HAVØRRED PÅ KYSTEN: BLANKFISK OVER 70 CM PÅ KONDOMSPINNER
Thierry Du Brail har gjort det godt på det sidste med hele tre østdanske blankfisk over 70 cm på ganske kort tid. De to første har vi for nylig skrevet om på fiskogfri.dk. Her får du historien om den tredje, som blev taget på Møn:
– Klokken 06.45 stod jeg klar på kysten med den flotte klint tårnende højt over mig. At det er vinter, gør fiskeriet til en både fascinerende og kompliceret oplevelse, hvor vejret spiller en afgørende rolle. Minusgrader giver ikke kun mindre behagelige forhold, men kan også påvirke fiskens adfærd. De mange skred fra 2023 har gjort, at vandet ofte er stærkt farvet af kalken, så fiskene har tendens til at trække sig tilbage, hvis vandet er højt.
– Selv i disse udfordrende forhold finder jeg dog som regel muligheder. Det at tilpasse sig den aktuelle vejrsituation er altid lærerigt – og en mulighed for at forny sin tilgang samt tage udfordringen op. På stranden besluttede jeg mig for at fiske den venstre side af bugten og kaste mit lille 15 grams sort/røde knivblink parallelt med stranden. Men tre timers fiskeri fordelt på to kilometer gav desværre nul fisk.
– Undervejs skiftede jeg blink to gange, og nu sad der en lille hjemlavet wobler i sort med gul på bugen – men uden succes. Mine fingre var efterhånden helt følelsesløse af kulde, så jeg satte min rygsæk ned og spiste en god sandwich, hvorefter den stod på lidt mørk chokolade og the. Heldigvis var jeg stadig varm om tæerne – og det er vigtigt.
– Det var blæst lidt op, og små bølger ridsede ovefladen. Noget måtte ske, så jeg skiftede til noget lidt utraditionelt på kysten – nemlig en rød gul kondomspinner, som man normalt bruger i åen til laksefiskeri. De andre fiskere jeg gik forbi, de grinede lidt af mig, men jeg fortsatte mit fiskeri med den 24 gram tunge spinner. Den skulle nok larme godt i vandet… 30 minutter senere – efter et spinstop, gav det pludselig et hårdt ryk, idet en rigtig god fisk tog min agn. Havørreden lagde ud med et voldsomt udløb, og adrenalinen pumpede rundt i kroppen på mig – WAUUUUWWW……………
– Jeg fiskede på et stykke med ret ren bund, så den store havørred fik bare lov at lave flere udløb – og der var rigtig god flex på min Sportex klinge. Fighten mindede mig meget om den anden fine havørred på fine 75 cm, som jeg fik for seks dage sidsen. Hjulet sang ved hvert eneste lange udløb, så jeg var snart sikker på, at det var en rigtig god fisk. Efter ti minutters fight og tre landingsforsøg – kunne jeg lade den blanke overspring glide over mit net. WAUUUUUWWW. Den var totalt blank, og hurtigt kunne jeg måle den 3,8 kilo tunge fisk til 73 cm. Jeg har været utrolig heldig på det sidste. Det er min tredje overspringer over 70 cm på blot fem fisketure – hvoraf to var nulture.
– Jeg satte mig på stranden, nød en protein bar og kiggede på den fine vinter havørred. Uanset om det er vinter eller sommer, så er det umuligt ikke at blive grebet af de fantastiske stunder, der kan opleves langs den smukke danske kyst, slutter han..
Læs om Thierrys forrige store blankfisk på kysten her.
Tjek den første af de tre store blankfisk Thierry fik her.











