SÅ STARTER SANDARTENS FREDNING IMORGEN

Fra og med i morgen den 1. maj klokken 00.00 er sandarten fredet frem til og med den 31 maj, for at få fred til at sikre de fremtidige generationer. Normalt gyder de på 1-3 meter vand over hård gruset, sandet eller stenet bund – et gydesubstrat der desværre er blevet mindre af på grund af øget eutrofiering og sedimentering gennem de sidste mange år.

Det er hannen, der indfinder sig først på gydepladsen, hvor han graver en fordybning med halen, som er cirka en halv meter bred. Hunnen ankommer senere, hvorefter de foretager et forspil, inden hunnen gyder sine æg, der efterfølgende befrugtes af hannen. Æggene klæber sig til fx grene, rødder og sten på bunden. Hannen jager hunnen væk, hvorefter han forsvarer reden aggressivt, indtil æggene er klækket.

Sandarten, der er en naturligt hjemmehørende art i Danmark, har desværre haft trange kår herhjemme i årtier – blandt andet på grund af erhvervsfiskeri på søerne og en underprioritering i forbindelse med forskning, forvaltning og fiskepleje. Her på fiskogfri.dk har vi påtalt dette i årevis, så vi må håbe, at der snart sker ændringer, så bestandene mere frit kan udfolde deres fulde potentiale til glæde for de kommende generationer af lystfiskere.

Mens du venter på sandartpremieren den 1. juni – så tjek denne inspirerende og flotte video, der viser hvordan du lettest fanger sandart på prik-spin med LiveScope i forward mode.

 

Hobie Outback fiskekajakker.dk

SLUTSPURT: SIDSTE CHANCE FOR STORGEDDEN

Så er det ved at være den sidste chance for at fange en grov gedde inden fredningen, som træder i kraft den 15 marts og varer til og med den 30 april.

Her op til legen kan fiskeriet været virkelig svært, fordi fiskene ofte ikke tager særlig meget føde til sig. Et af de bedste allround tips til fiskeriet på dette tidspunkt er derfor at nedskalere agnen efter princippet ”just a tiny little mint”. Ofte vil agn så små som 6-12 cm være et rigtig godt bud, på det der skal til for at udløse drømmehugget fra storgedden.

Vandet er stadig koldt, så der skal som regel også fiskes langsomt, hvis der er tale om spinne- eller dørgefiskeri. På de små søer kan fiskene være mere eller mindre overalt, men på de lidt større vande er det ofte de lavvandede områder, at fiskene skal findes på – eller på lidt dybere vand, der støder op til lavvandede områder.

Knæk og bræk i dit sidste forsøg på at lande drømmegedden i 23-24 sæsonen. Lykkes det dig at få en ordentlig krokodille, så send os et par gode fotos samt 10-15 liner til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.

På billedet en smuk 11 kilos gedde til Jens Bursell taget på en lille død agnfisk i den sidste uge op til fredningen.

Læs mere om fredningstiderne her.

Få overblik over geddefiskeriet i bogen “Geddefeber”, som du kan købe signeret her.

 

Jans Lystfiskershop

ØSTDANMARK: SÅ KAN DER HJEMTAGES TORSK IGEN

I den vestlige Østersø, som indbefatter Sydvestlige Kattegat, Bælterne, Sundet og dele af Østersøen, har torsken har været fredet for hjemtagning siden 15 januar, men fra og med i dag er fredningen slut. Det indebærer, at man må hjemtage én torsk over målet, som er 35 centimeter i hele Danmark på nær Skagerrak og Kattegat. Her er mindstemålet 30 centimeter. Læs mere om mindstemålene i saltvand her.

Vil du ud at fiske torsk på fx Øresund kan du booke kutterture her (RELKLAME)

Husk, at vi på fiskogfri.dk har en masse inspirerende artikler om havfiskeri efter blandt andet torsk, som du kan læse her.

Du kan læse mere om fredningstiderne for fiskeri i saltvand på Fiskeristyrelsens hjemmeside her.

 

Jans Lystfiskershop

HUSK DE SÆRLIGE HAVØRREDFREDNINGER FRA I DAG

Fra og med i dag er farvede havørreder i gydedragt fredet på kysten, hvilket gælder til og med 15 januar på nær ved Bornholm og Vadehavet, hvor fiskene har helle indtil 28 februar. Det er altså kun blanke kystørred med løse skæl, der må hjemtages på kysten i de kommende måneder.

Tilsvarende er alle havørred i ferskvand fuldstændig fredet frem til 28 februar. Denne fredning gælder alle former for ørred – dvs hav-, sø- og bækørred. Nogle steder er fredningen dog endnu længere.

 

Fluebinding hos Grejxperten

NYE FREDNINGSTIDER PÅ GEDDE OG HAVØRRED

Så er de nye fredningstider for fisk og krebs i ferskvand offentliggjort. De træder i kraft fra og med i dag.

For danske lystfiskere er det mest betydningsfulde uden tvivl, at man har valgt at starte fredningstiden på gedder allerede d. 15 marts i modsætning til tidligere, hvor geddens fredning først trådte i kraft den 1. april. Gedden er stadig fredet indtil den 1 maj, hvor geddepremieren stadig vil kunne afholdes efter de urgamle traditioner.

I ferskvand er fredningstiden for havørred udvidet, så den gælder fra 16. november til og med den 28/29 februar.

Læs mere om de nye fredningsbestemmelser her.

 

Hvidovre Sport Julekalender

Farvede ørreder er fredet fra og med i dag indtil d. 16 januar

Fra og med i dag er det forbudt at hjemtage de farvede ørreder, som du fanger – uanset om det er på kysten eller i åen. Fanger du derimod en sølvblank havørred med løse skæl – også kaldet en blankfisk eller overspringer – så må den hjemtages. Det betyder, at du ikke må hjemtage en farvet fisk igen før den 16 januar.

De farvede fiske kendetegnes ved, som navnet antyder, at de er farvede – ofte markant brunlige. Hannerne har typisk en udtalt kæbekrog som vist på fotoet ovenfor, mens hunnerne typisk er mindre farvede – og ofte grålige eller stålfarvede. Fælles for alle de farvede fisk er, at de ikke har løse skæl, men en mere fast og slimet overflade, hvor skællene ikke på samme måde falder af, når man rører ved fisken.

Et godt tip til at undgå at skade de fisk, som skal genudsættes er blandt andet at bruge mindre kroge, undgå netning samt at afkroge de fisk, som skal genudsættes, i vandet.

Du kan læse mere om skånsomt fiskeri her.

– og om fredning af farvede fisk her.

 

Friluftsland