DSF – ET GODT SKRIDT I DEN RIGTIGE RETNING

Af Jens Bursell

Brugen af fisketegnsmidlerne har i årevis – og med rette – været kritiseret for i alt for ringe grad at blive brugt til det de oprindeligt var øremærket til – nemlig at sikre større og stærkere fiskebestande. Det har ligeledes været en anke, at brugen af pengene ikke har reflekteret bredden i dansk lystfiskeri, fordi næsten alle midlerne har været brugt på laksefisk. Denne kurs for brugen af fisketegnsmidlerne har i årevis har været bakket op af DSFs tidligere ledelse.

Siden formandsskiftet for et par år siden har DSF dog i højere og højere grad bevæget sige i en retning, der tilgodeser alle danske lystfiskere – en udvikling der understøttes og medkatalyseres af den nye brancheforening Dansk Lystfiskeri, som arbejder for større diversitet i fiskeriet.

DSF har netop været til møde det såkaldte § 7 udvalg, hvor der pt lægges planer for brugen af midlerne de næste tre år – og under overskriften ”Pengene fra fisketegnet skal komme alle lystfiskere til gode” på facebookgruppen ”Talerør for Danmarks Sportsfiskerforbund” kommenterer formanden for DSF – Torben Kaas – følgende:

– Vi havde to klare budskaber med til mødet. For det første skal der bruges flere penge på vores ødelagte marine miljø og projekter, som belyser problemerne dér og peger på løsninger. Særligt på kysterne skal vi satse med fisketegnsmidlerne. Dertil kommer et behov for at hjælpe rovfiskebestandene i vores søer på vej. De ting skal komme oveni det store arbejde med vandløbene. Og for det andet er der hvert år historisk trukket 10 mio. kroner af fisketegnsmidlerne, som bruges til at opfylde krav i Vandrammedirektivet. Vi mener ikke, det er lystfiskernes opgave at betale for naturødelæggelser som følge af “vandløbsvedligeholdelse” med meget mere. De penge skal i stedet bruges på direkte hjælp til at få vores fiskebestande på fode.

– I forlængelse af et dagsordenspunkt om pristalsregulering af tegnet spillede Peter Lyngby og Claus Eriksen fra Dansk Lystfiskeri ind med et ønske om at markedsføre fisketegnet bedre, så vi kan få nogle flere penge at gøre med. Vi har nu lagt sporene for, hvordan vi kommer videre med alt ovenstående, og så følger vi op på et nyt udvalgsmøde inden sommerferien. Jeg gætter på, at vi kommer langt med at sætte aktiviteter i gang for kyster og søer samt med pristalsregulering og markedsføring. Opgaven med at få de 10 mio. “hjem” til os igen er større og er ikke klaret med et snuptag – men vi har en plan…, slutter han.

Det bliver spændende at se de endelige planer for den kommende treårs-periode i fiskeplejen. En ting dog er sikkert: DSF bevæger sig i den rigtige retning – og det kan kun blive bedre af, at brancheforeningen Dansk Lystfiskeri nu også er der til at udklække og katalysere nye ideer – samt bakke op om DSF i kampen for bedre fiskebestande.

DSF indspark til en omfordeling af fisketegnsmidlerne er et rigtig godt initiativ, for det er den vej vi skal, hvis vi vil udnytte fisketegnsmidlerne bedre. Men – vi er dog langt fra i mål. Selv hvis DSFs forslag går igennem, udnyttes midlerne stadig alt for ineffektivt, så længe DTU Aquas selv prisætter sine projekter uden reelt armslængdeprincip og konkurrence – og stort set uden kontrol. Hvem ved – måske vi kunne få dobbelt så meget forskning for pengene, hvis der var konkurrence om projekterne? Eller – vi kunne få lavet den nødvendige forskning for det halve – og bruge resten på habitatsrestaurering og flere fisk?

 

drømmerejse til Amazonas fiskogfri.dk iFish Travel

Juniorboxen - Hvidovre Sport

UV-Jægerne optaget i §-7 Udvalget

I paragraf 7 udvalget sidder blandt andet repræsentanter for alle dem, der betaler fisketegn – og som et led i at få alle brugere af vores akvatiske ressourcer hørt, har man netop optaget UV-Jægerne i udvalget.

– Som led i Dansk Sportsdykkerforbunds arbejde for UV jagt, er vi blevet optaget i paragraf 7 udvalget, som blandt andet varetager fisketegnsmidlerne og kommer med indspark til lovgivning om det rekreative fiskeri, fortæller Johan Wedel Nielsen fra Dansk Sportsdykker Forbund til Fisk & Fri. – Vores vision for arbejdet er at varetage undervandsjægernes interesser i Danmark. Vi har i udvalget lavet følgende politiske målsætning:

  1. Vi mener mindst halvdelen af midlerne fra fisketegn skal gå til reelle tiltag i naturen – fx udsætning af fisk eller naturgenopretning.
  2. Vi mener, at nye stenrev skal kunne finansieres via fisketegnsmidler.
  3. Desuden mener vi, at UV-jagt skal sidestilles med lystfiskeri i saltvand som et let håndredskab. Dette vil betyde øget afgang til zoner hvor UV-jagt er forbudt – fx Vellerup Vig.
  4. Udsætning af pighvar bør opprioriteres.

Marin biolog Johan Wedel Nielsen vil varetage UV-jagt udvalgets arbejde i paragraf 7. Ovenfor kan du se ham med en flot pighvar fra Kronborg, som vi nok alle ønsker flere af til det rekreative fiskeri. Danmarks Sportsdykkerforbund tæller cirka 10.000 medlemmer hvoraf cirka halvdelen dyrker UV-jagt.

 

drømmerejse til Amazonas fiskogfri.dk iFish Travel

 

Juniorboxen - Hvidovre Sport