FISKEDØD UNDER ISEN
Ja – ulempen ved en dejlig vinter med frost, er klassisk: Fiskedød i mindre vande på grund af iltmangel. Nu har isen efterhånden dækket vores vande så længe. at de første rapporter om døde fisk – blandt andet karper – dukker op rundt omkring. Og udsigten bliver ikke bedre, da der er frost lige så langt øjet rækker i vejrudsitgten. Tilsvarende øger snedækket risikoen for iltmangel i forhold til, hvis der var snefrit.
– Det kan være svært at gøre så meget ud over to ting. 1) I private vande kan man lave huller og nedsænke større iltpumper og 2) kan isen bære, og har man sikkerhedsudstyret i orden, kan man feje sne på isen på udvalgte områder for at sollyset bedre kan komme ned og danne ilt ved fotosyntese. Sidstnævnte kan blive et stort arbejde i en større sø, så det er naturligvis primært en idé til de mindre vande. Sådan lyder rådene fra Henrik Carl, der har ydet førstehjælp til en del søer i tidens løb.
Problemet med iltmangel under isen er som sagt størst i mindre lavvandede søer uden gennemløb og derfor med ringe vandudskiftning. Læs mere om regler og sikker færdsel på isen her.
FOTO: HENRIK CARL









