FJÆSING PÅ STANG OG TALLERKEN

Fjæsingen er ikke specielt eftertragtet blandt lystfiskere på grund af dens lille størrelse og frem for alt dens giftige pigge. Men det er synd, for ifølge Bo Troelsen findes der ikke noget bedre end en skindstegt fjæsing.

 

AF BO TROELSEN

 

AV FOR POKKER! – Skriget blev hængende i luften, mens en smerte, der overgik alt andet, jog fra hånden og op igennem min 12-årige spinkle drengearm. Jeg kunne slet ikke fatte, at jeg var blevet stukket af en fjæsing. Det kan man jo dø af, havde min bedstefar sagt. Dagen var ellers startet helt perfekt. Jeg havde fået lov til at komme med min bedstefar ud og fange fladfisk. Vi var stået tidlig op, og havde pakket fiskegrejet samt madkurven i bedstefars grønne Morris 1000 med bindingsværk.

Fladfiskene var i hopla lige fra starten, så der kom hurtigt nogle fisk i spanden. Ud over fladfisk fik vi også en hel del fjæsing, som kom i en anden spand. Jeg havde fået strenge ordrer på at lade bedstefar afkroge fjæsingerne. Men drenge er drenge, og da jeg fik øje på en fjæsing, der lå uden for spanden, begik jeg den fejl at tro, at fisken var død. Det var den bestemt ikke, og smerten da den stak min tommelfinger husker jeg tydelig den dag i dag. Bedstefar fik hurtigt min finger stukket i en kop varm kaffe, og derefter gik turen til lægen, der kunne berolige mig med, at jeg ingen mén ville få.

Da hele familien søndagen efter var samlet til det store kolde bord, var der selvfølgelig også lune fjæsing fileter på menuen, og gumlende med munden fuld af denne himmerigs spise, lovede jeg mig selv, at det ikke var sidste gang jeg skulle fiske efter fjæsing. Men jeg ville helt sikkert passe bedre på fremover.

 

Jans Lystfiskershop

 

De giftige pigge sidder på deførste to finnestråler af rygfinnen. Desuden er der en gift pig på hvert gællelåg.

De giftige pigge sidder på de første to finnestråler af rygfinnen. Desuden er der en gift pig på hvert gællelåg.

Pas på fjæsingens giftige pigge

 Fjæsingen er den eneste giftige fisk i de danske farvande og har ikke uden grund fået tilnavnet – havets hugorm. Alle, der har set eller læst Hans Kirks roman, Fiskerne, husker sikkert, hvordan det gik en stakkels fisker, der blev stukket af en fjæsing i hånden. Han døde efter nogle dage med mange smerter og feber. Mange fiskere har gennem tiderne stukket sig på fjæsinger, og en del gamle fiskere har pga. disse stik fået krumme fingre, der ikke kan rettes ud. Så galt går det dog heldigvis sjældent, men der er bestemt god grund til at behandle en fjæsing med stor respekt. Så brug altid en lang krogløser-tang, når krogen skal fjernes.

 Det er meget smertefuldt at blive stukket af en fjæsing. Du vil ofte få hævelse og misfarvning omkring stikket. Smerterne kan stråle ud i hele armen, hvis du bliver stukket i hånden. Hvis man er så uheldig at blive stukket, er den bedste førstehjælp, straks at anbringe stikstedet i så varmt vand, som du overhovedet kan holde ud i 30-60 minutter. Det varme vand lindrer smerten, og er med til at neutralisere giften. Derefter bør du søge læge.

Sådan fanger du fjæsinger

 At fange fjæsinger kræver ingen speciel teknik eller grej, da de hugger på alt fra fladfiskeforfang til fluen. De er således en sidegevinst ved alt andet fiskeri, men vil man fiske målrettet efter dem er et fladfiskeforfang med sand- eller børsteorm et godt udgangspunkt. Sæsonen for fjæsing er sommermånederne, og pladser med sandbund er bedst, men de kan også fanges på sten og grusbund. Her kommer en rigtig lækker opskrift på fjæsing. Opskriften kommer fra min gode ven Karsten »Kok« Pedersen, som er køkkenchef og medejer af Struer Grand Hotel og Tambohus kro.

 

Køkkenchefen på Struer Grand Hotel Karsten Pedersen, har kreeret en lækker tilberedning af fjæsing til Fisk & Fri’s læsere.

Køkkenchefen på Struer Grand Hotel Karsten Pedersen, har kreeret en lækker tilberedning af fjæsing til Fisk & Fri’s læsere.

 

Skindstegt pighvar – sådan gør du (2 personer).

4-6 fjæsing fileter

Spæde salater (fx rucola, frisse, rødbede blade og spinat blade)

Radiser, forårsløg, purløg, brøndkarse, dild, koriander

Evt. et par nye kogte kartofler i skiver

Groft brød

1 spsk. vindruekerneolie

1 spsk. jomfruolivenolie

1 økologisk citron

Del citronen på midten og læg skærefladen ned på en brandvarm pande. Citronerne er færdige, når skærefladen er helt mørk og karamelliseret. Tør fisken i køkkenrulle. Tag evt. en pincet og fjern de små ben, der sidder i midten øverst på fileten. Varm lidt vindruekerneolie og en lille klat smør op på en pande. Når panden er godt varm, lægges fisken med skindsiden nedad på panden. Steg fileterne på skindsiden til kødet skifter farve og bliver hvidt i stedet for klart. Tag panden af varmen og lad fileterne trække et par minutter. Krydder med salt og peber.

Lav en lækker salat med grøntsagerne. Dryp med saften fra citronen og en jomfruolivenolie som dressing. Server med groft brød, og en kold pilsner. Prikken over i’et er en hjemmetrukket valnøddesnaps til.

 

Friluftsland