FORLÆNG SÆSONEN: PÅ LAKSEEVENTYR  I SKOTLAND

På vej mod pragtfulde lakseoplevelser med fluestangen ved Orton Water – Spey.

Skotland byder på et fantastisk laksefluefiskeri i klassiske omgivelser – og giver samtidig den ivrige lakseentusiast spændende muligheder for at forlænge sæsonen – både tidligt og sent.

 

AF PELLE KLIPPINGE, FOTO: PELLE KLIPPINGE, JESPER FOHRMANN OG ALASTAIR GOWANS

 

– HAY, IT’S A SPRINGER, råber gillien Dave Cowie. – Laksen tager endnu et udløb i den lille pool, mens Dave flytter roligt rundt med nettet for at være klar til landingen. Pludselig giver det nogle kraftige ryk i stangen, samtidig med at laksen laver et gevaldigt spring, inden den tager turen opstrøms til stenene i Plank Pool.

Inden længe kommer laksen dog under kontrol og glider roligt i nettet. Det er en skøn fornemmelse at starte sæsonen på denne måde. Selv om det kun er et par grader varmt, føles fingrene rigtig varme. Også lidt længere nede af elven er min norske kammerat Steinar i gang med at fighte en springer. Noget tyder på, at vi har ramt et godt træk. Den kører rundt i poolen Ferrochs, inden den omsider kan landes, og da det endelig sker, runger en herlig latter gennem

dalen. Også han har svært ved at fatte, at sæsonen allerede er gået i gang. I hans hjemland ligger sneen nemlig stadig meterdyb… Hans hemmelige våben – en lille Blue Charm bundet på et kobberrør, sidder benhårdt i kæften, og mens han fortæller om dens fortræffeligheder hører vi, at en anden kammerat – Mikael Garbov er ved at fighte en laks nede i Canary Pool. Jo – der er gang i den. Præcis som de andre laks viser den sig at veje i omegnen af de fire kilo. Han holder laksen i det kun tre grader varme vand et øjeblik for at få et foto, hvorefter den genvinder sin frihed. Det er det helt store smil, der er fremme, mens han fortæller om selve hugget. Pludselig er der bare så meget at fortælle, og at kameraet lander i vandet ved en fejltagelse betyder intet. Ikke når der er springers i farvandet.

 

Tradera

 

En laks som denne fraEarn Floden er hele turen til Skotland værd.

En laks som denne fra Earn Floden er hele turen til Skotland værd.

Laks og forår i Skotland

Foråret er knapt begyndt, men alligevel er der fuld gang i laksefiskeriet. Vi ser laks i overfladen næsten hver dag, har flere hug og lander flere fisk. Nogle af disse er rigtig stærke og leverer en forrygende fight. Vi mister dog også en del fisk, men action – det er der. Den bedste hugperiode er normalt fra frokost og frem til sen eftermiddag, hvor temperaturen ofte stiger, så hvis ikke man orker at stå tidligt op, kan det ikke blive mere komfortabelt.

Spændingen er i top, og med nyheden om, at fiskerne på Cranhes lige har landet flere nystegne laks, fisker vi dybt koncentreret. Fuglene er begyndt at synge, og det er forår ved Dee. At opleve dette fantastiske fiskeri føles næsten som en tyvstart. Laksefluefiskeri i Skotland er en kulturel godbid af høj karat. Det var jo her det hele startede, og der findes masser af flotte elve at vælge imellem. De maleriske pools er som hentet ud af klassiske fluefiskebøger, og det er i det hele taget et fiskeri, som oser af æstetik. Selv i de tilfælde, hvor laksene udebliver, er du derfor garanteret andre værdifulde oplevelser. Her er dybe skove, bølgende grønne dale og smukke heder med imponerende stenslotte – samt masser af vildkaniner, fasaner, agerhøns, rovfugle og ikke mindst kronhjorte.

 

De bedste lakseelve i Skotland.

De bedste lakseelve i Skotland.

