TOUR DE PUT MED HYGGE OG PERFEKT GULDØRRED
– Lørdag morgen klokken 6 kørte jeg sammen med Janus Fishing og Fiskeri med Munken mod Hadsund Put & Take for at mødes med Tommy Søndergaard til en gang fiskeri, fortæller Thomas Røddik fra Effekt Team Danmark. – Det endte med, at vi hyggede os så meget, at vi var nødt til at tage et par timer i Revsbæk Put & Take også, for vi skulle se om Munkiormen også kunne fange fisk i det nordjyske. Og det må man sige den kunne.
– Det startede godt med to fisk på land efter meget få kast. Efter lidt tid begyndte jeg at bevæge mig rundt om søen. Specielt guldørrederne var meget legesyge. Jeg nåede to gange rundt om søen, hvor det blev til yderlige tre fisk, som alle fik friheden igen. Herudover havde jeg to mistede og en masse kontakter.
– I Revsbæk var søen helt elektrisk af aktivitet, da vi kom. Så vi måtte bare i gang med det samme. Jeg tog selv en lille guldørred tidligt. De andre havde rigtig godt fiskeri, men jeg havde lidt svært ved at få fiskene i tale, så jeg besluttede at gå ned i det modsatte hjørne af søen.
– Jeg var kommet næsten helt nede i bunden af søen, da jeg spottede en stor guldørred. Jeg skyndte mig at sætte Munkiorm Gul på og kastede et par meter foran den. Den angreb med det samme, og efter en god fight kom den på land. Jeg havde ikke vægten med, men jeg skyder den til 3-3,5kg. Det var virkelig en flot fisk. Både med hensyn til hygge og fiskeri var det bare en helt fantastisk dag. Tak for det. Både Hadsund og Revsbæk står bare knivskarpt og er bestemt et besøg værd, slutter Thomas, som du kan følge på Facebook her.

At Thomas fangede denne smukke guldørred på turen til Revsbæk, gjorde ikke just turen ringere.