maj 20, 2022 | Nyheder
Team Såhugdog har været to dage i Rønneby i Sydsverige, for at trolle efter laks i Hanöbugten, der ligger lige ud for. – Onsdag fiskede vi ca 23 mil fra land, fortæller Ulrik Roed og Rasmus Almbjørn. – Der var ikke mange fødefisk, og vi var de eneste ude i det område, men waypointet vi gik efter havde givet mange fisk tidligere. Midt på dagen blev vi belønnet med en fin blank finneklippet laks på 12.5kg og ud over det en hel del hornfisk.
– I går torsdag var vi igen på vandet, hvor vi prøvede lidt mere kystnært og fik en laks mere på ca 7-8 kg, men denne var en vildlaks og blev nænsomt genudsat. Vi mistede også en laks, som vi aldrig fik set. Endvidere fik vi hornfisk og en bundørred. Der er ingen tvivl: 2 1/2 dag i Rønneby i fantastisk vejr – det kan godt anbefales, slutter de.
Vil du vide mere om laksefiskeriet i dette område samt få en masse gode trollingtricks – så tjek vores video med den svenske trolling legende Pelle Karlsson, der fisker netop dette område. Se videoen her på Fisk og Fris Youtube kanal, hvor du kan abonnere gratis.
maj 18, 2022 | Nyheder
Selvom de første nordgående vandringslaks er rapporteret helt oppe ved Stockholm, så er der stadig godt med flotte laks i Hanöbugten ud for Blekinge:
I går var svenske Ulf Andersson fra Team Jokers, der kommer fra Linköping, ude og havde fem kontakter, hvoraf de fire kom ind til båden. – Den største af laksene var cirka 118-120 centimeter, og havde klippet finne, fortæller han. – Fisken har sandsynligvis været over 20 kilo. De resterende fisk vejede mellem seks og 9,5 kilo. Jeg var alene i båden, så det var ikke helt let at tage billeder, som du kan se på fotoet af den store ovenfor. Alle fiskene blev genudsat, slutter han.
Vil du have lidt inspiration til dit eget trollingfiskeri, så se vores video med den svenske laksetrollingguru Pelle Karlsson her på Fisk & Fris Youtube kanal, hvor du kan abonnere gratis.
maj 18, 2021 | Nyheder
Lige nu er nogle af de store vandringslaks i Hanöbugten på vej mod Mörrumsåen, mens hovedparten af dem lidt senere vil styre længere nordpå mod de helt store lakseførende elve i bunden af Bottenviken. Der bliver taget fint med flotte laks her for øjeblikket – og en af dem, der har haft succes i Hanöbugten er Per Sjøstrøm fra Verona Sportsfiskeri, der i går stævnene ud fra Tejn Havn med tre gæve laksegaster nordpå mod de hotte pladser i området:
– Mine jagtkammerater Niels Eichen, Kenny Mortensen og jeg var taget ud sammen efter laks med Per i anledning af 10 års jubilæet for vores bukkejagt sammen, fortæller Anders Christoffersen. – Det skulle vise sig at være en beslutning vi ikke fortrød. Egentlig ville vi have været lykkelige, hvis vi fik blot én enkelt laks, men det blev meget, meget bedre end det: Allerede efter fire timers fiskeri havde vi fået fire store fisk i båden. På laksefronten fik vi fem fisk med fire over målet. Fiskene, der var super flotte vejede 8 – 11,5 – 12,8 og 13,5 kilo. Den største huggede 30 fod nede på et blink fisket på downriggeren. Turens største overraskelse var dog en fantastisk flot 6,6 kilos havørred, der huggede på en brisling fisket i et agnhoved 1-2 meter under overfladen på en af paravane stængerne. Storørreden leverede et brag af en fight og var fri af vandet 5-6 gange under fighten. Alt i alt havde vi en fantastisk tur med Per, der sørgede for, at vi på alle måder fik en uforglemmelig tur, slutter han
Per har i øvrigt ledige pladser på turen den 26, 27, 28, 29 og 30 maj. Du kan booke her.
Anders med turens største laks. Ovenfor ser du ham med 6,6 kilos havørreden.
maj 12, 2020 | Nyheder
Danny Vixø Olsen er næsten lige begyndt at trollingfiske, men alligevel har han allerede fanget en trofælaks, som det er de færreste trollingfiskere forundt at fange. Det hele startede med, at han som håndværker var ude at lave et hus, hvor manden lige var død. Konen tilbød ham den afdødes båd til en rigtig god pris – og så startede trollingeventyret for Danny.
– Det er blot fjerde gang jeg er ude at trolle, og det kan man jo sige er gået meget godt, på trods af at det har været svært at få oplysninger om, hvor der skulle fiskes. Til at starte med mistede min kammerat Steen og jeg en lille laks – og smed også en rigtig stor en, der sikkert var over de 15 kilo. Pludselig fik jeg et massivt hug på mit blå/gule Rhinoblink, der fiskede på planerboardet med et 100 grams lod 4-5 meter nede i vandet. Fisken sprang totalt fri af vandet, og fighten varede 45 minutter, indtil vi kunne nette den i det første landingsforsøg. Fisken vejede 21 kilo og var fedtfinneklippet, så vi tog den med hjem, slutter han.
maj 11, 2020 | Nyheder
Team Toby har haft en fantastisk weekend på vandet, hvor de fangede hele syv laks med en snitstørrelse på 11,8 kilo. – Fiskene huggede ude syd for Utklippan, fortæller fangeren Leif Fredriksson. – Den største af dem alle på 21,5 kilo og 120 centimeter, huggede på downriggeren 25 fod nede, og blinket var et Ismo Magnum i farvevarianten 44 fra Trollingcenter. Fighten var helt vild, og den store laks var inde ved båden for så at stikke af igen 7-8 gange undervejs, Til sidst lykkedes det dog at få den flotte laks i nettet efter 25 minutters fight. Alle fisk blev genudsat.
Teamet, der også består af Lukas Fredriksson og Jakob Uvesten fangede desuden en ørred – og alle i båden fik PR på denne tur.
Har du selv fået noget spændende fra trollingbåden, så drop os et par linjer og et foto på jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
maj 3, 2020 | Nyheder
Pelle Karlsson hiver fortsat store laks i land fra sin trollingbåd i Hanöbugten, hvor der sandsynligvis vil være et godt trollingfiskeri efter de store vandringslaks de næste 2-3 uger, inden de fleste af fiskene er trukket længere nordpå. Vi har netop fået en melding fra den erfarne trollingfisker, som i går havde lidt af et bonanzafiskeri sammen med Seppo Kautto og Olle Bursenius på Pelles båd:
– I alt blev det til seks flotte laks, fortæller han. – Klimaks på turen var et vildt dobbelthug, hvor Seppo landede den ene af dem, som var virkelig god i stand. Den vejede 19,5 kilo, var 114 centimeter lang og havde en omkreds på 70 centimeter. Storlaksen huggede på en Ismo Magnum Sill. Den anden fisk i dobbelt hugget var nogenlunde samme størrelse og blev tabt på netkanten efter en hård fight. Den næstestørste laks vejede 11,5 kilo. – Men søn Andreas har også fået en stor fisk, men den kommer du til at høre om en af de næste dage, slutter Pelle.
Har du selv været ude med trollingbåden og har haft succes, så send os 10-15 linjer eller cirka 300 ord på mailen jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36. Vi ser frem til at høre fra dig.