En lang laksesæson i Skotlands ”Highlands”

The Highlands er betegnelsen for et utroligt smukt område med langstrakte bjergkæder, som afvander flere af de vigtige lakseelve – eksempelvis Spey og Dee. Et besøg her – gerne kombineret med en vandretur i højlandet, er noget man ikke bør misse. I Speydalen ligger der desuden en række kendte whiskydestillerier, som er åbne for besøgende – eksempelvis Glenfiddich, Glenlivet og Macallan. Nogle af disse har i øvrigt deres egne helt specielle laksefluer, som interessante souvenirs. 

Skotland er unikt i en laksesammenhæng, fordi sæsonen er så utrolig lang. Flere af de store elve starter fiskeriet allerede i midten af januar, og sæsonen slutter visse steder først i slutningen af november. I årenes løb har jeg fisket en lang række skotske elve, lige fra tidligt forår til sent efterår, og på et godt år kan der fanges nystegne, blanke fisk lige fra start til slut. Intet andet land jeg kender, kan konkurrere med dette.

Planlæg dit laksefiskeri i Skotland

 Når turen skal planlægges er det vigtigt at sætte sig ind i forskellene på de forskellige elve. Generelt kan det siges, at det udelukkende er øst- og nordkystens elve, som er gode til det helt tidlige fiskeri – især Dee, som udmunder ved Aberdeen. Blandt andre gode elve i denne periode kan nævnes Tweed, Tay eller Spey som alle er ganske store og brede elve. Men også mindre elve som South & North Esk og Don kan være produktive.

Længere nordpå er de bedste bud Deveron, Findhorn, Oykel, Carron, Beauly, Brora, Helmsdale og Thurso. Sidstnævnte ligger helt oppe mod nord, hvor langskabet er goldt, bart og forblæst. Her går fårene i gigantiske flokke, og giver sammen med de lokale whiskydestillerier området en unik karakter. I byerne fyrer man med tørv, hvilket giver en helt speciel duft, og om noget en helt enestående »taste of Scotland«.

 

1) Flot skotsk nystegen laks fangetpå stor Waddington Shank i klassisk sort-orange farve - kombination. Fisken er fanget af Fisk & Fri’s Jesper Fohrmann der nogle uger om året arbejder som guide i Skotland. Han anbefaler fluer bundet i sort -orange og gul-sort igennem hele sæsonen.. 2) Tweedgillien og legenden Wattie Dodds på 80 år har set en hel del laks i sin tid...

1) Flot skotsk nystegen laks fanget på stor Waddington Shank i klassisk sort-orange farve – kombination. Fisken er fanget af Fisk & Fri’s Jesper Fohrmann der nogle uger om året arbejder som guide i Skotland. Han anbefaler fluer bundet i sort -orange og gul-sort igennem hele sæsonen.. 2) Tweedgillien og legenden Wattie Dodds på 80 år har set en hel del laks i sin tid…

Det tidlige forårsfiskeri efter laks i Skotland

Langs øerne Hebriderne samt den Skotske vestkyst findes også mange attraktive lakseelve – fx Orchy, Stinchar og Nith, der alle er velrenomerede vandløb. I disse elve kommer opgangen typisk sent, så her er det primært efteråret, der er værd at satse på. Opgangen er meget afhængig af nedbøren, og der sker sjældent det vilde, før oplandet har modtaget en solid gang regn. Præcis derfor er disse elve mere følsomme over for ændringer i vejret end fx de fire store elve – Tweed, Dee, Spey og Tay, der i en fangstmæssig sammenhæng er i en klasse helt for sig. I runde tal fanges der i disse elve 5-20.000 laks med Tweed og Spey i top.

Forårsfiskeriet er mest stabilt i april-maj, men som nævnt starter opgangen betydeligt tidligere. Grilsefiskeriet kommer der for alvor gang i om sommeren, og når efteråret nærmer sig, kommer der igen flere større laks med i fangststatistikken. Her er det især Tweed, der dominerer med nogle vilde fangster.

Godt fiskeri efter laks i det skotske efterår

Det sene efterårsfiskeri – eller »back-end«, som det kaldes, er meget eftertragtet, og det er ikke uden grund. Sidste efterår oplevede man fangster på 2-600 laks på topdagene, men en månedstotal på 4-5000 laks! På nogle dage blev der altså fanget lige så meget, som der bliver taget på en hel sæson i Skjern eller Mørrum!

