GROV ABORRE FRA LILLE SØ

– Igennem flere år har jeg fisket i en mindre sø, hvor jeg har fanget aborrer op til omkring 1,2 kilo, hvilket har været rigtigt fine fisk taget søens størrelse i betragtning. Fiskene har generelt været i hugget meget af efteråret og om vinteren, men mon ikke de også kunne fanges her hen tæt på gydningen.

– Aborrerne skulle i hvert tilfælde have et skud, så bevæbnet med et par stænger og en bøtte orm, gik turen til søen, hvor jeg kunne rigge stængerne til ved 18 tiden. Jeg fangede hurtigt rigeligt af skaller og rudskaller til agn, og derefter kunne fiskeriet efter de store aborrer gå i gang.

– To flådstænger med levende skaller kom ud midt i søen, og så var det bare at vente. Der var lidt pillerier ved skallerne, og de kom flere gange ind med bidemærker og manglende skæl. Til sidst lykkedes det at få krogen i en rovfisk, som var en rigtig god og rogntung aborre på 1,6 kilo og 46 cm. Fisken var blot en anelse fra min personlige rekord, som er på 1,72 kilo. Fisken, som jeg har døbt Sara, kom efter en hurtig fotografering tilbage i søen, så den kan få lov at smide sine æg inden alt for længe, slutter Kasper, der har hjemmesiden fiskefoto.dk.

Du kan læse mere om søernes rovfisk i vores artikelarkiv her.

Grejxperten

 

Havørred - Refleksioner på kysten