæller Andre. Efter et par kast den rette vej lykkedes det ham dog at få den til at hugge igen, og den gav bare den vildeste fight. Vi er kun vant til at fange kystørred, så at stå med en laks i strømvand er en noget heftigere sag… Til sidst lykkedes det dog at få den fine laks ind, som var 85 centimeter.
Da jeg havde set, hvor godt den kæmpede måtte vi lige op til den nærmeste butik for at få suppleret op med noget friskt line og et par nye kroge. Da vi kommer tilbage, lægger jeg et helt perfekt kast over til sivene på den modsatte side, og får et hug blot 150 meter væk fra det sted, hvor Anders´s laks huggede. Også denne laks bød på en super fight, og da den kom ind kunne vi konstatere, at den var 90 centimeter lang og vejede 8,7 kilo. Begge fisk blev taget på kondomspinner.