HAVØRRED I KØBENHAVN: DÆMNINGEN VED KALVEBOD FÆLLED

– Det er ingen hemmelighed, at dæmningen – udover at være en smuk plads med hele Kalvebod Fælled i ryggen – også kaster fine fisk af sig, skriver Steve Camin til Fisk & Fri. – Pladsen er dog meget vind/strøm-følsom, men den sidste uges tid plus her i weekenden er der virkelig gode forudsætninger for at opleve godt fiskeri, derude. Ja, bevares det er en lang tur derud, men når alt spiller og man bliver belønnet med noget fint sølv. Ja, så gør det ikke så meget med lidt nulture, grøde og de der lige-ved-og-næsten fisk.

– I tirsdags fik jeg denne fine fisk, som du ser ovenfor på 57,5 cm og 1.8 kg. Og den er jeg fandme glad for. Jeg har egentlig ikke dyrket havørredfiskeriet vildt meget, men det har taget til i takt med dette års vinterfredning på torsk, og så er det jo heller ikke nogen tilfældighed, at det er det fiskeri, der dyrkes af allerflest lystfiskere rundt om i Danmark. For når det lykkedes, så er det en virkelig fed følelse at få en havørred på krogen.

– Jeg vil skyde på, at jeg har haft 40-50 ture – heraf cirka 10 til dæmningen efter havørred i år. Det er i alt blevet til ca. 20 fisk i nettet og lige så mange – hvis ikke flere – mistet. Heraf har 4 været over målet og alle under 50 cm. Det er jeg egentligt blevet meget godt tilfreds med, for jeg har lært at nedjustere mine forventninger, og det tror jeg er sundt. Et kig på de sociale medier kan hurtigt give indtryk af, at det er meget lige til at hive de store sølvbasser op af vandet, men sandheden er nok, at det for de fleste kræver en del tålmodighed, vilje, kunnen og en smule held. Jeg talte for nyligt med nogle danskere, der bor i Sverige, og de kunne berette, at en del svenskere kigger mod København med forestillingen om store fisk og det “fantastiske fiskeri”. Paradoksalt, nok, tror jeg, at lige så mange danskere og Københavnere kigger mod de svenske kyster med de samme forestillinger… Med det sagt tror jeg, at de sociale medier har en tendens til, at vi nemt kan føle, at græsset altid er grønnere på den anden side. Til trods for at vi alle faktisk har rigtigt godt fiskevand lige uden for vores dør.

– Men tilbage til i tirsdags. Jeg havde valgt at tage til dæmningen, fordi vinden passede, idet den kom fra øst, og jeg så havde jeg et lille håb om måske at ramme en fin fisk, inden kulden for alvor gør sit indtog. Hjemmefra havde jeg lånt kærestens røde neglelak og malet røde “hotspots” på et grønt/hvidt rotationsblink, farver som jeg syntes har vist sig særligt effektiv de sidste uger. Jeg ved ikke om de røde spots betød noget, men nu var de der altså.

– På vej til mit første spot mødte jeg en lystfisker ved navn Lukas, som jeg også mødte forrige gang. Han fortalte, at han lige var kommet, men at der i dag ikke var noget grøde i vandet, og det blev jeg glad for at høre. Det lignede efterhånden helt optimale forhold. Jeg fik hurtigt rigget til og begyndt fiskeriet, men efter halvanden times tid og ca. 300 meter vand der var fisket af nærmede jeg mig igen Lukas – uden at have mærket nogen fisk. Lukas havde fisket et stræk på ca. 200 meter – lidt frem og tilbage.

– Måske havde han mærket noget? Jeg gik hen til ham for at høre ham ad, for måske kunne hans erfaringer gøre mig lidt klogere. Lukas fortalte, at han havde haft en enkelt følger. Efter lidt snak spurgte jeg, om det var OK, at jeg stod ca.15 meter fra ham. Det syntes han -og så kunne vi jo hjælpe hinanden hvis der var fisk. Jeg når ikke at kaste mange gange, før en fin fisk kommer hamrende fra siden 4-5 meter ude. Den kommer med fuld kraft og inhalerer mit blink, hvorefter den tager turen direkte ud af vandet. Jeg når lige at tænke, at den er sgu fin, den her.

– Alt imens jeg hurtigt for løsnet på bremsen, spørger Lukas, om han skal hjælpe med net, men jeg er lidt for presset til at svare. Han regner den dog heldigvis selv ud. Min erfaring er, at fisken kan være dårligt kroget, når de hugger – især fra siden på spin-stops. Af en eller anden grund har jeg i hvert fald mistet mange fisk på den bekostning, og det havde jeg selvsagt ikke lyst til her.

– Fisken laver endnu et par fine og nervepirrende spring, før den tager en 10 meter line. Jeg beslutter her at stramme bremsen en anelse for at fiske den lidt hårdere. Den er så tæt på land, og jeg gider ikke give den for meget line, for så at miste den. Nu er Lukas også kommet, og fisken nærmer sig nettet, men kun for at springe op af vandet og svømme lidt længere ud igen. Den er ikke klar, men jeg insisterer på det, og i andet forsøg kommer den i nettet. Yes! Det var sgu fedt! Så fedt at jeg tog afsted igen om torsdagen, hvor jeg på halvanden time mistede to fisk. Sådan kan det gå. Så hvis du skal ud at fiske i weekenden, så syntes jeg, at dæmningen er et oplagt bud på et godt spot til havørred, slutter han.

Husk, at det altid er en fordel at tjekke vejr og vandudsigten inden fisketuren. Se hvordan du gør i denne video på Fisk & Fris Youtube.

 

 

Fluebinding hos Grejxperten