VERDENS FØRSTE SMOLTREV UD FOR STORÅ

Etablering af et smolt-rev på Nordfyn kan måske forbedre kystfiskeriet i området:

Når de små smolt forlader vandløbene, er de virkelig sårbare overfor prædation fra fx skarver og sæler. Derfor har Naturpark Lillebælt lige nu et samarbejde med DTU Aqua om at etablere et smolt-rev, som skal give de små havørreder bedre leve- og skjulesteder i perioden kort efter, fiskene har forladt vandløbet. – Det forventes, at revet også vil forbedre fødegrundlaget for smolt i den sårbare første periode i havet samt have positive effekter for andre arter, lyder det på fiskepleje.dk. – På længere sigt er målet at gavne havørredbestanden og det tilhørende fiskeri i lokalområdet. 

– Revet er en del af projektet Bælt i Balance, som hører under Naturpark Lillebælt, fortsætter udmeldingen. – Det støttes af VELUX FONDEN med 7,5 mio. kr. Smolt-revet udlægges i 2022-23 ud for Varbjerg Havn i Båring Vig ved udmundingen af vandløbet Storå på Fyn (vist ovenfor), der har en god bestand af ørreder. I samarbejde med firmaerne HavNatur og SWECO er vandløbene ved Naturpark Lillebælt blevet undersøgt for at finde en god lokalitet til et smolt-rev. Undersøgelserne viser, at Storå er det mest velegnede vandløb til projektet.

– En stor del af de danske havområders naturlige stenrev er tidligere blevet fjernet ved stenfiskeri og brugt til f.eks. molebyggerier og byggematerialer. Smoltene møder ved udvandringen fra vandløbene derfor mange steder et havmiljø, der mangler skjulesteder. Det er derfor oplagt at undersøge, om etablering af et stenrev ved en vandløbsmunding kan give smoltene de nødvendige skjulesteder, så fiskenes muligheder for at overleve forbedres.

Du kan læse meget mere om det spændende projekt her.

 

Grejxperten