apr 13, 2026 | Nyheder
Hvidovre Sports- og Lystfiskerforening stod i weekenden for en vigtig indsats for det lokale havørredfiskeri med udsætning af smolt – nemlig projekte ”Havørred København”, der har løbet over nogle år nu.
Lørdag den 11. april blev der udsat 5.000 stk. smolt, finansieret via fisketegnsmidlerne. Dagen efter, søndag den 12. april, blev der fulgt op med en endnu større udsætning på hele 20.000 stk. smolt.
– Udsætningen af de 20.000 smolt har kun kunnet lade sig gøre takket være generøs støtte fra en række erhvervsdrivende og klubber, fortæller initiativtagerne Per Fischer og Christian Balle. – Der skal derfor lyde en stor tak til Sjællands Småbådsfiskeklub, Hvidovre Sport, Sport Dres, Jagt & Fiskerimagasinet, Fairpoint Outdoors, FX Team, Fiskerikajen, Hvidovre Sport og Lystfiskeriforening, Egedal Fiskeklub, Hvidovre Kommune, Restaurant Kadeau, Kløvermarken A/S, Meny Domus Vista og Lakor. Deres bidrag har været afgørende for at det har været muligt at gennemføre udsætningen i denne skala. Udsætningen er med til at styrke bestanden af havørreder, en bestand som desværre er presset af la. skarvprædation. For at sikre, at flest mulige af de små ørreder kommer godt til havs, har man oprettet en smoltvagt, hvis opgave er at patruljere i området frem til onsdag i denne uge. Der skal derfor også lyde en stor tak til de personer som har meldt sig til smoltvagten.
Se Fisk & Fris video fra den første af disse udsætninger på vores YouTube kanal her.
Tjek denne video om kystfiskeriet efter havørredudsætningerne ved Hvidovre her.
jun 24, 2024 | Nyheder
Som du har kunnet læse i sidste uge på fiskogfri.dk er Søren Honoré død. Igennem 37 år har han siden 1982 ejet eller arbejdet for Fisk & Fri – og indtil 2019 lagt liv og sjæl i at layoute og være med til at producere det trykte magasin – Fisk & Fri. Æret være hans minde
Bisættelsen finder sted i Udby Kirke på Tuse Næs fredag den 28 juni klokken 15.00 – med efterfølgende gravøl i Udby Forsamlingshus.
Søren Honore var en stor fan af havørredudsætningerne ved København, hvor han flere gange deltog personligt på udsætningsdagen. Havørred København projektet har indtil dato udsat godt 75.000 havørreder i det sydlige København. Til minde om Søren Honorés store arbejde for Fisk & Fri – og dermed dansk lystfiskeri – samles der ind til en havørredudsætning i Sørens navn og ånd til foråret 2025. Ønsker du at støtte denne udsætning kan du bidrage på MobilePay 972994.
Læs Fisk & Fris mindeord for Søren Honoré her.
FOTO: JOHAN JENSEN. Billedet med Søren og denne fine wahoo er taget på en fisketur med sine gode venner i Tanzania.
dec 5, 2023 | Nyheder
Vil du ha´ flere havørred i Københavnsområdet? Hvis ja – og fisker du selv havørred i området fra Helsingør til Stevns, så er du velkommen og kvalificeret til at deltage en informationsaften med Havørred-København og DTU Aqua om havørredudsætning, mærkning og fremtiden for et attraktivt havørredfiskeri i Østdanmark. Arrangementet foregår i Hvidovre Sport- og Lystfiskerforenings lokaler på Biblioteksvej 60B, 2650 Hvidovre den 12. December kl. 19.00.
I foråret 2023 blev der udsat 16.000 ørredsmolt finansieret af fisketegnsmidlerne i udmundingen af Harrestrup Å. Alle fiskene var fedtfinneklippet. De mærkede fisk kommer fra to forskellige stammer og er genetisk forskellige. Formålet med projektet er at undersøge, hvor stort et bidrag udsætningerne giver til lystfiskeriet, og om én af stammerne er stærkere end den anden.
Havørredfiskere, der gerne vil bidrage til dette projekt og/eller bare vil vide mere ved at deltage til info-aftenen, bedes sende en sms til Per Fischer 30111463 eller Christian Balle 26393989.

Havørred-København og DTU Aqua inviterer til info-aften om havørredudsætninger ved Københavns Området.