DJURSLAND MASTERS 2022 STOR SUCCES

– Til årets Djurland Masters, som blev afholdt her i weekenden, blev der indvejet mange flotte fisk, og der var god stemning ved Nappedam Lystbådehavnen, som var base for arrangementet. I år blev der købt 110 deltagerbeviser til konkurrencen, hvilket er en lille stigning fra 102 tilmeldte i 2021. Sådan lyder det fra arrangørerne af det traditionsrige event, der afholdes af århusianske AROS.

– Efter en uge med vind fra øst var yderkysten lukket. Fiskeriet begrænsede sig derfor til vigene og Helgenæs. Vinden var dog stillet af, men tang og ålegræs i vandet hindrede fiskeriet en del. Selvom vigene var godt varme, blev der alligevel fanget flot med havørreder. I løbet af fredagen kom der seks havørred ind til indvejning, og flere kunne berette om flotte fisk, der var set eller tabt.

– Om lørdagen var der fint vejr med let regn, skyet og sol. Allerede fra om morgenen kom der en ny førsteplads, og den første fisk over to kilo blev fanget i Kalø Vig. Hen ad eftermiddagen kunne flere steder på yderkysten fiskes – for dem der ellers turde tage chancen og køre derud. Fiskeriet havde været fremragende for flere, og mange kom forbi Nappedam til en fadøl, en pølse og en god snak ved teltet. Andre måtte slide for en enkelt havørred derude. 

– Søndag var dagen, hvor alle virkelig havde chancen for en 1. plads og præmier for mere end 13.000 kr: En fisk på mere end 2,010 kg skulle slås. Yderkysten var nu stilnet af, og nattens lette vind havde fået mange til at køre østpå. Allerede fra om morgenen stod der folk klar til indvejning, og lidt op af formiddagen kom Rasmus Stenholm med en flot havørred fra bunden af Kalø Vig fanget på flue. Det var en fisk på 2,520 kilo, der holdt 1. pladsen til slut og vandt årets konkurrence.

– Der kom yderligere tre gode havørreder til indvejning inden klokken 15 – og anden, tredje samt femtepladsen blev skiftet ud, hvilket gav lidt sul på den ellers tynde rangliste. Vi er yderste tilfredse med slutresultatet – taget fiskeforholdene i betragtning, slutter arrangørerne fra Lystfiskerforeningen AROS, der samtidig takker alle deltagerne for god stemning, flotte fisk og støtte til foreningens arbejde. 

Top tre blev:

  1. Søndag 11.30 Rasmus Stenholm – 60 cm, 2,520 kg – Kalø Vig
  2. Søndag 14.00 Marck Trøjborg – 59 cm, 2,090 kg – Kalø Vig
  3. Søndag 14.00 Søren Andersen – 56 cm – 2,040 kg – Kalø Vig

 

Havørred - Refleksioner på kysten
Grejxperten