Men – det koster også. Vær beredt på at betale det samme for en uge, som du ville betale for de bedste pladser på Island eller Kola. Personligt har jeg haft mit bedste back-end fiskeri i Tweed sent i oktober. På nogle få intensive dage lige efter et højvande, landede jeg mange laks, og nogle solide havørreder, hvoraf en del var helt blanke på trods af den forestående leg. Det er ikke mange lande, der byder på et sådant fiskeri – samtidigt med, at det er både afslappende, bekvemt og behageligt.

 

Pelle med en fin trekilos laksfra poolen Grey Mare i Dee.

Pelle med en fin trekilos laks fra poolen Grey Mare i Dee.

 

Garmin Marinedeal

 

Masser af fiskemuligheder efter laks i Skotland

Fiskemulighederne er utrolig varierede. Private stræk er det mest almindelige, men der findes også en del dagkortstræk samt kombinationer af de to scenarier. Fiskerettighederne er ofte opdelt i såkaldte beats, som kan variere i længde fra fx to-fem kilometer. På et sådant stræk tillades der typisk kun et begrænset antal stænger, men så er der også god plads, og man har flere pools helt for sig selv.

På hvert beat og elv er der igennem generationer ført detaljerede fangstjournaler, og inden man kaster sig ud i fiskeriet, som i øvrigt altid skal forudbestilles, kan det godt svare sig at checke statistikkerne for de sidste fem år. Fangsterne varierer nemlig temmelig meget i løbet af sæsonen, så det gælder om at vælge det helt rigtige tidspunkt. Det mest normale er, at man går sammen nogle stykker og hyrer et helt stræk i en periode, som typisk ligger fra mandag til lørdag. Om søndagen er fiskeri strengt forbudt. For at holde den origiale fiskekultur i hævd er der typisk en officiel gillie på de bedste stræk, selvom også dette i stigende grad rationaliseres væk. Gillien er ansat til at værne om fiskeriet – og tage kærligt hånd om de fiskende gæster.

 

En flot grilse danser luftballet påEarn floden. Fisken lod sig lokke af Ally’s Cascade Salmon Fly.

En flot grilse danser luftballet på Earn floden. Fisken lod sig lokke af Ally’s Cascade Salmon Fly.

Sådan forløber en typisk fiskedag efter laks i Skotland

En skotsk fiskedag starter typisk med, at man møder gillien ved bredden klokken ni. Her gives instrukser om dagens strategi – og han er altid i nærheden med sit store net, hvis der skulle blive brug for det. Normalt er der ingen, som kender strækket bedre end ham, hvilket i mange situationer er guld værd. Gillien betales normalt beskedent af lodsejeren, og derfor forventes det, at man giver ham et godt tip ved fiskeugens afslutning. Selvom gillien typisk arbejder fra 9-17, så kan man normalt fiske, når man vil.

Hytter findes der også langs mange stræk. På klassiske Cairnton findes eksempelvis ikke mindre end fem hytter med 600 meters mellemrum, så det er ikke noget problem at komme i læ for dårligt vejr. Og for at det ikke skal være løgn, så sørger gillien normalt for, at der er god gang i kaminen ved frokosttid. Hytterne, der tit er fyldte med fangstjournaler og historiske lakserelikvier, er et sted, hvor man for alvor mærker historiens vingesus. Det kan man da kalde luksus!

Langs elvene er der typisk også en del småhoteller og guesthouses. Her kan man bo med helpension for en rimelig penge og få en frokostpakke med om morgenen, når man begiver sig ud for at fiske. Og om aftenen står den på middag og hyggeligt samvær på de mange pubs. For dem som endnu ikke har prøvet, er der kun at sige, at en pint Stout eller Guiness er et must. Og vil du spise billigt kan det let kombineres med en enkelt og klassisk gang fish & chips.

 Bed & Breakfast alias B & B finds der også masser af, hvilket er et ypperligt alternativ til førnævnte overnatningsmuligheder – især hvis man ikke har fået booket på forhånd. Også her får man typisk en ægte skotsk frokost med på fisketuren.

 

1) Det kan altid svare sig at allieresig med den lokale gillie – her Dave Cowie som har arbejdet på Cairnton ved Dee i omkring 30 år. 2) Bill Seviour fra Glasgow med en fem kilos oktoberlaks fra øvre Tweed.

