Bo Teut Kloster gjorde sig umage i at nærstudere de insekter fisken ringede efter, og skiftet til en Imago Baetis gjorde udslaget – 30 centimeter skøn, vestjysk bækørred!

Årets fiske bækørred på tørflue fangede Bo den 8. april!17.4.2011 – BO TEUT KLOSTER elsker at fiske med tørflue, ligesom han altid har gjort, så da hans tørfluestang knækkede sidste umiddelbart inden majflueklækningen var det til stor ærgelse for ham – især fordi han først fik en nye topdel til stangen hjem i efteråret. Derfor ville han i år tage revanche og starte tørfluesæsonen tidligt.

– Jeg er så heldig, at jeg for tiden arbejder ved Holme Å, hvor jeg har stødt på slørvinger, så derfor besluttede jeg mig fast og holdent til at jeg skulle ned til Holme Å fredag den 8. april, fortæller Bo. – Men som skæbnen ofte driller os lystfiskere, var der en middelvind på 15 m/s og vindstød på hele 25 m/s. Men jeg gav ikke op, og startede med at fiske med Baetis nymfer, da jeg kunne se at der var Baetis døgnfluer der klækkede, men det var næsten umuligt at kaste med min klasse 4 stang. Jeg gik et stykke nedstrøms hvor jeg vidste, at der ville være læ for vinden. Mens jeg gik nedstrøms stoppede jeg op for at kigge på et lille stræk som jeg ikke havde udforsket før, og pludselig, midt på strækket inde langs modsatte brink, var der en fisk der ringede!

– Jeg listede om bag fisken og nærstuderede den. Jeg kunne se, at den spiste insekter lige under vandoverfladen, så jeg regnede med at det var nymfer der var på vej op for at klække. Derfor startede jeg med at bruge en Klinkhammer, men den var fisken ikke vild medm så jeg skiftede til en Imago Baetis. Det var ekstremt svært at lægge fluen præcis på grund af de hårde vindstød. Efter at have taget cirka 15 kast, hev jeg fluen ud af vandet, og et split sekundt efter ringede fisken lige bag der hvor jeg hev min flue ud af vandet! Fisken måtte have fulgt efter min flue, så jeg lagde fluen ud samme sted og lod den drive ned til hvor fisken havde ringet, og lige da fluen kom derned kom fisken lige så stille op og tog fluen. Jeg råbte og skreg af glæde på dansk, svensk og engelsk. Aldrig havde jeg prøvet noget lignende, alle odds var imod mig og aligevel lykkedes drømmen om en tidlig tørflue start, og det kunne ikke blive bedre at det var en bækørred på 30 centimeter, slutter en glad Bo.

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This