aug 14, 2024 | Nyheder
Der bliver taget fine havørreder langs de sydsvenske kyster, og en af dem, der har været på Skånekysten, er Hashim Alhusseini. – Det var min første fisketur efter ferien, fortæller Hashim Alhusseini. – Også før ferien havde jeg egentlig ikke været så meget ude, så jeg trængte virkelig til noget frisk luft samt at se nogle af mine gode fiskevenner.
– Vores forsøg på de første pladser gav ikke noget videre – ud over nogle mindre fisk, så vi tog i stedet tilbage til et andet sted, hvor der tidligere havde været mere aktivitet. Allerede i det første eller andet kast så jeg noget stort svømme ude foran, og jeg sænkede min indspinningsfart. Fisken inhalerede med det samme mit OGP Silling, og så startede der ellers en voldsom fight, hvor jeg var virkelig bange for at miste den stærke fisk.
– Efter en superspændende fight og lidt tålmodighed, lykkedes det mig dog til slut at få den i nettet. Den store havørred vejede 5,040 kilo og var 76 centimeter lang, slutter han.
Du kan læse meget mere om havørredfiskeriet langs Skånekysten her.
mar 24, 2024 | Nyheder
Den svenske vestkyst byder på masser af spændende muligheder for havørredfiskerne. Selvom snitstørrelsen ofte er lidt lavere end i fx Skåne og Blekinge, så bliver der selvfølgelig også landet større fisk her. Premieren lidt længere nordpå ligger senere, så hvad kan være mere oplagt end at søge sydpå, når man kommer fra Göteborg.
– Min far og jeg glædede os så meget til kystsæsonens start, at vi forleden blev enige om at køre sydpå til Skånekysten for at tyvstarte, for her har jo været åbent for kystfiskeri et godt stykke tid nu, fortæller Sarah Bergman. – Vi startede tidligt på dagen og lagde ud med at fiske en række pladser i nærheden af Höganäs, men vi mærkede intet her.
– Da fiskedagen nærmede sig sin afslutning, tog vi vores sidste stop, inden turen gik hjemad. I femte kast får jeg spundet helt ind, og lige inden jeg skal til at løfte blinket fri af vandet, kommer en havørred for fuld fart og tager agnen lige foran mig. Stangen flekser fuldstændig sammen, og det bliver til en kort kamp inde foran, inden jeg kan løfte havørreden op i nettet. Fisken, som tog en Viken Herring kystwobler, var 70 cm og 4kilo, slutter hun
Læs mere om kystfiskeriet efter havørred på Skånekysten i denne artikel.
jan 3, 2024 | Nyheder
Kystørrederne har været fredet på Skånekysten i nogle måneder nu, men fiskeriet startede igen den første januar. En del har været ude for at prøve kræfter med havørrederne i kulden, og en af dem er Daniel Jabi:
– Det har været en fin dag i dag med syv havørreder fra Höganäs kysten, hvoraf to var 64 cm og 1 var 53 cm, fortæller han. – Resten var under de 50 cm. Alle fisk huggede på en Savage Gear Sandeel i sort og rød. Det var en god start på havørredfiskeriet langs Skånekysten her i 2024. Knæk og bræk samt godt nytår til jer alle, slutter han.
Hvis du selv har fanget en flot fisk, så tøv ikke med at sende redaktionen 10-15 linjer og et godt foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
Læs mere om havørredfiskeriet på Skånekysten her.
feb 15, 2022 | Nyheder
Der bliver fortsat landet fint med blankfisk på Skånekysten og Senad Alkovic har som sædvanlig været på pletten:
– I går havde jeg egentlig tænkt ikke at fiske på grund af den hårde vind fra syd, hvilket ikke gør det let for en fluefisker på Skånekysten, men jeg kunne alligevel ikke dy mig, da jeg pludselig havde en god fornemmelse i kroppen. Jeg tog derfor et par timer til kysten, hvor jeg på min Polar Magnus fik et seriøst hug. Fisken kæmpede virkelig godt i den hårde strøm og de støre bølger, men den landede til slut i mit net. Fisken var 70 cm og cirka 4 kilo, slutter han.
Savner du lidt inspiration til dit kystfiskeri, så tjek vores store artikelarkiv, hvor der er masser af kystartikler her – og flueartikler her.
Har du selv fanget en flot kystørred, så send os gerne din beretning samt et godt foto på jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
jan 3, 2022 | Nyheder
Skånekysten, der har været fredet for havørredfiskeri i et par måneder, åbnede igen pr 1. januar – og det er der mange kystfiskere, som har set frem til. En af dem, der har været ude på premierefiskeri er svenske Björn Kronkvist.
– Allerede den første januar om morgenen var jeg ude og fik årets første havørred samt tabte et par stykker på en plads syd for Simrishamn, fortæller han. – Jeg fik derfor blod på tanden til en fiskedag mere, så allerede den anden januar begav jeg mod kysten igen. Vandet var fem grader og jeg fiskede med en UV Pattegris for enden af min sinktip line, da jeg pludselig fik et godt hug på fluestangen. Fisken vejede 3,2 kilo og var 66 centimeter lang.