Så er det ved at være den sidste chance for at fange en grov gedde inden fredningen, som træder i kraft den 15 marts og varer til og med den 30 april.
Her op til legen kan fiskeriet været virkelig svært, fordi fiskene ofte ikke tager særlig meget føde til sig. Et af de bedste allround tips til fiskeriet på dette tidspunkt er derfor at nedskalere agnen efter princippet ”just a tiny little mint”. Ofte vil agn så små som 6-12 cm være et rigtig godt bud, på det der skal til for at udløse drømmehugget fra storgedden.
Vandet er stadig koldt, så der skal som regel også fiskes langsomt, hvis der er tale om spinne- eller dørgefiskeri. På de små søer kan fiskene være mere eller mindre overalt, men på de lidt større vande er det ofte de lavvandede områder, at fiskene skal findes på – eller på lidt dybere vand, der støder op til lavvandede områder.
Knæk og bræk i dit sidste forsøg på at lande drømmegedden i 23-24 sæsonen. Lykkes det dig at få en ordentlig krokodille, så send os et par gode fotos samt 10-15 liner til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
På billedet en smuk 11 kilos gedde til Jens Bursell taget på en lille død agnfisk i den sidste uge op til fredningen.
Læs mere om fredningstiderne her.
Få overblik over geddefiskeriet i bogen “Geddefeber”, som du kan købe signeret her.