sep 13, 2024 | Nyheder, Sponsornyt
Tue Blaxekjær fra iFish Travel har været med et hold forventningsfulde kunder på Smøla i Norge for at fiske efter torsk, sej, langer og helleflyndere. Vejret i Norge viste sig fra sin bedste side, og det gjorde fiskeriet i den grad også, da det lykkedes alle deltagere at fange pænt med fisk. Fiskeriet efter langer var fantastisk, og alle mand fik fisk over 10 kilo. Turens to største langer var på 15,5 og 16,5 kilo.
– Udgangspunktet for de fiskerejser iFish Travel arrangerer til Norge, er at de er for alle og, at man derfor ikke behøver at være hardcore havfisker for at kunne deltage. Vores fokus er på et varieret og let tilgængeligt fiskeri efter mellemstore fisk. I området, hvor vi fisker, er der rigeligt med fisk, og specielt sejfiskeriet på let grej er underholdende. På vores netop overståede tur fik vi sej op til knap 7 kilo. Ud over torsk, sej og langer blev der på turen fanget blåstak, pighaj, brosme, hvilling, kuller og makrel.
Der vil i løbet af et par dage blive lagt nye fiskerejser til Smøla på iFish Travels hjemmeside, så hvis du er interesseret i en tur, kan du holde øje med hjemmesiden eller give Tue et kald på 20 48 50 45.
aug 8, 2024 | Nyheder, Sponsornyt
IFish Travel har en række spændende fiskerejser på programmet i den kommende tid, og du har blandt andet en unik mulighed for at tage på fiskeferie i Norge for kun 7.500 kroner:
– Så er det ved at være sidste chance for, at komme med på vores septembertur til Smøla i Norge, fortæller Tue Blaxekjær fra IFish Travel. – Fiskeriet er i øjeblikket rigtig godt, og vi modtager dagligt gode fangstrapporter fra Smøla. På turen skal der fiskes efter torsk, sej, lange og helleflynder. Vi har 3,5 fiskedage fra 20 fods joller udstyret med kortplotter og ekkolod. Derudover skal vi en enkelt dag fiske fra ”Fredig”, som er fiskecentrets turbåd. Vi bliver indkvarteret i hytter på delte dobbeltværelser. Der er afgang fra Kastrup lufthavn onsdag d. 4. september sidst på eftermiddagen, og vi er tilbage i Danmark mandag d. 9. september kl. 22.00, slutter han.
Vil du høre mere om turen kan Tue Blaxekjær fra iFish Travel kontaktes på telefon 20 48 50 45 eller via mail: tue@ifish.dk. Læs mere om turen her.
jun 26, 2023 | Nyheder
– Det nye fiskerejsebureau iFish Travel tilbyder ture til destinationer i Amazonas med et helt fantastisk fiskeri, som kun få europæiske lystfiskere har stiftet bekendtskab med, fortæller Tue Blaxekjær, der er den ene halvdel af iFish Travel. – Det, der skiller vores rejser ud fra andre, er, at det er all inclusive hele vejen igennem, men til priser hvor alle kan være med. Fiskeriet er meget actionpræget året rundt. De fisk vi fanger er med så vilde kræfter, at vi ikke kan sammenligne det med noget, vi kender hjemmefra. Peacock bass og vampyrtetra, er blandt de vildeste på hver deres måde. Men det er ikke kun disse to spændende sportsfisk, som floderne har at byde på. Én af vores guider er kendt for sin kunnen, når det gælder den sagnomspundne arapaima, og en anden er virkelig dygtig til at finde de helt store maller.
– Det er ingen hemmelighed, at regnskoven i Amazonas er plaget af ulovligt landbrug, skovafbrænding og overfiskeri. Hos iFish Travel er man gået sammen med en brasiliansk organisation, hvis formål er at udbrede bæredygtig oplevelsesturisme – herunder lystfiskeri. Kort fortalt går organisationens projekt ud på at hjælpe lokale fiskeguider med at forbedre forholdene omkring lystfiskeri ved at uddanne og informere. Organisationen spænder over 50 byer på tværs af stater og mange lokale forretningsdrivende. Når man bestiller en rejse gennem iFish Travel, bidrager man til hele dette projekt, og er på den måde med til at genetablere regnskov og fiskebestande. Helt konkret går 10% af prisen på en fiskerejse direkte til uddannelse og bevaringsarbejde.
– iFish Travel har indtil videre fire destinationer i Amazonas. Lige fra 100km fra en større by til knapt 1000 km inde i regnskoven, i områder der er kontrolleret af lokale indianerstammer. Vi tilbyder både færdige pakkerejser og rejser som sammensættes efter kundernes egne ønsker. Du kan læse mere om iFish Travel på ifish.dk.