EN ISKOLD KARPE FØR STORMEN
– Jeg har som mange andre i den seneste tid haft store abstinenser for at komme ud og lufte stængerne i håbet om at få en fin vinterkarpe på land, fortæller Thomas Svendsen. – Men tiden har været presset, og der har i perioder også været låg på de fleste søer. Men – endelig kunne jeg se en mulighed for at komme ud, da de lovede stigende temperaturer. Prognoserne sagde dog også, at der ville komme hård vind, men som sagt var abstinenserne høje, så denne weekend skulle der bare fiskes. I ugens løb blev der holdt godt øje med vejrudsigtens udvikling, og jeg kunne som alle andre godt se, at det ikke så for godt ud med den vind, men fredag blev det, og ud kom jeg…
– Da jeg landede ved søen, var der totalt vindstille og høj sol, hvilke gjorde, at jeg hurtigt fandt et område, som jeg syntes var interessant. På et af søens lavvandede områder, hvor man kunne ane nogen sandpletter, syntes jeg det virkede spændende, så det skulle prøves, selv om jeg normalt ofte på denne årstid fisker på lidt dybere vand.
– Imens jeg slog min bivy op, gik tankerne på, hvordan jeg skulle gribe det an med fodring og hvilke rigs der skulle i brug. Beslutningen blev truffet, og det blev til en stang med pop up Spicy Squid og en med en Hot Amanda snowman fra CFC Bait. Hvad angår fodring var jeg også indstillet på at gøre det anderledes, end jeg normalt ville have gjort i det kolde vand. Baitboaten blev loadet med 1 kg hampefrø og lidt over et halvt kg halve Hot Amanda boilies, som havde fået godt med saltet peanut liquid.
– Stængerne var nu blev lagt, og det var blevet mørkt samt køligt. Aftenen gik med max hygge inde i varmen, og snart kom tiden til at hoppe i posen. Klokken 4 om natten var der run på min venstre stang. Ud af posen kom jeg, og der var med det samme god kontakt med fisken i den anden ende. Jeg kunne godt mærke, at det var en af søens tungere fisk, og en god kamp var i gang. Til sidst måtte den dog opgive. Ind over netkanten kom den, hvorefter der blev udbrudt et glædesbrøl, da det jo var årets første fisk. Karpen blev hurtigt afkroget og lagt i en sack, da det stod ned med regn. Faktisk regnede det så meget, at jeg ikke fik lagt stangen ud igen, inden jeg hoppede tilbage i posen.
– Morgenen kom, og kaffen blev brygget, hvorefter det var tid til at se på fisken og få taget et par billeder. En tur på vægten kom den også:12,8 kg. Endnu engang kom der et mindre glædesbrøl, og så var tiden kommet til, at der skulle pakkes sammen, da vinden var begyndt at tiltage kraftigt.