– I år skulle være første gang, at jeg skulle prøve at fiske efter de berømte danske forårslaks, siger Nikolaj Stadil. – . ARoS lystfiskerforening har netop fået et nyt stykke vand som skulle testes. Da jeg aldrig har fanget laks før, var det mere med en målsætning om at lære åen og grejet at kende, end at fange en fisk, da jeg begyndte fiskeriet. Nok mest fordi man har hørt, at det jo ikke bare er sådan lige at fange en laks.

– Men – efter ca. 30 minutters fiskeri kom der et ordentlig træk i linen. Jeg troede et øjeblik, at det bare var bunden jeg sad i, men så kunne jeg mærke de tunge dunk i stangen, når fisken slog med hovedet. Den tog først et udløb nedstrøms og så opstrøms, hvorefter jeg kunne lande min første laks på 88 cm og 7,8 kg. Et par dage efter måtte jeg afsted igen til samme stræk. Denne dag var der utrolig mange fiskere på strækket, og efter tre timers fiskeri var troen på det ikke stor længere. Jeg besluttede mig for lige at fiske de næste 20 meter af, inden hjemturen – og det var en god beslutning.

– Jeg kastede spinneren tværstrøms. Den svingede ud midt i åen, og så kom hugget! Og det var ikke en lille fisk! Den var kort i overfladen, og så gik den dybt meget længe. Først mærkede jeg de tunge hovedryst i stangen igen og derefter tog den mange og lange udløb. Bedst som jeg troede, at den var klar, tog den bare endnu et udløb. Jeg kunne godt se, at det blev vanskeligt at klare selv. To fiskere på modsatte side af åen så begejstret på, mens jeg havde tovtrækkeri med en stor fisk.

– Vi fik i fællesskab anråbt en fisker på min side af åen til assistance med landing, for jeg måtte sande, at mit eget kystnet var alt for lille til denne fisk. Da han kom, var fisken ved at være lige så træt som mig. Fisken gled i nettet og sikke en kæmpe forløsning. Tak til Nicolaj for landingen! Fisken målte 96 cm og vejede 8,8 kg. Det var en flot blank laks med friske havlus. At jeg skulle være så heldig at fange to så flotte laks på to ture, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig. Sikke en oplevelse. Stort tak til ARoS lystfiskerforening for et godt arbejde med at skaffe lækkert fiskevand. Samt tak for fed energi og godt humør hos alle de andre fiskere, man møder langs åen.

 

Friluftsland

 

Nikolajs flotte laks fra Gudenåen.

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This