En omgang powerbait bag et bombardaflåd var hvad, der skulle til, for at lokke denne flotte regnbueørred til hugget. 09.04.09 – PUT & TAKE SØERNE rundt omkring i landet er for alvor begyndt at fiske godt, og det strømmer for øjeblikket ind med fangstrapporter.
Det varmere vejr har for alvor sat gang i søernes mange ørreder, der nu jager mere aktivt, end de har gjort længe. Det betyder, at der netop nu, og i den kommende periode, kan gøres nogle rigtigt fine fangster i de mange put&take søer, der efterhånden er spredt rundt i landet.
Nikolai Kolding og Christian Erichsen er to ud af mange lystfiskere, som i den seneste tid, har haft held med put & take fiskeriet. I Roskilde Fiskeland landede Nikolai blandt andet en utroligt flot regnbueørred på imponerende 8,1kilo. Fisken blev fanget på bombarda og Powerbait, og den kæmpede hårdt og inderligt, inden den til sidst måtte overgive sig.
I mange put & take søer er der ikke blot regnbueørreder men også store flotte bækørreder.
Christian Erichsen var et smut i Medestedet i Nordjylland, og her lykkedes det ham i andet kast at kroge og lande en stor og smuk bækørred på 3kilo. Den flotte fisk huggede resolut på en rød ABU Reflex spinner.
Skulle du have fået lyst til at fange en put & take ørred henover påskeferien, kan du finde en udførlig og geografisk opdelt liste over put & take søer her.