1) Det kan altid svare sig at alliere sig med den lokale gillie – her Dave Cowie som har arbejdet på Cairnton ved Dee i omkring 30 år. 2) Bill Seviour fra Glasgow med en fem kilos oktoberlaks fra øvre Tweed.

Fiskeriet efter laks i Skotland kan variere

Laksefiskeriet påvirkes som bekendt af en lang række faktorer. Naturlige cyklusser og vandforhold er bare eksempler på dette. Variationerne kan være store, og der kan således være både gode og dårlige år. Det må man bare tage, som det kommer.

Skulle laksefiskeriet slå fejl, er der heldigvis rigtig gode muligheder for ørredfiskeri – både i elve og bjergsøer. Og – fiskeriet er ofte helt gratis, hvilket jo ikke gør det mindre interessant. Tips om det lokale ørredfiskeri kan normalt få i de lokal grejbutikker, som normalt er mere end villige til at dele ud af guldkornene. Skotterne er vældig gæstfri og venlige – og kan de hjælpe, så gør de det uden at blinke.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 2/2011

Se mange flere artikler om fluefiskeri i vores artikelarkiv her.

 

ForshagaAkademin 2026

 

Gillien og hans hund holder øjemed både laks og fiskere – klar til at skride i aktion med gode råd – eller med nettet.

Gillien og hans hund holder øje med både laks og fiskere – klar til at skride i aktion med gode råd – eller med nettet.

 

Med en springer som denne, får man næppe en bedre start på laksesæsonen.

Med en springer som denne, får man næppe en bedre start på laksesæsonen.

 

ForshagaAkademin 2026

Gummibensnymfe lokker sky kæmpelaks i Emåen

– Søndag og mandag havde vi bestemt at prøve lykken efter de store havørreder i svenske Emåen, fortæller Steffan Jensen. – Selvom vejret dagene inden havde været noget mere ustadigt med en del regn, var det med de største forventninger til fiskeriet, at vi startede søndag morgen. Der viste sig fisk i hele åen, men desværre forlød det, at de ikke rigtigt var i hugget. Dette skulle da også vise sig at være sandt, og derfor bestemte jeg mig efter et stykke tid at teste noget, som var mere utraditionelt og måske ikke prøvet af andre.

– En lille tung gummibens nymfe blev bundt på forfanget, og jeg startede mit fiskeri i den klassiske ”homepool”. Fluen blev fisket med almindelig nymfe teknink, frit drivende gennem vandet. De første 50 meter skete der ingenting, men jeg var heller ikke kommet ned til området, hvor alle fisk viste sig, og hvor jeg regnede med, at min teknik eventuellt ville virke.

– Et par kast senere bliver jeg så flået ud af mine egne tanker, da fluen bliver tager i et super hug. Fisken kroger helt enkelt sig selv, og fighten begynder. Min 11’ switch stang føles en smule kort, da fisken i første udløb vælger at tage turen hele vejen op gennem poolen på den anden side af, hvor jeg står. Her går den selvfølgelig rundt om et par store sten og ind i noget græs helt ovre på den anden side af åen. Jeg tror faktisk, at denne fisk er mistet, da det nu føles som, at linen bare sidder fast. Men pludselig vender linen nedstrøms igen samt hopper fint tilbage over de store sten, hvorefter den rigtige fight nu kan begynde. Herefter går det ret udramatisk, og jeg har faktisk tænkt, at jeg selv vil lande denne fisk uden hjælp. Men – første gang, den viser sig, ser vi også størrelsen på den rigtig store laks – og ændrer taktik. Heldigvis kan min kammerat Daniel taile den ude i vandet uden problemer, og nu har jeg så landet min første fisk i Emåen på min første tur… Glæden er total! Det er en super flot laks på 110cm, der efter nogle hurtige billeder glider tilbage til sit rette element. Da fisken er genudsat, må jeg simpelthen tage en pause, da laksefeberen nu virkelig sætter ind. ”Feberen” gør faktisk, at jeg ikke fisker ret meget resten af dagen, men bare nyder fangsten, selvom det ikke var den havørred, som vi egentlig kom efter.

 

Garmin Marinedeal

ForshagaAkademin 2026