SKJERN Å: NYT SAMARBEJDE OM EN BANEBRYDENDE MODEL FOR GENOPRETNING AF ÅDALE

Lystfisker Danmark har netop indgået et samarbejde med Skjern Å Sammenslutningen (SÅS) og Ålandets Venner om skabelsen af en banebrydende model for naturgenopretning i Skjern Ådal og potentielt mange andre danske ådale.

– Modellen er inspireret fra det sydlige England, hvor the Rivers Trust gennem flere år ved brug af en ”Catchment Based approach” har opnået fantastiske resultater med skabelse af naturlige ådale og god biodiversitet både under vandspejlet og i hele flodsengen, hedder det i en pressemeddelse fra partnerne. – En metode for skabelse af rene og naturlige vandløb.

– Målet er det samme i Danmark. Med naturlig hydrologi og vild terrestrisk natur i fokus er det målet gennem helhedsløsninger at genskabe mindre og mellemstore tilløb samt ådale i Skjern Åens vandopland og derved undgå; sandflugt, udledning af kvælstof, okker og anden forurening samt misfarvning af tilløbene. Derved genskabes naturlige vandløb med rent og klart vand fyldt med liv, og ådalene bliver korridorerne mellem de store naturområder som for eksempel Borris Skydeterræn og Harrild Hede. Som en sidegevinst vil der være mindre behov for vedligehold af de mindre vandløb, og gydestrygene vil i langt mindre omfang blive tilsandede under skiftene vandføring i vandløbene.

En andelsforening for naturen

– SÅS har sammen med lokalafdelingerne i Danmarks Naturfredningsforening (DN) i Ringkøbing Fjords vandopland, Dansk Ornitologisk Forening (DOF), Danmarks Jægerforbund (DJ), Friluftsrådet, Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF), Danmarks Vilde Natur (DVN) og lokale udviklingsfora samt repræsentanter for landbrug og lodsejere skabt foreningen Ålandets Venner – www.aalandetsvenner.dk. Nu er Lystfisker Danmark indgået i arbejdsgruppen bag foreningen med støtte til de første måneders drift af sekretariatet for Ålandets Venner.

– Lystfisker Danmark arbejder med indsatsområdet “Bedre lystfiskeri i Danmark”.  Under dette indsatsområde har de målsætningen om at forbedre Vandløbskvalitet på øvre-mellem strækninger (i brune vandløb uden ranunkler). Projektet har god overensstemmelse med dette punkt, ligesom der er god sammenhæng mellem to andre projekter som Lystfisker Danmark har igangsat; “Lystfiskerne og de lokale treparter”, samt “Flere fisk & mere frivillighed.”

Genudsætning af en laks i Skjern Å.

Lystfisker Danmark har netop indgået et samarbejde med Skjern Å Sammenslutningen (SÅS) og Ålandets Venner om skabelsen af en banebrydende model for naturgenopretning i Skjern Ådal og potentielt mange andre danske ådale. Målet er at forbedre naturgrundlaget, hvilket blandt andet vil gavne laks som denne, der returneres til åen.

 

Hvad er planen med Ålandet?

– Projekt Ålandets Venner er med andelstanken og det lokale ejerskab som anker både relevant samt ambitiøst. Med stærke kræfter ombord både i forhold til enkeltpersoner og organisationer kan det sætte ny standard for, hvordan vi passer på vores vandløb og udvikler den vilde natur, vi alle så gerne vil have, siger Arne Kvist Rønnest projektchef for Lystfisker Danmark.

– To af Ålandets Venners medstiftere, miljøantropologen Peter Andreas Christensen og arkitekten Boris Brorman Jensen har sammen med tegnestuen Norrøn – godt hjulpet af resursepersoner fra SÅS, DN, DVN, DOF med flere – lavet et prospekt under overskriften: Tænk stort. Start småt. Skaler smart. Med prospektet i hånden har Ålandets Venner allerede været ude hos lokale lodsejere i en hel ådal, hvor der er en stor grad af opbakning til de konkrete planer. Det arbejde fortsætter, samtidig med, at man vil gå til de store fonde for at virkeliggøre ideer og planer til Ålandet. Et prospekt for planerne er lige blevet trykt og vil i løbet af efteråret blive præsenteret i flere forskellige fora, slutter de nye samarbejdspartnere.

FOTOS: KENNY FROST/LAKSENS HUS

Læs om efterårsfiskeriet efter laks i Skjern Å i denne fede artikel af Terkel Broe Christensen.

 

Hvidovre Sport
Friluftsland