ØRESUNDSAKVARIET: FOREDRAG OM ÅLEGRÆS
Hva´ har ålegræs at gøre med fisk, tænker du måske? Svaret er – en hel del faktisk. Hvordan det hænger sammen kan du høre meget mere om torsdag d. 25. januar kl. 19:00, hvor du kan komme til foredrag i Øresundsakvariets auditorium og høre det spændende foredrag ”Ålegræs – Havets små helte” af miljøorganisationen ”Os Om Havet”, som er en dansk miljøorganisation, der kæmper for et sundt havmiljø. Det gør de blandt andet ved at holde cleanup events, hvor de fjerner affald fra havet og ved at udplante ålegræs i danske fjorde.
Ålegræs er en undervandsblomsterplante, som er mester i at binde kvælstof og fosfor samt at tilbageholde CO2. Herudover er ålegræs hjemsted for mange dyrearter, fungerer som føde for mange og er generelt vigtige for de marine økosystemer. Ålegræs spiller altså en vigtig rolle for et sundt havmiljø og klima, men siden 1930 har vi desværre mistet omkring 80% af vores ålegræs.
Til foredraget vil du blive klogere på vigtigheden af ålegræs og dets egenskaber, hvorfor så meget af det er forsvundet, hvad problemet er i dag og hvordan du kan være med til at hjælpe. Herudover vil Os Om Havet fortælle om deres forening, havmiljøet i Danmark, foreningens aktiviteter og hvordan du kan være med i kampen for et sundt havmiljø. Os Om Havet samarbejder med Syddansk Universitet om ålegræsudplantning, og foredragsholderne Camilla og Lise, som er biologistuderende, er i gang med hhv. deres bachelorprojekt og speciale på biologistudiet. Camilla skriver bachelorprojekt om det ålegræs Os Om Havet udplantede i sommer – samt dens effekt på biodiversiteten.
Foredraget varer ca. en time, og adgang til foredrag og akvariet kræver billet, som kan købes i billetsalget på dagen. Men vil du være sikker på at få plads, så køb din billet online via Øresundsakvariets hjemmeside. Til foredraget serveres der et glas vin, og billetten koster 120 kr. inklusivt et glas vin.